Skuespillere klager over reglerne for at få dagpenge ind imellem deres job på teatre m.m. og frygter, at det kan gå ud over kulturen, hvis de bliver nödt til at tage andet arbejde.
Sagen skulle vel ikke være, at der er blevet alt for mange skuespillere? I 70´erne og 80´erne havde man jo særdeles travlt med at oprette teatre, lave teaterstykker og få unge mennesker til at optræde.
Teatre er massemedier, og medier er magt.
Arne Skovhus kæmpede for det politiske teater og lagde ikke skjul på formålet. De mange politiske teatre skulle ikke bare gøre det af med ”finkulturen” på de etablerede scener, men ændre samfundssystemet i marxistisk retning. Det mål måtte aldrig tabes af syne! Derfor opstod der også et hav af børneteatre., 65-70 stykker i landet. Børn er et nemt publikum, ukritisk og tilfreds med, hvad ”scenekunstnerne” kunne præstere. I solidaritet med ”arbaj`erne” kaldte ”kunstnerne” sig ”teaterarbejdere”. Titlerne på børnestykkerne var ofte hentet fra den eventyrverden, som børnene kendte i forvejen. På den måde kunne man narre godtroende forældre, som ikke havde anelse om, at indholdet var passet ind i marxistisk ideologi.
Børneteatrene var politiske propagandacentre, og det er ingen hemmelighed, for venstrefløjen har selv skrevet åbenhjertigt om planer og hensigter i kronikker, bøger og tidsskrifter, ligesom en afdeling under Teatervidenskabeligt Institut på Kbh.s Universitet (lønnet af skatteborgerpenge) havde specialiseret sig i at ophjælpe og beskytte disse politiske børneteatre.
