Samtidigt som imamer grisetrynede danskerne og ophidsede Mellemøstens analfabetiske befolkninger til flagafbrænding, ambassadebrande og andet hærværk, gik muhammedanerne mere intenst i gang med det projekt, som var aftalt med EU´s politikere allerede for 30 år siden. EU havde jo lovet at fremme islamisk kultur i Europa, og hvad var der blevet af det? Jo, noget havde araberne da opnået, bl.a. at der undervises i arabisk sprog og kultur på tre universiteter i Danmark, men islamiseringen gik ikke hurtigt nok. Det gjaldt at få fat i børnene så tidligt som muligt.
Det program med at få fat i börnene kender vi i rigt mål fra så at sige alle diktaturstater. Også EU lægger op til diktatur.
Sjovt nok har islams forfægtere ikke lagt skjul på, hvordan islamiseringen af Danmark skulle foregå, men dumt nok troede vi godtroende danskere ikke på deres intentioner. Vi troede på vore politikere. Vi troede på, at de ville befolkningens bedste! At de ligesom vi andre tog afstand fra islam og alt dets væsen. Når vor udenrigsminister gav islamiseringsforanstaltningerne et opmuntrende ord med på vejen, undskyldte vi det for os selv med at være diplomatisk snak uden hold i virkeligheden.
Når statsministeren anbefalede EU-forfatningen, men samtidigt slog det hen som noget, man ikke behøvede at stemme om, fik man umiddelbart indtryk af noget ræveluskeri, men fejede indtrykket til side. Vi vil jo helst tro det bedste. Fogh havde jo selv tidligere sagt sådan noget som, at udgangen af den situation, vi stod i, afhang af hvilken kultur der vandt. Han holdt vel med vor kultur?
Gjorde han?
Danmark gik tidligt med i EU. Vore politikere er forpligtede over for EU´s aftaler, men også over for deres egen befolkning. Derfor taler de med to tunger.
Vor tids mantra for løsning af enhver modsatrettet livsanskuelse er ”dialog”, men det har allerede været påpeget flere gange, at ordet opfattes vidt forskelligt i den arabiske verden og i vor egen.
Politikere og myndigheder har mange gange økonomisk støttet sådanne ”dialoger”, vel vidende at dialogsnakken var ulige og på falsk grundlag.
Nu sidst har der været holdt ”dialoger” i Århus, som mundede ud i et varmt ønske om mere islam i hverdagen, hvis integrationen skal lykkes. Hvis integration? Muhammedanerne vil ikke integreres. Altså er det danskerne, som skal integreres - i islam.
De fremmede kræver øget indflydelse i børnehaver, skoler, kriminalitetsforebyggelse, virksomheder m.m. Og truer samtidigt mod indsigelser mod deres krav ved at betone, at ”ytringsfriheden skal bruges med omtanke”.
Og det lægger vore politikere ryg til?
Må vi få en klar afvisning fra Århus eller fra Christiansborg! Eller kaster vore svage ministre sig næsegrus på gulvet og giver efter endnu en gang?
