Jeg ser på Anna Lyttigers blog, at herrefolket kræver en moské på Island, og at nogen - i hvert fald i tankerne - har rejst nidstangen. Måtte den bare gavne!
Middelhavets muhamedanske pirater holdt sig ikke til Middelhavsområdet. De nåede vidt omkring på deres togter, og således hændte det, at 3 sørøverskibe fra Algeriet i 1627 kom helt op til Vestmannaøerne eller Vespenø som det kaldtes dengang. De gjorde Strandhugst på Heimaø. De huggede folk ned, plyndrede husene, brændte kirken af og bortførte 240 fanger. Yderligere andre fik de med fra Islands Kyst. Man kan kun gisne om, hvad der er overgået mændene og de lyshårede kvinder i hænderne på disse rå barbarer, som - deres tro tro - ikke havde nogen medfølelse, men kun foragt for disse vantro ”skøger”.
De danske myndigheder på Island reagerede ikke, og hvad skulle de også have stillet op mod en horde vilde arabere? Nede i det fjerne Danmark regerede Chr. 4, og han havde sandelig meget alvorligere ting at tænke på, for landet standede i våde. Chr. 4 kunne ikke klare den 30-årskrig, han så ubetænksomt havde kastet sig ud i trods rigsrådets modstand. Feltherrerne Wallensteins og Tillys lejetropper trængte hærgende og plyndrende op gennem Jylland.
37 af de ialt 380 bortslæbte Islændinge var så heldige at blive løskøbt og kom til København 1636 efter 8 års slaveri. Islændingen Hallgrimur Pjetursson, der var discipel på Vor Frue Skole, fik den opgave at undervise de hjemvendte i kristendom. Det kan vel hænde, at de ikke længere kunne remse Luthers Katekismus op, men trosmæssigt set kan de vel næppe frivilligt være faldne for en religion, der havde behandlet dem så umenneskeligt.
En af dem hed Gudridur Simonsdottir. Hun var gift, da hun blev bortført og havde ikke ringeste anelse om sin mands skæbne. Hallgrimur forelskede sig i hende, og hun i ham, og han fulgte hende næste sommer til Island, hvor hun kort efter ankomsten fødte ham et barn. Da det nu viste sig, at hendes mand var død under hendes fravær, giftede hun sig med Hallgrimur, og takket været biskop Brynjolf Sveinsson på Skalholt fik han et lille præstekald. Han blev snart kendt som Islands psalmedigter. Særlig yndede blev hans passionspsalmer, som - måske gennem hans egne lidelser - fik en særlig dybde. Hans datter, Steinunn, døde i en ung alder, og selv blev han ramt af spedalskhed. Til minde om ham har man i moderne tid bygget en himmelstræbende kirke i Reykjavik. Hallgrimskirkens tre store klokker er opkaldt efter ham, hans kone Gudridur og hans datter, Steinunn. De runger i ørerne på de turister, der har besteget tårnet for at spejde ud over havet. Der er ingen sørøvere at se. Erik den Rødes søn, Leif Eriksson, står vagt foran kirken, en staut høvding forrest i skibsstævnen. Islændingene er stolte af deres land og deres historie. Og det er nok det mest gedigne værn mod fremmede anmassende kulturer. Måtte Islændingene gå fri for barbarerne.
