Formanden for Landsforeningen for Mentalhygiejne, professor Poul Bonnevie, sagde med en hånlig tone ved generalforsamlingen 1972 (eller var det 1973?): Kyllingemødre troede jo før i tiden, at de kunde opdrage børnene, men nu har vi experter!
Udtalelsen svarede til World Federation of Mental Health`s internationale målsætning, sådan som stifteren, psykiater Brock Chisholm, havde sagt (se Spydpigen 8):
Udtalelsen svarede til World Federation of Mental Health`s internationale målsætning, sådan som stifteren, psykiater Brock Chisholm, havde sagt (se Spydpigen 8):
"Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”
Blandt alle afdelinger og sideskud i det mentalhygiejniske netværk i Danmark blev organisationen BRIS, Børns Rettigheder i Samfundet den afdeling som mest utilsløret praktiserede denne målsætning. Det var ikke teoretisk snak, men håndgribelige (og ofte også ulovlige) handlinger. BRIS oprettedes af mentalhygiejnikere på Mentalhygiejnens kontor i Fredericiagade i 1969, året efter 68`ernes revolution.
Nedenstående artikel er hentet fra det kristelig tidsskrift ”Vor Skole” 1974. BRIS arbejdede som en art 5. kolonne imod staten og kernefamilien. I FN`s menneskerettigheder står der udtrykkeligt i § 16:
”Familien er Samfundets naturlige og fundamentale Enhedsgruppe og har krav på Samfundets og Statens Beskyttelse.”
Ødelægger man grundstenene i samfundenes byggemateriale, kernefamiliegrupperne, så ødelægger man samfundene. Dette var målet. Men officielt var det kamoufleret.Fra tidsskriftet "Vor Skole"
”Det er en kunst at kunne forme sproget, så læserne forstår en text på deres egen umiddelbare måde og begejstret tilslutter sig en idé, som i virkeligheden rummer noget helt andet end de tror. I simplere form kalder man sådan manipulation bondefangeri. Med honning i munden giver man det udseende af, at BRIS vil redde børn mod alverdens uret i et humant opofrende arbejde for barnets tarv. Søde fløjtetoner fra rottefængerens fløjte – i bevidsthed om, at den brede befolkning ikke vindes med forældrefjendske programmer. Der må camouflage til, og selv et forældrefjendsk projekt må – absurd nok – spille på forældrefølelser: kærlighed til børnene. Derfor taler man (kernefamiliemodstanderne) om at ”tæve ungen”, når barnet får smæk på halen, og i stedet for klø, bruges ordet ”vold”. Det skal hos læserne fremkalde et billede af børnemishandling, som man véd, alle vil tage afstand fra. Men selv inden for den forkætrede børnepsykiatri erkender man (hvad i øvrigt alle forældre véd), ”at der kan være visse situationer, som en mor eller far ikke kan overskue, og som derfor giver anledning til et klask bagi på barnet. Man kan f.eks. tænke sig den situation, at et lille barn er løbet ud på kørebane med risiko for at blive kørt over og vil gøre det igen, selv om moderen søger at forklare barnet, at det ikke må.”
"Men BRIS nøjes ikke med tendentiøs fremstilling i en forældrefjendsk kampagne. De omgås letfærdigt med sandheden. Således har de såvel på tryk som i radio ladet forstå, at det er lovfæstet, at børn er forældres ejendom uden anden juridisk rettighed end at blive forsørget af forældrene, hvilket efter BRIS´s udsagn betyder: ingen rettigheder! ”Barnet er retsløst”, hævder de uden skamrødme over at fare med falsk tale. ”Fra 0 til 18-årsalderen betragtes børn som enhver anden ejendom underlagt forældrenes hals- og håndret (sic!), påtvungen forældrenes valg i påklædning, uddannelse, livssyn, boligform, omgangskreds.”
/…./
"Når BRIS som anført åbenlyst og hæmningsløst fører falsk tale, hvad forleder os da til at fæste mindste lid til de komplet ukontrollable undersøgelser og rapporter, de laver?
Hvad er meningen med BRIS´s virke? Hvad er deres program?
De siger selv: ”Grundtanken bag dannelsen af foreningen var erkendelsen af et behov for en organisation, der principielt stillede sig på barnets eller den unges side over for samfundet, hvad enten det var myndigheder, skoler og andre institutioner, eller det var forældrene. Vi mener, at der var behov for en uafhængig pressionsgruppe, der kunde optræde som børnenes og de unges forhandlere over for samfundet m.m.”
Altid på barnets side, 100 %, hvad enten barnet har ret eller ej, mod forældrene, mod skole, mod samfundet….”
Det gjaldt at angribe og nedbryde kernefamilien ved at tilintetgøre forældreretten og således ødelægge det bestående samfund. Det var Mentalhygienens ideologisk hovedmål, fostret i en psykiaterhjerne! Psykiater Brock Chisholms naturstridige idéer slugtes råt af psykologernes dengang fremadbrusende pseudovidenskabelige forskning. Og politikerne bed på krogen.
Fortsættes.
Fortsættes.
