Statens Småbørnskommission var altså nu en realitet. Født i dølgsmål eller om man vil: lusket ind ad bagdøren af en 5. Kolonne. Det var jo det, BRIS var, en 5. kolonne, der vilde bekrige forældrene for frit at kunne påvirke børnene og ad den vej skabe det samfund, de vilde have. BRIS-aktivisten Ole Lindboe skrev det selv i bogen “Noget om alternativ pædagogik” 1973:
“Om nødvendigheden af at praktisere alternativer, infiltrere systemet, lave 5. kolonne virksomhed eller hvad du nu ville kalde det, skal der ikke her argumenteres for. Det turde utvetydigt fremgå ved at læse videre frem. Det vil nemlig fortælle dig, at det har kunnet nytte.
Og at det kan og skal nytte.”
Det var Ole Lindboe, der tegnede BRIS ved henvendelsen til Folketinget i 1973 om at få oprettet en Småbørnskommission. Og fik hjælp af Eva Gredal, som var med i samme lurvede Mentalhygiejnebevægelse som han selv.
At BRIS nu ved Eva Gredal havde fået luret staten til at gå videre med deres marxistiske virksomhed gennem Småbørnskommissionen betød på ingen måde, at BRIS lukkede forretningen. Men modstanden mod venstreorienteringen tog til.
Valgresultatet i februar 1977 førte til en ministertaburet til Lise Østergaard. Hun var ikke medlem af socialdemokratiet, men blev hentet ind. Hvad skulde hun? Uden portefeuille. Dermed fik BRIS-ideologien en ministerpost mere, uden at nogen bemærkede de sære forhold, der lå bag. Man talte om ”en ny socialdemokratisk mindretalsregering”. NEJ! BRIS’s og Mentalhygiejnens ideologi var i virkeligheden ikke socialdemokratiets. Den var noget andet, noget udefra og noget på tværs – . BRIS erkendte åbenlyst i sit program, at det lå langt ude til venstre for socialdemokratiet, at de var en pressionsgruppe og ønskede at være en 5. kolonne, og at deres mål var at ændre det danske samfund. De arbejdede dels gennem lukkede grupper som aktivister og dels gennem folk i nøglestillinger, der bevidst eller ubevidst lod sig bruge.
I 1977 udkom også Søren Krarups bog “Forsvar for Familien” på Gyldendal, hvor han tog kampen op mod “Småbørnskommissionen”. Det var et lyspunkt, at der åbenbart også var noget godt at sige om forældre. Forældre (der jo ikke var/er organiserede) følte sig givetvis trængt af de magftfulde marxistiske fagforeninger og mentalhygiejniske grupper, som nedgjorde dem og hævdede, at de derimod vidste alt om børn. Krarups bog havde tilmed den dristighed at gå i rette med “børneexperterne” og drage deres egnethed i tvivl.
Børnekommissionen udgav snart en studiepjece om “Småbørn i Danmark”, og oplysningsforbundene opfordrede forældre til småbørn til at melde sig til studiekredsene og gøre deres indflydelse gældende. Det borgerlige “Folkeligt Oplysningsforbund” (F.O.F.) brugte selve ministeriets studiepjece som materiale.
Arbejdernes Oplysningsforbund (A.O.F.), som jo står socialdemokratiet nær, udarbejdede derimod selv studiemateriale, et duplikeret debathefte, kaldet “Hvad vil de dog med børnene?” redigeret af Lone Dybkjær og Erik Stubtoft.
Man henviste til teksten i Ritt Bjerregårds nye skolelov (paragraf 2 i lov nr. 313 af 26. juni 1975) om “Samfundets forpligtelse og målsætning for barnets oplæring og opdragelse i skolealderen” og antydede lidt fordulgt, at noget lignende burde tilstræbes i førskolealderen.
Lise Østergaard, som var børnekommissionens første formand udtalte: “Det er blevet børnekommissionen pålagt at vurdere samfundets forpligtelse over for barnet i årene før skolealderen - - -” (videre hedder det:) “Det er glædeligt, at man med nedsættelse af denne kommission understreger en politisk vilje til at beskytte den tidlige barndom”.
Er det ikke en ualmindelig grov foragt for forældres egnethed og evner til selv at varetage forpligtelsen og beskyttelsen af deres børn?
Agnete Engberg, formand for det såkaldte “Skolestartudvalg” var helt ude på overdrevet. Hun mente, de unge familier mere eller mindre var ladt i stikken af samfundet; det er belastende at være forældre; at samfundet burde have bedre råd til at tage sig af de børn, vi har. Hun troede minsandten, at folk generelt var meget forvirrede. Det var ikke store tanker, fruen nærede om tidens forældre. Efter min bedømmelse virkede hendes postulater noget forhastede. Hun sagde: “Vi må gøre os klart, at det er belastende at være forældre. Vi har en depression med arbejdsløshed, og fra 30`erne ved vi, at i sådanne situationer nedsættes folks lyst til at formere sig. Det hænger sammen med en utryghed ved fremtiden, men også med andre ting”.
(....)
Det foranstående var tænkt som en smagsprøve på indholdet i A.O.F.`s debathefte. Der er også indlæg af Eva Gredal og Oluf Palme m.fl. Lad mig slutte med et lille udpluk fra Erik Stubtofts bidrag: “Arbejderbevægelsen har altid erkendt et stort medansvar for at give børn og unge gode opvækstmiljøer og rimelige muligheder for aktiviteter”. Det er uklart for mig, hvad Stubtoft mener med “Arbejderbevægelsen”, dog aner jeg noget afgrænset - - - noget selvforherligende. Stubtoft slutter således: “Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan disse problemer søges løst. Det kan jo nemlig gøres på mange måder. Vi anser dog grundlaget for løsninger, der bygger på den demokratiske socialismes idègrundlag, som de absolut bedste”. Dèr slap det ud, demokratisk socialisme - - - det er denne politiske vanskabning A.O.F. skal sælge. Staten vil gerne have en slags overforældremyndighed over vore børn.
Derfor forældre pas på! I ikke bliver den skare politikerne har brug for, når de siger: “Der er forståelse i befolkningen for.....” Thi fagre ord talte de med liste, fagre ord mangt et hjerte friste, fagre ord.
Marianne Breed, Rødovre
(Hendes let forkortede læserbrev er trykt i tidskriftet AKTION nr. 7,1977)
*) Ole Lindboe, f.1948, examen som børnehavepædagog 1970 og en tid ansat ved en lilleskole. Underviste i almen pædagogik på Holte Børnehaveseminarium. En tid redaktør af det marxistiske tidsslrift “Unge Pædagoger”. Har skrevet mange artikler om socialpædagogik. Kommentator ved BUPL`s blad “Børn og Unge”. Bog- og BørneTV-anmelder på Information og skribent ved det socialistiske “Søndagsbladet” (en presse-døgnflue i 1974). Aktiv i BRIS og en tid medredaktør af BRIS-bladet.
*) BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, turde være almen kendt i Danmark som en meget stor fagforening under stærk kommunistisk påvirkning, hvor lederne gerne medlem af DKP.
BUPL`s blad, “Børn og Unge” var naturligvis i overensstemmelse hermed, og gjorde absolut sit til, at mange pædagoger blev påvirket af kommunistiske idèer, som de videremanøvrerede til børnene.
