I et program i Sveriges Radio P 1 i sommeren 2003 sagde programlederen, at EU “givetvis ikke skal udvikles til lande uden for Europa”.
Men sådan er det ikke. EU er allerede udviklet uden for Europa gennem den såkaldte Barcelonaproces eller Det Europæiske Middelhavssamarbejde. I virkeligheden er dette blot
en fortsættelse af 70´ernes europeisk-arabiske dialog under et mere kamoufleret navn.
Barcelonaprocessen oprettedes i november 1995 ved en deklaration fra EU´s udenrigsmini-stre og de 12 deltagerlande: Marokko, Algieriet, Tunisien, Ægypten, Israel, Jordanien,
Syrien, Libanon, PLO (for de palæstinensiske myndigheder), Tyrkiet, Cypern og Malta.
Inden for Barcelonaprocessen har man ifølge en svensk regeringspromemoria 21.5.03 sluttet associeringsaftaler med en halv snes arabiske stater. Af de otte som hidtil er blevet underskrevet og ratificeret af samtlige EU-lande inklusiv Danmark og Sverige er fem trådt i kraft, nemlig aftalerne med Tunisien, Marokko, Israel, Jordanien og PLO (for de palæstinensiske myndigheder).
Sverige gik i spidsen med at ratificere aftalen med Ægypten i juni 2001, med Algeriet i
april 2002 og med Libanon i juni 2002.
Malta, Cypern og Tyrkiet er nu udenfor, idet de bliver nye EU-lande. Der er dog opstået problemer med Jordanien og Syrien, som nægter at godkende EU´s krav om demokrati og menneskerettigheder. De modsætter sig også, at NGO`s (Non Govermental Organizations – ikke statslige organisationer) skal kunne indgå i samarbejdet. De arabiske stater som allerede har associeringsaftaler med EU kræver at Jordanien og Syrien skal blive fuldværdige medlemmer trods deres nej til at acceptere demokrati og menneskerettigheder. De mener
også at samarbejdet er altfor europacentreret og kræver større respekt for arabiske vurderinger.
Omkostningerne for solidariteten
Solidariteten med araberlandene kommer bl.a. til udtryk i EU´s Middelhavsbistand (MEDA). Den hidtidigt bevilligede bistand for perioden 2000-06 er på 5.35 milliarder euro plus kredi-
ter på 7 milliarder euro fra den Europæiske Investeringsbank. Yderligere 1 milliard euro er afsat som reserve. For hele perioden 2000-06 vil EU´s Middelhavsbistand løbe op til næsten 13 milliarder euro. Tidligere var støtten noget lavere, nemlig 3.425 miliarder euro for 1995-
1999.
Bistandshjælpen skal bruges til omlægning af økonomien, styrkelse af den socioøkonomiske balance, støtte til regionalt arbejde samt til udviklingen af det ”civile samfund”. Dette skal foregå ved samarbejde mellem netværk, foreninger og organisationer for på den måde at modarbejde racisme, intolerance og fremmedfjendtlighed både privat og i fællesskab. Dette
kan bl.a. gøres ved at udvide og fordybe dialogen mellem forskellige kulturer og civilisationer. Landene skal samarbejde på sundheds- og velfærdsområdet samt på det audiovisuelle
gebet og i mediebranchen.
Ved et udenrigsministermøde i Valencia tog man en principbeslutning om at oprette en middelhavsinstitution til afholdelse af dialoger mellem kulturer og civilisationer. Samtidigt besluttede man at man skulle se nøjere på institutionens virksomhed, organisation og financiering. Der råder stadig uenighed i EU angående institutionen, navnlig hvad angår financieringen. Tidligere forslag bl.a. fra Spanien og EU-kommissionen om at oprette en ny organisation med et omfattende eget sekretariat har ikke vundet alment gehør.
Ved mødet i Athen den 6. maj 2003 erklærede EU-kommissionen sig villig til at give 5
millioner euro til institutionen under forudsætning af at de deltagende stater inden for Barcelona-processen gav mindst lige så meget.
Yderligere 6 millioner euro er afsat til samarbejde inden for retslige spørgsmål og indenrigsproblemer bl.a. på familierettens område, hvor sharia skal respekteres ifølge de deltagende arabiske stater. De er i øvrigt misfornøjede med den anslåede sum på 6 millioner euro for 2002-04, som de mener er for lille. I den handlingsplan som blev antaget ved udenrigsministermødet i Valencia talte EU-parlamentet om at oprette en parlamentarisk forsamling for Middelhavsområdet, d.v.s. for de arabiske stater (”the creation of a Euro Mediterranean Parliamentary Assembly as proposed by the European Parliament”). I sine associeringsaftaler stiller de forskellige arabstater forskellige krav til EU. Algeriet kræver for eksempel lettelser for de arabiske landes statsborgere med hensyn til viseringer og liberale regler for besøg i EU-landene. Jordanien lægger vægt på den økonomiske bistand og kræver foranstaltninger mod den økonomiske uensartethed og arbejdsløshed i de arabiske lande
Samtlige såkaldte samarbejdslande kræver en betydelig forhøjelse af EU´s bistandshjælp.
Samt forbedrede levevilkår for de indvandrere, der opholder sig legalt i EU. I associeringsaftalerne med de enkelte lande har man også indføjet at der skal være de samme sociale rettigheder eksempelvis for marokkanske statsborgere og deres familier, som arbej
der i et europæisk land, som for EU´s egne statsborgerne. Og ligeledes de samme goder som
for EU-statsborgere hvad angår sygdom, graviditet, invaliditet, alderdom, erstatning til efterlevende og ved ulykkestilfælde på arbejdspladserne, erhvervssygdomme, dødsfald og arbejdsløshed. Familiebidrag, pensioner og forskellige former for livrente skal kunne over-
føres til hjemlandet f.ex. Marokko.
Meningen med samarbejdet er et frihandelsområde omkring Middelhavet fra og med 2010. Kan nogen svare på hvorfor man ikke har hørt noget om denne Barcelonaproces? Jeg tror at mange mennesker i EU-landene ville være interesserede i en redegørelse for disse associeringsaftaler med de arabiske stater eftersom det - som sædvanligt - er EU´s skatteborgere der skal betale gildet med nedskæringer i egen velfærd og døje med de tusindvis af andre problemer de vil få på halsen.
Inge-Siv Mattson, f d internationell sekreterare
