Hvad er Multikultur? Spurgte pastor emeritus John W. Hørbo forleden (27/2) i JyllandsPosten, og det er der sikkert mange andre, der undrer sig over.
Da 68´ere rullede sig ud, talte man om ”subkultur”, en underkultur i modsætning til finkultur. Subkulturen kom til orde i en masse marxistiske blade. Det var den ”kultur”, der var noget værd i deres øjne.
Man skulle ellers umiddelbart tro, at det gjaldt at stræbe opefter, få et rigere liv. Men subkulturen var (og er) en politisk magt. Større end Finkulturen.
Multikultur er et politisk konstrueret ord, som skal få folk til at sluge kamelen. Man skulle ikke sådan på én gang smide vor egen kultur over bord og gå direkte over til islamisk kultur. Det ville virke for grelt og stødende, og kunde let få befolkningen til at få øje på sagens rette sammenhæng. Politikerne forestillede sig vel, at ordet multikultur fikst og ubemærket skulle få befolkningen - som de venlige mennesker de er - til at godtage enhver anden kultur i deres land på samme måde som den gode vært forsøger at imødekomme sine gæsters ønsker.
Og når multikulturen var på plads, så kunne staten lade multikulturen glide langsomt over i den monokultur, som det hele i virkeligheden drejede sig om, nemlig islam.
Ordet multikultur skulle angive, at alle kulturer med al deres kulturelle arv var lige meget værd og således burde accepteres af alle. Men sådan forholder det sig jo slet ikke! Hvis en af urskovens oprindelige beboere fra Borneo eller Sumatra kom ned ad Strøget i sit adamskostume med et penishylster, så ville han nok venligt, men bestemt, blive hentet af politiet.
Også visse andre kulturforekomster som f.eks. at lemlæste småpiger med omskæring, stening af kvinder, såkaldte æresdrab m.m. er da Gud være lovet bandlyst i den såkaldte multikultur. Endnu da. De hører hjemme i den monokultur, der kommer efter den nuværende såkaldte multikultur.
At en periode med såkaldt multikultur skal afløses af en særdeles ensidig monokultur ses klart af den omstændighed, at vor egen nationale kultur skal væk for at give plads for denne kommende monokultur, islam. Derfor skal børnehavebørn og skoleelever tvinges til at spise ”religiøs” mad og være kræsne, eventyr om grise skal bandlyses og sparegrise forbydes, og man skal ikke gå i svømmebad sammen med vantro etc. etc.
Vor egen nordiske kultur er ikke politisk-korrekt. Den skal ud!
Den skal afløses af multikulturens kaotiske tomhed, for til sidst at glide over i en monokulturs velordnede system af barbari.
