Hvorfor og hvordan jeg kom på sporet af Mentalhygiejne-bevægelsen.
Narkotika fandt indpas i Danmark under Den kolde Krig i sidste halvdel af 1960´erne. Fra 1971 var jeg engageret i kampen mod narkotika og fik bl.a. gennem den samtidigt oprettede
Landsforening til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug indsigt i narkoproblemerne, argumenterne for og imod og kontakt med hjælpeløse forældre samt ofre blandt pubertetsbørn og unge. Formanden for nævnte forening var Gerda Vinding (gift med professor Martin Ottesen på Carlsberg Forskningslaboratorier). Hun hørte efter egen udtalelse med på den politiske venstrefløj, men dette til trods havde hun humanistisk engageret sig mod narkotika, da en narkoramt skolekammerat til hendes søn havde brændt sig ihjel med benzin. Hendes politiske engagement sejrede tilsyneladende over humanismen efter ganske få år, så hendes forening opløstes.
Narkotika var et højspændt politisk samfundsproblem. Narko dyrkedes eller fremstilledes hovedsagelig i kommunistiske lande, som brugte det dels som direkte våben mod Vesten eller anvendte de store indtægter til guerillakrig o.l.
Den danske befolkning vidste stort set intet om narkotika og dets virkninger eller mulighed for helbredelse af narkomaner. “Behandlingscentrene” kunde ikke bevisligt fremvise gode resultater, men afsløredes ind imellem som rene narkosalgssteder
Da jeg til min overraskelse opdagede, at disse ”behandlingscentre” ikke var statslige eller kommunale, men blev drevet privat af ”Landsforeningen for Mentalhygiejne”, meldte jeg mig ind i denne forening. Den faste hovedbestanddel af medlemmerne var - som tidligere nævnt - tre fagkategorier: psykologer, psykiatere og socialrådgivere, der gennem deres fagforeninger var globalt indmeldt. Øvrige medlemmer havde kun interesse for foreningen ved deres medlemskontingent.
Allerede ved den første generalforsamling i 1972, forstod jeg, at noget var alvorlig galt fat.
Der skulle vælges folk til bestyrelsen. Man foreslog en statsansat kvindelig ”narkokonsulent”, om hvem jeg allerede vidste en del, bl.a. at hun rådede ulykkelige forældre til at ryge hash sammen med deres pubertetsbørn. Jeg gjorde generalforsamlingen opmærksom på denne interessante detalje, men blev øjeblikkelig afvist, og ”narkokonsulenten” blev indvalgt i bestyrelsen.
Det var Tine Bryld.
De næste par år gik med at udforske Mentalhygiejnens røde politiserende virksomhed.
Illustration: Lions fremstillede en nål "NEJ til narkotika"
