Hvad forestiller det internationle børneårs symbol? - en dreng, der spiller bold i en strålekrans?
- en mor, der bøjer sig mod sit barn? Eller - ja, nu ser jeg det: det er en p æ d a g o g, som griber barnet!
Det Internationale Børneår begyndte teoretisk den 1.1.1979, men i praxis var det allerede i fuld gang efteråret 1978, efter at man den 16. maj i ubemærkethed havde oprettet et kontor under navn af “Nationalkomitè med social- og familieminister Eva Gredal som formand og med repræsentanter for ca. 100 organisationer, foreninger og offentlige myndigheder som medlemmer”. (Eva Gredal blev senere afløst som formand af Erling Jensen). Det praktiske arbejde udførtes af et arbejdsudvalg på 9 unavngivne personer og et sekretariat på 3 navngivne, der skulde udføre de “initiativer, som nationalkomitèen/arbejdsudvalget pålægger” dem.
Arbejdsudvalget besluttede straks at udgive tre ting:
1) en 8-sidet pjece om Børneåret og den organisatoriske opbygning i Danmark.
2) bladet “Børneårs-Nyt”, der skulde sendes til medlemmerne, “relevant” presse, biblioteker,
politikere, myndigheder, skoler, samt til særligt interesserede enkeltpersoner.
3) et aktivitetskatalog om de aktiviteter, som de tilsluttede organisationer agtede at gennemføre.
Det materiale, der udkom, talte sit tydelige sprog:
For det første måtte man undre sig over, at ikke bare alle kunde være med i den nationale komitè (som finansieredes af skatteborgerne), når det dog gjaldt vore børn.
Medlemsskabet i Nationalkomitèen var gratis, men man skulde “a n m o d e om optagelse”, som så evt. bevilgedes. Optagelse hindrede ikke, at man siden kunde blive "glemt".
Da man startede i maj 1978, havde man allerede 81 organisationer. Hvor kom de fra? Blev der sendt indbydelser ud under hånden? Eller var de “håndplukkede”? Af hvem? Efter hvilke kriterier?
Inden udgangen af juli var man blevet 97 interesse-organisationer, bl.a. et hav af stærkt venstre-styrede foretagender samt anarkistiske og venstreextremistiske grupper, men Gud bevares - også grupper af kristeligt tilsnit. Det var ikke ukendt taktik på venstrefløjen at inddrage upolitiske, humanitære, kirkelige grupper i deres fællesskab, godtroende mennesker, som man kunde manipulere. De skulde over for omverdenen borge for kvaliteten og umuliggøre enhver kritik udefra.
Men hvordan kunde en “nationalkomitè” i et land med parlamentarisk folkestyre være ganske eensidig? Udover partiet Venstre var der ingen andre borgerlige partier, som kunde tænkes at ville opponere mod alt det røde, hverken Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Konservativt Folkeparti eller Fremskridtspartiet.
Og man savnede borgerlige grupper som Forældrenes Børnekommission, ALS (Aktive Lyttere og Seere), Artikel 16-Udvalget, Forældreforeningen for narkoramte børn, Fulton, 20-Novembernævnet, DUE (De uafhængige Elever), LIV, L.I.B.E.R. (Landeværn Imod Børns EnsRetning), Børn-Forældre-Frihed og mange flere.Havde de fået opfordring til at være med? Hvorfor ikke ?
Børneårs-Nyt nr. 1 levede helt og fuldt op til den kolossale overvægt af røde aktivistgrupper. Her var der overhovedet intet fra neutral humanistisk eller kirkelig side, ej heller fra nogen politisk borgerfløj.
Alt var bag en smuk kamouflage gennemsyret af den sædvanlige mentalhygiejniske forældre- og samfundsfjendtlige BRIS-ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde prædiket.
Samfundet skulde ændres.
