Så er det igen kvindekampdag ifølge kalenderen. Hvad kæmper de for i Niels Hemmingsensgade? Frihed for deres søstre i de store sorte telte? Deres kampråb kan ikke høres. Der skal nok andre boller på suppen, hvis det skal blive til noget. Man kunne have forventet, at venstrefløjen gjorde noget effektivt ved sagen, men se om de gør.
I Sverige forsøgte den islamglade Mona Sahlin at ”gøre noget” for de kvindelige muslimske teenagers. Hun ønskede, at der skulle bygges kvindehuse, hvor piger og unge kvinder kunne være i fred og sysle med, hvad de havde lyst til. Hun prædikede ”ligestilling” for dem: ”Piger - I har rettigheder og I har loven på jeres side!” - ”uanset de undertrykkende strukturer”. Hun opremsede forskellige rettigheder, fra retten til at bestemme over sit eget liv til abortretten etc. og opfordrede pigerne til at sige fra - også hjemme i familien! ”- et hvert overgreb på en kvinde er et overgreb mod samfundet”, missionerede hun.
Hvor dum kan en minister være? Troede hun, at urgamle traditioner og Muhammeds ordrer forkastes bare fordi Sverige peger på sine love? Set med islams øjne er disse love umoralske og ugyldige. Det er så herligt uforpligtende og ansvarsløst for en minister at opfordre unge piger til at gå imod slægtstraditioner og religion.
Forstod Mona Sahlin ikke, hvad disse piger risikerede?
Forstod Mona det senere, da Fadimes kæreste på mystisk vis omkom ved en trafikulykke, og Fadime Sahindal selv blev skudt af sin far?
Der skal virkelig kæmpes, hvis de muslimske kvinder skal komme ud af mændenes og islams undertryggelse. Det er ikke bare snak, men med livet som indsats, at disse kvinder her nedenfor kæmper for bedre forhold for de muhammedanske kvinder.
Ayaan Hirsi Ali, Ates Seyran, Irshad Manji, Wafa Sultan, Daniela Santanché, Serap Cileli, Necla Kelek, EkinDeligöz, TaslimaNasreen, CarolineFourest, Brigitte Gabriel,Noonie Darwish, Nuamko Sabuni.
