februar 10, 2012

5. Narkotikadebatten rasede

 Psykolog Eggert Petersen igen.
Her med skæg som vi vist bedst husker ham.
De foregående indlæg har handlet om "Landsforeningen for Mentalhygiejne", nogle af dens mest markante medlemmer og dens narkobehandlingscentre, men vi skal høre lidt mere om tidens narkodebat.


Da jeg som tidligere nævnt i 1971 gik ind i kampen mod narkotika, vidste jeg så at sige intet, absolut intet om politik, end ikke hvem der regerede landet som statsmiister! Kun at kongen hed Frederik den 9. Jeg havde altså meget at lære, men havde den fordel, at jeg ikke på forhånd havde forsvoret mig til noget parti eller klistrede fast i nogen opfattelse. 
Jeg tog kontakt med en meget engageret kvinde, Lise Tønsberg, som samlede underskrifter ind for forhøjet strafferamme for narkotika, for at ikke Danmarks vage indstilling skulde lokke narkohandlerne hertil. Med talegaver og venners hjælp fik hun samlet over 100.000 underskrifter mod narkotika, som blev afleveret til regeringen, som formodentlig smed det hele i papirkurven. Lise Tønsberg henvendte sig også direkte til Nordisk Råd, og de andre nordiske lande bakkede hende op.
Vore skiftende justitsministre: Knud Thestrup, K. Axel Nielsen, Karl Hjortnæs, Nathalie Lind havde skiftende holdninger, men under Orla Møller forhøjedes strafferammen til 10 år, dog for hash ikke over 6 år. 
Lise Tønsberg og jeg meldte os begge ind i den nye forening, "Landsforeningen til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug".  Gerda Vinding lagde ikke skjul på,at hun var venstreorienteret, men hvad kom det mig ved? At kæmpe mod narkotika var jo ikke politisk.....troede jeg. Gerda Vinding var god til at organisere og få en kvindegruppe til at skrive læserbreve og artikler til aviserne. Jeg selv besøgte flere skoler i Storkøbenhavn for at høre, hvordan det stod til med narko, og opdagede, at rektorerne helst undgik emnet for skolens gode navn og rygtes skyld. Evt. narkoproblemer holdt de derfor for sig selv, og således fik de narkoramte elevers forældre heller ikke noget at vide!

Jeg holdt adskillige foredrag ude i landet, på højskoler, biblioteker o.l. og uddelte foldere om risikoen ved narkotika. Man skulde tro, at kamp mod stofmisbrug vilde få støtte fra alle sider, men sådan var det ikke. Læserbrevene fik vi tit i hovedet igen med den sædvanlige floskel: "man kunde desværre ikke finde plads."  Politisk debat for og imod narkotika rasede over hele landet. Det handlede ikke så meget om sundt eller usundt, mere om hvad narkotika  kunde bruges til politisk - nemlig samfundsomvæltning. En venstreextrem gruppe, Zenith, der bestod af pædagoger o.l. vilde sprede hash gennem skolerne og psykisk og politisk påvirke ungdommen. Var det sandt?



Et års tid eller halvandet efter, at Gerda Vinding havde startet sin forening, var det som om hun sløjede af og begyndte at miste interessen. Jeg mærkede, at jeg blev hende en torn i øjet, når jeg foreslog at granske modpartens intentioner og agerende. Så langt skulde vi ikke gå!

Det kunde jeg ikke leve med! Det var gået op for mig, at rådgivnings- og narkobehandlingscentrene ikke var statslige eller kommunale, men private! Hvem stod bag dem? Mentalhygiejnen? Hvad var det for noget?

Der skulde netop være generalforsamling.





Psykolog Karen Berntsen havde efter krigen angiveligt haft den opgave at undersøge nazister psykisk. Hun blev leder af Mentalhygiejnens narko "behandling"