Kronik Valdemarsdagen 2005: : Europas ødelæggere
Af Bent Jensen, professor, dr. phil., Syddansk Universitet, Odense
Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af virkelighedssans, der er årsag til miseren. Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger nej, skriver dagens kronikør.
Så har de europæiske borgere endnu engang fået en opvisning i den europæiske politiske klasses grænseløse arrogance. En arrogance, der er lige så omfattende som dens uvidenhed om, hvad de europæiske nationer virkelig er optaget af. Arrogance og uvidenhed er en både ubehagelig og farlig cocktail. Den er allerede godt på vej til at føre de europæiske nationer i ulykke.
Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af virkelighedssans, der er årsag til miseren.
Politikerne omgås tilsyneladende kun hinanden og deres embedsmænd samt ukritiske "eksperter" og journalister. I denne forgyldte uvirkelighed, fjernt fra den almindelige befolknings daglige bekymringer og problemer, bekræfter de hinanden i, hvor vidunderligt deres projekt er - mens de ryster opgivende på hovedet af den tilbagestående befolkning, som ikke har sans for alle de progressive og fremadrettede planer, eurokraterne udtænker. Ifølge EU-ordføreren for landets største parti, Charlotte Antonsen, er det noget "bras", når folk stemmer nej til euroelitens nyeste påhit. Eller som hun frimodigt udtalte i Folketinget - og uden at forstå, hvor fatal hendes udtalelse var: »Det er jo ikke noget problem, når folk stemmer ja. Det er kun et problem, når de stemmer nej!«
Euroeliten har altså udtænkt og tilrettelagt en procedure for en europæisk forfatning, som kun må have ét forløb, og som kun må ende med ét bestemt resultat - en enstemmig vedtagelse.
Hvis befolkningerne i de lande, som det hele jo faktisk drejer sig om, har en anden mening og derfor stemmer forkert, taler eliten om en katastrofe for Europa, hvor "Europa" betyder dem selv og deres projekt - ikke de nationer, der tilsammen udgør det egentlige Europa.
Som høns løber de kaglende rundt i hønsegården, på én gang forvirrede, forurettede og opskræmte: Hvad er det her dog for noget, hvad skal vi dog gøre?
Det eneste, ingen af dem kunne forestille sig at gøre, er at respektere folkets røst. De forsikrer ganske vist lammefromt, når de bliver presset tilstrækkeligt hårdt, at de vil respektere et nej fra en folkeafstemning. Men alt det andet, de siger og gør, modsiger disse tomme løfter.
Selv om det er klart, at blot ét medlemslands nej til forfatningen betyder, at forfatningen ikke kan vedtages, er man straks i gang med alle mulige omgåelsesmanøvrer.
De to førende taskenspillere i dette cirkus er præsident Chirac og kansler Schröder.
Den ene har indkasseret en rungende lussing fra den franske befolkning.
Den anden har end ikke ladet den tyske befolkning få mulighed for at udtale sig om forfatningen - ligesom tyskerne heller ikke fik lov til at tage stilling til, om de ønskede D-marken udskiftet med euroen. Schröder er politiker på lånt tid og synger på allersidste vers. Hans mandat hænger i den tyndeste tråd. Alligevel fremturer de to fallerede politikere, som om intet var hændt. En bagatel som befolkningens forkastelse af deres projekt skal ikke få lov til at forstyrre deres fantasier.
I det hele taget er de to EU-stormagter Frankrig og Tyskland dygtige til at blæse alle principper en lang march.
Stabilitetspagten, som højtideligt blev underskrevet i forbindelse med euroens indførelse, skulle berolige de skeptiske befolkninger ved at skabe garantier mod en letsindig finanspolitik i medlemslandene.
Da småstaten Portugal overtrådte stabilitetspagtens bestemmelser om underskud på statsbudgettet, blev landet straffet, som det skulle. Når Frankrig og Tyskland år efter år lader hånt om udstedte garantier og forbryder sig mod stabilitetspagten - sker der ingenting.
EU siges ellers at være enestående derved, at samarbejdet angiveligt bygger på ret og ikke på magt.
Men når det kommer til stykket, er det alligevel magten, der er trumf. På samme måde, som når det hedder, at et lille land, som stemmer nej, betyder ikke noget, men hvis et stort lands befolkning forkaster projektet, så er det noget helt andet.
Et af unionsprojektets store problemer er naturligvis, at det er dybt udemokratisk. Det eneste organ i EU-appratet, som har lovgivningsinitiativ, er et organ bestående af ikke-folkevalgte embedsmænd - kommissionen med dens kommissærer. EU er kommissærstyret. Hvis man forestillede sig en lignende politisk struktur i Danmark, ville det svare til, at en kommission af embedsmænd havde monopol på lovgivningsinitiativ, og ikke som nu Folketinget og regeringen. Situationen er faktisk så grotesk, at et land, som var styret efter de samme udemokratiske principper, som EU er, ikke ville kunne være medlem af EU! EU-systemet udmærker sig også ved at have hemmelige komiteer. Tænk hvis der fandtes sådan nogle her i landet.
Villy Søvndal, Poul Nyrup Rasmussen og deres ligesindede i Danmark og andre EU-medlemslande mener, at EU skal være mere "socialt" og "skabe mere arbejde". Men EU hverken kan eller skal løse problemer med arbejdsløshed i Frankrig, Tyskland eller andre lande. Det er tværtimod EU's "løsninger" (bl.a. euroen), der har bidraget til at skabe problemerne. EU kan naturligvis ikke "skabe" arbejdspladser og økonomisk vækst. EU kan udvide bureaukratiet og yderligere styrke de planøkonomiske sider af projektet. Egentlige arbejdspladser og økonomisk vækst kan kun skabes af private virksomheder i de enkelte lande i samarbejde med disse landes parlamenter og regeringer, som kan skabe gunstige rammer for erhvervslivet og beskæftigelsen. Frankrig og Tyskland må selv løse deres selvskabte problemer med alt for lav pensionsalder og betonstrukturer på arbejdsmarkedet. Det kan EU ikke.
De mange bestræbelser, der udfoldes på at fortolke afstemningsresultaterne i Frankrig og Holland er blot desperate forsøg på at bortforklare virkeligheden og tale om noget andet end det, sagen drejer sig om. Befolkningerne blev spurgt om deres syn på EU-forfatningen, som ingen har bedt om - og svaret blev et rungende nej, som ikke kan bortforklares, uanset hvor meget man "fortolker". Mærkeligt nok fortolkes ja-stemmerne ikke. Ingen udsætter dem for motivforskning, dvs. gætteri og ønsketænkning.
Euroeliten har meget svært ved at nævne det islamiske Tyrkiet som en faktor bag det folkelige oprør mod elitens projekt. Når Tyrkiet endelig nævnes, er det som regel med henvisning til, at det ikke er Tyrkiets optagelse i EU, der stemmes om. Det er en rent formalistisk betragtning. Reelt drejer afstemningen om forfatningen sig i højeste grad om uviljen mod og frygten for Tyrkiets medlemskab. Og både uviljen og frygten er reel.
Befolkningen i de europæiske lande er ikke så dumme, som politikerne tror. Den politiske elite og dens ideologer spiller hasard med EU-landenes fremtid. Der foregår optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, uden at dette fatale skridt nogensinde har været forelagt de europæiske befolkninger.
Det store befolkningsflertal i Tyskland og Frankrig for ikke at tale om Danmark, Italien og langt de fleste EU-lande er imod tyrkisk medlemskab. Samtidig er det indlysende, at elitens projekt går ud på, at den islamiske stat Tyrkiet skal være medlem.
Endnu har man ikke hørt et eneste seriøst argument for tyrkisk medlemskab. Alle seriøse argumenter imod afvises hånligt nedladende. Tyrkiet skal være "bro til den arabiske verden", lyder en af klicheerne. Hvad det betyder, kan ingen forklare. Men en muslimsk stat hører naturligvis ikke hjemme i et europæisk fællesskab. Vi hører hele tiden, at EU er et fællesskab, der bygger på europæiske værdier. Men europæiske værdier er kristne værdier i den forstand, at europæisk kultur - også politisk kultur - er gennemsyret af kristendommen og er utænkelig uden.. Men EU-eliten tør end ikke nævne den kendsgerning, ja bliver stærkt ophidsede, hvis nogen vover at sige det. Et europæisk samarbejde, som ikke tør se sig selv i øjnene, og som fornægter sin historie, er en dødssejler og dømt til undergang.
Den letsindighed og uvidenhed, der præger euroelitens besynderlige ønske om at få en stor og stærkt voksende muslimsk stat med i fællesskabet, er foruroligende. En ledende dansk EU-politiker (Karin Riis Jørgensen), som uden antydning af argument agiterer for tyrkisk medlemskab, afviser i samme åndedrag, at det europæiske land Ukraine skulle kunne blive medlem. Hvorfor? "Fordi Ukraine ikke er et europæisk land for mig". Hun mente i øvrigt, at Ukraine lå i Sibirien.
En anden dansk ledende EU-politiker (Charlotte Antonsen) mener, at "vi har en masse kultur fælles" med Tyrkiet. Hun tror, at det islamiske Tyrkiet i en eller anden mystisk forstand repræsenter det kristne Østromerske Rige, der som bekendt blev erobret i 1453 og derpå islamiseret som de andre kristne kulturer i middelhavsområdet. Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger nej.
