Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.
Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............
Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.
I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.
Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.
Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?
I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.
Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.
Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivister, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder kunde blive ansat i kommunale og/eller statslige foretagender og derfra drive deres samfundsnedbrydning i samarbejde med politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering? Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............
Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.
I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.
Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.
Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?
Og hvordan kunde det gå til, at sådanne politikere fordulgt kunde gennemføre og inkorporere disse ændringer i samfundssystemet?Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............
Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.
I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.
Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.
Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?
