På Sonnes frise på bagsiden af Thorvaldsens Museum mod Slotskirken ses det skib, som skulle hente Thorvaldsen, hans værker og samlinger hjem fra Rom. Det var et krigsskib og skulle netop til Middelhave for at rense søvejen for sørøvere
Da menneskene lærte at færdes på havet, voksede pirateriet frem. I det østlige Middelhav var beboerne i Anatolien allerede i det andet årtusinde før K. kendt som dristige pirater. Deres plyndringer mindes på ægyptiske monumenter, og Fønikerne kappedes med dem. Assyriske dokumenter fra det ottende og syvende århundrede fortæller, at græske pirater trængte langt ind i Syrien.
Den græske historiker Thykodid skriver, at grækere og barbarere på fastlandet og øerne drev pirateri enten for egen vinding eller på vegne af stormænd eller til støtte for de svage. Men både dengang og senere er det så godt som umuligt at adskille krigshandlinger, erobring af nyt land og represalier fra pirateri og korsarvirksomhed. Korsarer er ”autoriserede” sørøvere, som arbejder med en statstilladelse til kaperi. Vi kender det fra Danmarkshistorien under Napoleonskrigen, hvor der udstedtes kaperbreve til eventyrlystne sømænd, som med deres enkle både (med eller uden en fastnaglet kanon ombord), kunde angribe de store engelske handelsskibe.
Pirater røvede og plyndrede blandt spredte bosættelser og forsvarsløse befolkninger. Det ansås ikke for nogen skændig gerning, hverken af udøverne eller offrene, tvært imod, vandt de ære og berømmelse. De var stolte over det, og digtere sang om det. Vi nordboere bryster os jo også over vikingernes røvertogter .
Af angst for overfald lå de ældste byer gerne et stykke fra havet.
Minossos på Kreta var den første, der byggede en flåde, der kunne beherske Ægæerhavet og sikre det mod piraterne, så grækernes tributter kunne nå sikkert frem til kongeborgen Knossos på Kreta.
Homér fortæller, hvordan græske fyrster drev pirateri, og provianteringen til den græske hær ved belejringen af Troja kom fra sådan virksomhed.
Men efterhånden byggede de græske byer krigsflåder - først og fremmest Korinth - for at beskytte deres søfart og handel, men uden at få has på sørøverne. I øvrigt er det svært at skelne mellem pirateri og kaperi, represalier, søkrig og forsvar af egen søhandel.
Romerne gjorde ikke meget ved sørøveriet, da de ikke havde nogen fast flåde. I øvrigt bidrog piraterne til Roms økonomi, med store leverancer af slaver. Cæsar oplevede selv som ung, da han var på rejse til Rhodos, at blive taget til fange. Kort efter at han var blevet løskøbt, fik han fanget sørøverne og lod dem korsfæste.
Pirateriet nåede et højdepunkt under den 3. mitridatiske krig (i 70¨erne før K)
De organiserede sig i stærke grupper, som ikke bare nøjedes små fartøjer, men til og med havde gallejer med 3 rækker årer og luxuøst udsmykkede førerskibe ledet af ”strateger”. De lykkedes at ødelægge en romersk flåde uden for Ostia, spærre Via Appia og tage nogle fremstående personer til fange. Og forsyningerne til Rom var alvorligt truet.
Marcus Antonius fik opgaven at bekæmpe pirateriet, men uden noget resultat. Pompeus klarede det bedre og i to århundrede var Middelhavet så godt som fri for pirateri, som blev fortrængt til det Røde Hav og Ponto Eusino. Men i det 3. århundrede tog pirateriet fart igen som en følge af imperiets begyndende forfald. Goterne og Sarmaterne begyndte at hærge fra Sortehavet, og snart blomstrede sørøveriet i hele det østlige Middelhav. Rene piratlandsbyer på Adriaterhavets østkyst blev de første alvorlige hindringer for Venedigs udvikling.
Som altid var det svært at skelne mellem røvertogter og erobring af nyt land under folkevandringerne og middelalderen, hvor bl.a. Vikingerne og Nordmannerne trængte frem.
Efter Muhammeds blodige religiøse fremfærd i Arabien kom arabiske sørøvere på banen i det 8. århundrede. Saracenerne var oprindelig udelukkende benævnelse på arabere i det nordlige Arabien, men blev siden en almen betegnelse for de islamiske arabiske, berberiske og tyrkiske sørøvere i Middelhavet.
På Sonnes frise på bagsiden af Thorvaldsens Museum mod Slotskirken ses det skib, som skulle hente Thorvaldsen, hans værker og samlinger hjem fra Rom. Det var et krigsskib og skulle netop til Middelhave for at rense søvejen for sørøvere
Da menneskene lærte at færdes på havet, voksede pirateriet frem. I det østlige Middelhav var beboerne i Anatolien allerede i det andet årtusinde før K. kendt som dristige pirater. Deres plyndringer mindes på ægyptiske monumenter, og Fønikerne kappedes med dem. Assyriske dokumenter fra det ottende og syvende århundrede fortæller, at græske pirater trængte langt ind i Syrien.
Den græske historiker Thykodid skriver, at grækere og barbarere på fastlandet og øerne drev pirateri enten for egen vinding eller på vegne af stormænd eller til støtte for de svage. Men både dengang og senere er det så godt som umuligt at adskille krigshandlinger, erobring af nyt land og represalier fra pirateri og korsarvirksomhed. Korsarer er ”autoriserede” sørøvere, som arbejder med en statstilladelse til kaperi. Vi kender det fra Danmarkshistorien under Napoleonskrigen, hvor der udstedtes kaperbreve til eventyrlystne sømænd, som med deres enkle både (med eller uden en fastnaglet kanon ombord), kunde angribe de store engelske handelsskibe.
Pirater røvede og plyndrede blandt spredte bosættelser og forsvarsløse befolkninger. Det ansås ikke for nogen skændig gerning, hverken af udøverne eller offrene, tvært imod, vandt de ære og berømmelse. De var stolte over det, og digtere sang om det. Vi nordboere bryster os jo også over vikingernes røvertogter .
Af angst for overfald lå de ældste byer gerne et stykke fra havet.
Minossos på Kreta var den første, der byggede en flåde, der kunne beherske Ægæerhavet og sikre det mod piraterne, så grækernes tributter kunne nå sikkert frem til kongeborgen Knossos på Kreta.
Homér fortæller, hvordan græske fyrster drev pirateri, og provianteringen til den græske hær ved belejringen af Troja kom fra sådan virksomhed.
Men efterhånden byggede de græske byer krigsflåder - først og fremmest Korinth - for at beskytte deres søfart og handel, men uden at få has på sørøverne. I øvrigt er det svært at skelne mellem pirateri og kaperi, represalier, søkrig og forsvar af egen søhandel.
Romerne gjorde ikke meget ved sørøveriet, da de ikke havde nogen fast flåde. I øvrigt bidrog piraterne til Roms økonomi, med store leverancer af slaver. Cæsar oplevede selv som ung, da han var på rejse til Rhodos, at blive taget til fange. Kort efter at han var blevet løskøbt, fik han fanget sørøverne og lod dem korsfæste.
Pirateriet nåede et højdepunkt under den 3. mitridatiske krig (i 70¨erne før K)
De organiserede sig i stærke grupper, som ikke bare nøjedes små fartøjer, men til og med havde gallejer med 3 rækker årer og luxuøst udsmykkede førerskibe ledet af ”strateger”. De lykkedes at ødelægge en romersk flåde uden for Ostia, spærre Via Appia og tage nogle fremstående personer til fange. Og forsyningerne til Rom var alvorligt truet.
Marcus Antonius fik opgaven at bekæmpe pirateriet, men uden noget resultat. Pompeus klarede det bedre og i to århundrede var Middelhavet så godt som fri for pirateri, som blev fortrængt til det Røde Hav og Ponto Eusino. Men i det 3. århundrede tog pirateriet fart igen som en følge af imperiets begyndende forfald. Goterne og Sarmaterne begyndte at hærge fra Sortehavet, og snart blomstrede sørøveriet i hele det østlige Middelhav. Rene piratlandsbyer på Adriaterhavets østkyst blev de første alvorlige hindringer for Venedigs udvikling.
Som altid var det svært at skelne mellem røvertogter og erobring af nyt land under folkevandringerne og middelalderen, hvor bl.a. Vikingerne og Nordmannerne trængte frem.
Efter Muhammeds blodige religiøse fremfærd i Arabien kom arabiske sørøvere på banen i det 8. århundrede. Saracenerne var oprindelig udelukkende benævnelse på arabere i det nordlige Arabien, men blev siden en almen betegnelse for de islamiske arabiske, berberiske og tyrkiske sørøvere i Middelhavet.
De var mere frygtede end noget andet, for her var ingen nåde at vente. Lykkedes det dem at entre og bemægtige sig fartøjet, blev søfolkene - disse vantro hunde - hugget ned med krumsablerne eller slæbt bort til slavemarkedet. Var de heldige kunne de måske efter lange drøje år blive løskøbt for høje summer, men de fleste kom aldrig tilbage.
De dannede piratreder, bl.a. ved Fréjus i Frankrig og ved floden Garigliano lidt nord for Napoli, hvor der senere oprettedes et emirat. Herfra foretog de togter mod nabostaterne.
Da osmannerne satte sig fast i Tyrkiet og det østlige Middelhav, blev sørøveriet mere eller mindre en fast foreteelse i de islamiske stater fra det østligste Middelhav til Atlanterhavet. Særlig omkring Gibraltarstrædet var det slemt. Den vigtigste periode var naturligvis kolonitiden fra 1500-tallet til et stykke ind på 1800-tallet. Piraterne fra de nordafrikanske stater foretog ikke bare overfald på de store handelsskibe, der fra Sydeuropas havne skulle rundt om Afrika til den fjerne Orient. De gjorde også strandhugst langs de sydeuropæiske kyster, hvor de tog masser af slaver. Det gav godt udbytte både ved salg og ved løsesum, eller som arbejdskraft. Således lod sultan Mulay Ismail i den ny hovedstad Meknes i Marokko bygge et helt fæstningspalads udelukkende med kristne slaver, der var taget til fange ved sørøveri.
De europæiske stater forsøgte med krigsskibe at bekæmpe sørøveriet. Men først da de europæiske søfartsnationer gik med på at betale skyhøje årlige tributter under navn af ”gaver” til de pågældende staters herskere, bedredes forholdene lidt. Handelsskibene fik da udstedt et særligt søpas for at undgå overfald.
På vort Tøjhusmuseum stær der en prægtigt udsmykket kanon (eller er der to?). Om den siges der, at Chr. den Fjerde havde sendt den til en tyrkisk sultan som gave. Og for at give sultanen det indtryk, at dette pragtstykke var gjort specielt til ham, havde Christian ladet sit ”C” i mærket ”Chr. lV” blive siddende, mens firtallet blev slettet. Efter kongens mening kunne ”C´et” gøre det ud for den tyrkiske halvmåne!
Men sultanen blev rasende og sendte kanonen tilbage. Tyrkiets måne er en tiltagende og ikke en aftagende måne. En grov diplomatisk fejl!
Den mest kendte af de nordafrikanske pirater var nok Khair ad Din, kaldet Barbarossa. Han blev oprindelig tilkaldt af spanierne for at hjælpe dem med at forsvare byen Algir, men myrdede så fyrsten og tog selv magten i 1510, idet han gjorde Algir til en af de vigtigste baser for den indbringende korsarkrig, han førte på vegne af den ottomanske sultan.
Mange pirater var overløbere eller maurere. Således var der f.eks. to hollændere, Süleiman Reis ”De Vennboer”, som blev admiral for korsarflåden i Algir 1617 og Murad Reios, - oprindelig Jan Janszoon fra Haarlem. Begge gjorde tjeneste på vegne af en kendt korsar ved navn Simone ”Danseren”. Man brugte fortrinsvis galejskibe roet af slaver eller krigsfanger.
Krigskibene blev mere effektive i begyndelsen af 1800-tallet, USA ophørte med at betale tribut efter to vellykkede krige mod piraterne. Pirateriet fortsatte mod de europæiske stater, men i 1816 ødelagde engelske og hollandske skibe barbarpiraterne flåde i Algirs havn og i 1830 angreb Frankrig Algir og begyndte en kolonisering. Dermed var pirateriet i Middelhavet stort set forbi.
Men altså ikke mere end at det danske krigsskib, der hentede Thorvaldsen og han samlinger hjem fra Rom, i virkeligheden havde til opgave at rense søvejen for pirater. Skibet er som nævnt afbildet i cement-intarsia på Sonnes frise på bagsiden af Thorvaldsens Museum.
De var mere frygtede end noget andet, for her var ingen nåde at vente. Lykkedes det dem at entre og bemægtige sig fartøjet, blev søfolkene - disse vantro hunde - hugget ned med krumsablerne eller slæbt bort til slavemarkedet. Var de heldige kunne de måske efter lange drøje år blive løskøbt for høje summer, men de fleste kom aldrig tilbage.
De dannede piratreder, bl.a. ved Fréjus i Frankrig og ved floden Garigliano lidt nord for Napoli, hvor muhammedanerne senere oprettede et emirat. Herfra foretog de togter mod nabostaterne.
Da osmannerne satte sig fast i Tyrkiet og det østlige Middelhav, blev sørøveriet mere eller mindre en fast foreteelse i de islamiske stater fra det østligste Middelhav til Atlanterhavet. Særlig omkring Gibraltarstrædet var det slemt. Den vigtigste periode var naturligvis kolonitiden fra 1500-tallet til et stykke ind på 1800-tallet. Piraterne fra de nordafrikanske stater foretog ikke bare overfald på de store handelsskibe, der fra Sydeuropas havne skulle rundt om Afrika til den fjerne Orient. De gjorde også strandhugst langs de sydeuropæiske kyster, hvor de tog masser af slaver. Det gav godt udbytte både ved salg og ved løsesum, eller som arbejdskraft. Således lod sultan Mulay Ismail i den ny hovedstad Meknes i Marokko bygge et helt fæstningspalads udelukkende med kristne slaver, der var taget til fange ved sørøveri.
De europæiske stater forsøgte med krigsskibe at bekæmpe sørøveriet. Men først da de europæiske søfartsnationer gik med på at betale skyhøje årlige tributter under navn af ”gaver” til de pågældende staters herskere, bedredes forholdene lidt. Handelsskibene fik da udstedt et særligt søpas for at undgå overfald.
På vort Tøjhusmuseum stær der en prægtigt udsmykket kanon (eller er der to?). Om den siges der, at Chr. den Fjerde havde sendt den til en tyrkisk sultan som gave. Og for at give sultanen det indtryk, at dette pragtstykke var gjort specielt til ham, havde Christian ladet sit ”C” i mærket ”Chr. lV” blive siddende, mens firtallet blev slettet. Efter kongens mening kunne ”C´et” gøre det ud for den tyrkiske halvmåne!
Men sultanen blev rasende og sendte kanonen tilbage. Tyrkiets måne er en tiltagende og ikke en aftagende måne. En grov diplomatisk fejl!
Den mest kendte af de nordafrikanske pirater var nok Khair ad Din, kaldet Barbarossa. Han blev oprindelig tilkaldt af spanierne for at hjælpe dem med at forsvare byen Algir, men myrdede så fyrsten og tog selv magten i 1510, idet han gjorde Algir til en af de vigtigste baser for den indbringende korsarkrig, han førte på vegne af den ottomanske sultan.
Mange pirater var overløbere eller maurere. Således var der f.eks. to hollændere, Süleiman Reis ”De Vennboer”, som blev admiral for korsarflåden i Algir 1617 og Murad Reios, - oprindelig Jan Janszoon fra Haarlem. Begge gjorde tjeneste på vegne af en kendt korsar ved navn Simone ”Danseren”. Man brugte fortrinsvis galejskibe roet af slaver eller krigsfanger.
Krigskibene blev mere effektive i begyndelsen af 1800-tallet, USA ophørte med at betale tribut efter to vellykkede krige mod piraterne. Pirateriet fortsatte mod de europæiske stater, men i 1816 ødelagde engelske og hollandske skibe piraternes flåde i Algirs havn og i 1830 angreb Frankrig Algir og begyndte en kolonisering. Dermed var pirateriet i Middelhavet stort set forbi.
Men altså ikke mere end at det danske krigsskib, der hentede Thorvaldsen og hans samlinger hjem fra Rom, i virkeligheden havde til opgave at rense søvejen for pirater. Skibet er som nævnt afbildet på bagsiden af Thorvaldsens Museum.
