I mellemtiden må jeg fortælle om «Mentalhygiejnisk forening for Børne- og Undomsforsorg» (Flygtigt nævnt i Spydpigen nr. 1 i denne artikelserie).
Enhver politisk idè kaster sig gerne over børn, som er forsvarsløse ofre for indoktrinering og som kan virkeliggøre de politiske idèer 10-20 år senere som voksne. Vi kender det bedst fra diktaturlande, men i virkeligheden findes det nok overalt. "Gud, Konge og Fædreland" hed det i min generation.
Ovennævnte Forening var en miniature forening, oprettet i 1962 (under Eggert Petersens formandsskab!) som en meget vigtig del af Moderforeningen. Det var en lukket forening, som man ikke bare kunde melde sig ind i. Den var på højst 40 personer, idet man indtil 1975 kun havde rekrutteret medlemmer fra moderforeningens bestyrelse. Men reelt udgjorde foreningen kun en halv snes aktive personer, der var kendt for politisk samfundnedbrydende virksomhed: Tine Bryld, hendes fætter Peter Ege, Eggert Petersen, Egon Clausen, Ole Nygaard Jensen m.fl. Disse få personer - eller rettere deres miniature forening – styrede altså moderforeningen, Landsforeningen for Mentalhygiejne, og modtog på et år 15 millioner i statsstøtte til deres virke (NB i 70`ernes valuta!). Det bestod i mentalhygiejniske rådgivningsklinikker forskelige steder i landet for børn og unge, samt driften af de i politirapporterne stadig nævnte narkocentre, som ikke kunde fremvise noget virkeligt resultat, men som holdt hånden over narkotika og kriminalitet. Det afsløredes under en retssag, at den store statsstøtte og så videre også befordredes til Christiania og BRIS. Foreningen overholdt tilsyneladende ikke egne vedtægter, og det turde være tvivlsomt, om foreningen rent juridisk kom legalt igennem opløsningen af moderforeningen 1976, eftersom den jo udgjorde selve bestyrelsen?
Socialstyrelsen havde tidligere haft indsigt i foreningens virke og en slags kontrol med den, eftersom de skulde godkende foreningens vedtægter, men efter at Mentalhygiejnen i 1976 opløstes, var det tilsyneladende ikke muligt at få oplysninger fra Socialstyrelsen. Spørgsmål desangående forblev ubesvarede. Hvor diminutiv end "Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdosmforsorg" end var, så nød den givetvis gennem nøglepersoner og forbindelser til de højeste myndigheder og regering, en særlig beskyttelse. og forblev vistnok en lukket forening. I hvert fald findes nævnte Mentalhygiejniske Rådgivningsklinikker for børn og unge mig bekendt stadig.
I mellemtiden gik Gerda Vindings Forening i opløsning på grund af indre stridigheder, baseret på politik, sladder og mistillid. Og 19. marts 1973 afholdt foreningen sin sidste generalforsamling.
Nogle dage efter modtog jeg anonymt nogle fotokopier, som angiveligt var brevvexling mellem Eggert Petesen og Gerda Vinding. Ægte eller ikke ægte? Man kan lave meget fup med fotokopier og andet. Jeg lod dem gennem en militærmand sende videre til PET eller FET, desuden til "Minut", et ikke særligt agtværdigt blad, men det eneste blad dengang, som kunde tænkes at ville bringe det. Redaktør Hans Hetler satte det da også stort op under overskriften "Anvender Eggert Petersen ganske gemen afpresning?"
Det var muligvis grunden til at jeg nu fik besøg af civilklædt politi, idet der efter sigende var indgivet anmeldelse imod mig angående nogle breve. Da jeg fortalte, at de var videresendt til PET eller FET, hørte jeg aldrig mere til dem.
Hvad var det dog altsammen for noget?
