Den krig, som vore egne europæiske politikere har påført os, bevidst eller som landsforræderiske medløbere, da de sluttede skæbnesvangre aftaler med araberne, foregår ikke (endnu ikke?) med missiler og bomber, men som kriminel aktivitet og 5-kolonne-virksomhed.
Til hverdagens terrorpåvirkning af befolkningerne hører de talmæssigt stadigt øgende fysiske overgreb på de oprindelige indbyggere.
Se f.eks. på voldtægter.
I forhold til indbyggerantallet er det registrerede antal voldtægter i Oslo seks ganger højere end det, der registreres i New York.
Man skal tilbage til 2001 for at finde offentliggjorte tal i Norge på hvilke folkegrupper, der står bag kriminaliteten, for myndighederne vil undgå at ophidse urbefolkningen mod indvandrerne.
Tallene i 2001, dengang offentliggjort af Aftenposten på baggrund af Oslopolitiets oplysninger, var 65% af de anmeldte voldtægtsforbrydere fra lande udenfor Europa, mens 80 % af ofrene var norske kvinder. Det skal samtidigt bemærkes, at ikke-europæiske indvandrere dengang udgjorde 14 % af Norges befolkning. Samtidige tal fra Danmark viste lignende resultat.
En dhimmificeret professor Unni Wikan er ikke overrasket over kendsgerningerne. Hun beder de norske kvinder indse, at de nu lever i et multikulturelt samfund og indrette sig efter det. I de muhammedanske lande bliver voldtægt sjældent straffet, og indvandrerne er naturligvis præget af sådanne holdninger, når de kommer til Norge, forklarer hun.
Skulle det væe en undskyldning?
Alt dette kan vi takke EU for. I deres aftale med de arabiske lande (”Den europæiske-arabiske dialog” 1978 m.fl.) lovede de al overskydende arbejdskraft fri adgang til Europa, samt en indsats for at fremme og sprede islamisk kultur.
