11. BRIS fortsat

Tankeløst og ganske overfladisk set kunde BRIS`s formål måske lyde besnærende: man var Altid på barnets side, 100 %, hvad enten barnet havde ret eller ej, mod forældrene, mod skole, mod samfundet….”
Trods den diktatoriske formulering og trods enkelte vågne personers protester og nogle avisartiklers afsløringer forstod de borgerlige politikere i daværende VKR-regering åbenbart ikke, hvad der var på færde, eller de ignorerede det i den tro, at det bare var ligegyldigt ordskvalder fra hashomtåget ungdom?


Men da Danmark i 1971 igen fik en socialistisk regering, var det frit frem. Personer der gik ind for "Børns Rettigheder i Samfundet" (- det lød jo smukt! -) var jo næsten selvskrevne til at blive ansat i socialsektoren. Socialminister Eva Gredal var jo selv et vigtigt medlem i BRIS`s moderforening, Landsforeningen for Mentalhygiejne og hyldede dermed dens "psychiatriske" ideologi (se Spydpigen nr. 8 ). Hertil kom så socialdemokratiets "trivselsprogram", som netop betonede, at man skulde sørge for:

”Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse),

(Oversat til klarsprog betyder det i praxis, at al irettesættelse og vejledning kan falde væk, for forældre har ikke mere at skulle have sagt end LillePeter)


 - og videre skulde man sørge for

"sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældre gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen – for så vidt de synes, at de dér trives dårligt."

Det kræver vist ikke nøjere forklaring. Børn og unge skulde kunne få økonomiske støtte af staten til at flytte hjemmefra, f.eks. ved pubertetsbesvær.

Kontroverser mellem børn og myndigheder vilde naturligvis især komme frem i den vanskelige pubertetsalder, hvor man gør oprør og løsriver sig. Måske troede naive politikere, at BRIS bare vilde prøve at se konflikterne fra barnets side og tale dets sag for at nå frem til en acceptabel situation. Men det var ikke meningen. De vilde hjælpe barnet til at få sin vilje igennem, hvad enten det havde ret eller ej. Et umyndigt og umodent pubertetsbarn kan imidlertid ikke overskue følgen af sit eget oprør. Man lokkede og/eller opfordrede børn til at løbe hjemmefra. Man forklarede, at de kunde få penge og husly hos kommunen. Man kunde skrive til barnet uden at forældrene vidste om, hvad det gik ud på. Personer, grupper eller organisationer kunde helt eller halvt anonymt opfordre børn til at komme med i BØRNEMAGT eller på anden måde deltage i samfundsnedbrydning.