skabt fordømmende forargelse over "revselsesretten", skønt man havde anstrengt sig for at manipulere med sproget og give ordbegreberne nye og langt rummeligere rammer.
Efter Bytinget fulgte så “BRIS-tribunalet i Ballerup” om "Vold mod Børn" september 1976. Det var tilrettelagt af tidligere nævnte BRIS-mand Frode Muldkjær* med Mentalhygiejnikere og BRIS-folk i panel og publikum: Tine Bryld, Ester Facius, Sven Heinild, Birgitte Oxdam, Egon Clausen osv.
Her var det, at mentalhygiejniker Henrik Sidenius forklarede, at også væggenes farve i Børneværelset kunde være "vold". (Orddefinitionen på vold blev således efterhånden til: alt, hvad jeg ikke kan lide, er vold mod mig!).
Selvom "tribunalet" - naturligvis - kom til det ønskede resultat, at forældremyndigheden måtte indskrænkes og revselsesretten væk, havde det næppe den effekt i "den offentlige mening", det skulde have haft. Bytingets udfald havde taget brodden af det, skønt de venstreorienterede journalister gjorde deres bedste for at bakke sagen op i massemedierne.
Indlæggene fra mødet brugte Muldkjær i sin bog "Med Børn skal man Land bygge" 1977.
Frode Muldkjær benyttede i øvrigt tribunalet til at oprette et støttefond for BRIS, kaldet "Børns Vilkår". Det skulde "støtte grupper eller enkeltpersoner, som sætter focus på eller skaber debat om børns livsvilkår. Støtten ydes som økonomisk bistand eller som konsulentbistand".
Da BRIS i sin tid sneg sig ind på skoler og uddelte pjecer til børnene om, hvordan man kunde løbe hjemmefra og få støtte dertil af det offentlige, blev de skarpt imødegået af store dele af pressen og mange politikere. På Christiansborg strøg man den direkte bevilling til BRIS, hvilket dog ikke var ensbetydende med, at de ikke kunde få offentlig støtte ad omveje. De kunde benytte moderforeningen, Landsforeningen for Mentalhygiejnes velindarbejdede kanaler og nøglepersoner (såvel "bevidste" som "brugbar-naive").
Det nye støttefond, "Børns Vilkår", skulde yde økonomisk bistand og konsulentbistand. De oprettede en pris, kaldet "Peter Sabroe-Prisen", på 5000.- kr. Den uddeltes første gang til Todesgade-aktionen i Den sorte Firkant på Københavns Nørrebro. (Byrådet havde besluttet at nedlægge en børneinstitution i Todesgade, hvilket fremkaldte et mægtigt opbud af venstreorienterede til ballade med lovstridige indslag.)
Prisen overraktes til Nina Bülow af læge Sved Heinild.
Noter:
*) Frode Muldkjær havde været befalingsmand i hæren, men lod sig siden som militærnægter slette af lægdsrullen. Havde han mon studeret psykologisk krigsførelse i hæren, eftersom han gik med i BRIS? Han uddannede sig til journalist og underviste i journalistik og samfundsfag ved Try Højskole ved Dronninglund. For ham var et af hovedmotiverne til at få børn, at "Barnet kan bruges til fysisk og psykisk afreagering" som han skrev. Ligesom BRIS hævdede han - i strid med sandheden - at "barnet har ingen rettigheder". Det kom dog frem engang, at meningen naturligvis var at lave samfundet om i en bestemt retning. Det var noget, som skulde til, hed det.
Ud fra en artikel af Flygtningehjælpens leder, professor i psykologi, Lise Østergaard (fot.) politianmeldte han journalist Henning Becker for at øve "vold" mod de vietnamesiske børn, han havde reddet ud af Vietnam i 1975.
Som tidligere nævnt havde man i BRIS og lignende mentalhygiejniske grupperinger travlt med at tolke ordbegrebet "vold". På Fiol-teatret udlagdes det f.ex. i bredeste betydning: det var "vold" mod børn, hvis bilerne parkerede på en P-plads ved boligkvarteret, som ungerne ellers kunde have spillet bold på. Hvilken "vold" man påstod, at Becker anvendte, hørte vi ikke, men da jeg med egne øjne så, at hans vietnambørn opførte sig langt mere disciplineret og ordentligt end danske børn på den tid, så bestod Beckers "vold" åbenbart i gammeldags opdragelse. Og hvordan skulde det også have været anderledes, hvis man i en krigssituation i et fremmed land skulde holde sammen på de ca. 200 børn? Becker blev ikke anklaget for noget. Men sagen var åbenbart, at han ikke var kommunist!
