En måned efter kom der valg og ny regering. Ideen med en småbørnskommission blev skrinlagt, men derfor lå man ikke på den lade side. Jorden skulle gødes. PR i alle massemedier. Mentalhygiejnikere og BRIS-folk griflede løs. Teatre, film, radio og TV kørte i samme rille: forældre kunde ikke klare problemerne, de var isolerede, ukyndige og reaktionære – kort sagt umulige, mens børn var kuede og mishandlede. Bibliotekerne bakkede op på utallige måder, f.eks. med bogmærkerne ”Underkuet” og ”Børn har også ret”, hvor man – begyndende med BRIS-bladet – anbefalede en masse litteratur, der ikke levnede tvivl om hensigten.
Men samtidig var der en voksende modstand hos stadig flere forældre, der med ængstelse havde iagttaget og måske direkte følt, hvordan Mentalhygiejnikere og BRIS-folk forsøgte at bemægtige sig deres børn, hvad enten dette skete ved direkte påvirkning eller gennem den af Mentalhygiejnen løsslupne narkobølge, øldrikkeriet eller den stigende ligegyldighed over for traditioner, kultur, religion og livsholdning og over for næsten (hærværk, vold og anden kriminalitet). Mentalhygiejnens hele holdning tegnede sig klart, bl.a. som tidligere nævnt i professor Bonnevies lille spottende bemærkning på generalforsamlingen: Forældre i gamle dage troede, de kunde opdrage deres børn selv, disse kyllingemødre... men nu var man rigtignok kommet længere, havde fået eksperter...”
(Uviljen mod denne regeren over alt og alle viste sig senere ved kuppet i Landsforeningen for Mentalhygiejne i juni 1974, hvor seks borgerlige kom ind i foreningens bestyrelse. Dette kup gav nyt mod. Man fik tillid til, at man kunne øve modstand, at det endnu ikke var forsent. Det følgende år led Eggert Petersens Mentalhygiejniske Verdenskongres et øredøvende nederlag. Samtidig var der kommet så mange afsløringer frem om foreningens hele virke og dens umiskendelige sammenhæng med anarkistiske celledannelser som BRIS, Solvognen, Christiania o.l., at statsrevisoratet kom ind i billedet.)
I mellemtiden havde man atter fået ny regering I 1975, og i slutningen af 1975 udnævnte socialminister Eva Gredal* lige så stille lederen af Flygtningehjælpen, psykolog Lise Østergaard* til leder af den af BRIS og BRIS-ideologerne ønskede Småbørnskommission. Lise Østergaard og Gredal havde begge arbejdet nært sammen med psykolog Eggert Petersen i Studenterrådgivningen. Med Lise Østergaard skulde en socialistisk børnekommissionen have gode kort på hånden. Alligevel var det nær gået galt. Det skyldtes Beckers vietnamesiske flygtningebørn. De kom fra et kommunistisk land og skulde derfor sendes tilbage, mente Lise Østergaard.
BRIS, som ifølge sit program altid tager 100% parti for barnet – hvad enten dette har ret eller ej – imod forældre, skole eller anden myndighed, kneb her udenom og bekendte derved kulør: børn støttedes kun af BRIS, hvis de var imod forældrene og kunde udnyttes som revolutionære brikker imod kernefamilien. Men disse Vietnambørn hang med hele deres hjerte ved deres plejefar og brød sig ikke om kommunistisk overvågen (hverken dansk eller vietnamesisk). En mand fra BRIS – journalist Frode Muldkjær, der underviste i samfundsforhold på Try Højskole – anmeldte Becker for ”vold” ud fra en avisartikel af Lise Østergaard, og Becker-børnene udsattes for en uhørt brutalitet, fra børneværnets og politiets side. Børnenes hjerteskærende skrig gav mere genlyd i inden- og udenlandsk presse, end godt var for Mentalhygiejnen, BRIS og Flygtningehjælpen. Bl.a. tilbød borgmesteren i Nice at børnene kunde komme derned. I Danmark gjaldt det at dysse den pinlige sag ned, men Flygtningehjælpens juleindsamling blev det år en fiasko.
Den mentalhygiejniske PR fortsatte om forældres “vold”
Fra Bibliotekscentralen udsendte man en børne-pjece ”Snak om vold”, hvori det hedder: ”Forældre mishandler næppe deres børn af lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske, korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man kalder den ufrivillige, tankeløse vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.” Ud fra denne forklaring kan ingen sige sig fri for at have øvet vold. Hvor mange har ikke ind imellem været nødt til at ”afvise” et barn? Hvor tit har man ikke i en given situation måttet ”begrænse et barns udfoldelsesmulighed”?
Pjecen var i tråd med den af Socialstyrelsen (?) udsendte pjece ”Osse dit ansvar” (NB. Trykt uden angivelse af trykkested og ansvarlig redaktion!) Ifølge denne pjece skulde man anmelde naboer eller andre for vanrøgt af børn, og det forklaredes udtrykkeligt, at ”vanrøgt” også kunde være af ”psykisk art”, uden at man – naturligvis – kunde definere, hvad dette indebar.Var det forældres krav om, at barnet skulde gå i skole eller i seng eller læse lektier? Var det aftenbønnen eller psalmeverset? Ud fra sådanne luftige skøn kunde man anmelde Becker for ”vold”. Alle kunde anmeldes! Hvis det passede ind i den mentalhygiejniske krig, der hærgede.
I en bibliotekspublikation fandt jeg disse linjer: ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner, hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et nødvendigt middel.” - Det forklarede fremgangsmåden mod Becker-børnene!
Den 13. nordiske børneforsorgskongres (juni 1976) under Eva Gredals og Lise Østergaards auspicier sluttede med en begejstret udtalelse om, hvor dejligt der nu var i Vietnam efter befrielsen. Så glade børn som dér havde man aldrig set noget sted i verden.
PR-aktiviteterne tog til. Det var som om, man lagde op til noget ...
Mentalhygiejnikeren, journalist Erik Nørgaard, skulde i TV-programmet ”Bytinget” debattere revselsesret med sognepræst Søren Krarup. Søren Krarup vandt, men den harme, der bagefter lød fra alle mentalhygiejnikere, røbede den store skuffelse. Alle ved jo hvor dominerende TV er i forhold til alle andre massemedier. “Bytinget” med “statsadvokat” Nørgaard skulde have nedgjort Søren Krarup og fået seerne og den “offentlige mening” til at vende sig mod kernefaamilien, forældremyndighed, -pligt og -ansvar.
Noter:
*) Socialrådgiver Eva Gredal - set fra en anden vinkel.
Eva Gredal var et vigtigt medlem af Mentalhygiejnen. En årrække med i bestyrelsen og en tid redaktør af deres blad og kunde derfor ikke være uvidende om organisationens politiske hensigt og virke. Alligevel bevarede hun nærkontakt med den og blev så sent som i 1974 foreslået til bestyrelsen, omend forslaget ikke nåede frem til selve generalforsamlingen. Det var i hendes medlemstid, at Landsforeningen for Mentalhygiejne havde barslede med underafdelingen BRIS.
Eva Gredal røbede ikke noget til offentligheden om Mentalhygiejnens tvivlsomme virke, samfundsnedbrydning og korruption inden for socialsektoren: fordrejede, usandfærdige børneværnspapirer, Børnemagt, sagen om Vietnambørnene, "experimentet Christiania", den afsporede Kofoeds Skole, narkospredningen og narko"behandlingen" osv. osv.
Som andre mentalhygiejnikere skjulte hun sig under en masse undskyldninger eller påberåbte sig tavshedspligt. (NB tavshedpligten skulde vel egentlig beskytte borgerne og ikke socialsektorens og socialministerens handlinger?).
På Mentalhygiejnens vegne beklædte Eva Gredal en bestyrelsespost i Studenterrådgivningen (en ikke helt uvæsentlig nøglepost i samfundet) og arbejdede dèr sammen med psykologerne Eggert Petersen og Lise Østergaard samt læge Skovgaard Jensen. (Det var Eggert Petersen og Eva Gredal, som havde udarbejdet målsætningen for Rådgivningen).
Eva Gredals nære tilknytning til Mentalhygiejnens ledelse synes at være forklaringen på mangt og meget!
Den hypotese er ikke fjern, at de mentalhygiejniske kræfter bragte hende frem til en ministerpost, så de gennem hende kunde få del i udøsningen af skatteborgernes penge. Da vælgerne blev trætte af hende, blev hun alligevel kaldt tilbage til ministertaburetten.
Eva Gredal blev som minister grebet i sære finansdispositioner, som gav meget vrøvl i folketinget.
Hun forsøgte at klare frisag med breve til "Kære Per" fra kære Eva i en penibel sag med millionbeløb til Kofoeds Skole. (Eva Gredal og forstanderen på Kofoeds Skole, J. Lange Jacobsen, havde gået på socialrådgiverskole sammen). Det helt store økonomiske roderi præsenterede hun med hensyn til sine Mentalhygiejne-venners såkaldte "narko-centre" o.l. og Eggert Petersens Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut.
*) Psykolog Lise Østergaard var leder af Mentalhygiejnens Rådgivningsklinik 1959-64 og med i Eggert Petersens propagandauge for hans Forskningsinstitut 1963. Hun blev professor og leder af Studenterrådgivningen indtil 1968, men fortsat tilknyttet indtil 1973. Hun foretog efterundersøgelser af studenter-patienter og anbefalede en udvidelse af foretagendet 1972. Hun blev formand for Dansk Flygtningehjælp 1974 og vilde sende Beckers Vietnambørn retur til kommunismen. Journalist Frode Muldkjær benyttede en artikel af hende til at anmelde Becker for vold (absurd og uden hold i virkeligheden), hvorefter børneværn med politi angreb børnene. En temmelig pinlig sag.
Lise Østergaard var med i OOA -komitèen og bad folketinget skåne Chrisiania. Hun blev udnævnt til minister uden portefeuille 1977, skønt hun ikke var medlem af socialdemokratiet (statsminister Anker Jørgensen så så overrasket ud. Var det arrangeret af Eva Gredal?).
