Krænkelse?

Selvom der er forskel på tanker og udtryk i Nord- og Sydeuropa, har vi alle samme besvær med de samme såkaldte ”krænkelser”. Her er et italiensk læserbrev fra bloggen   www.lisistrata.com.news.

En skolepige gjorde korsets tegn, da hun gik forbi en ambulance og blev skældt ud af sin lærer: hun krænkede andre religioner!

En regional skolerådgiver har nu henvendt sig til formanden for den lokale undervisningssektor i provinsen Emilia Romagna med en forespørgsel angående episoden i byen Reggio Emilia, hvor en religionslærer har bebrejdet en elev i tredje mellem at slå korsets tegn for sig, da hun gik forbi en ambulance. (En tidligere ganske almindelig folkelig tradition, som også ses ved kirkegårde, siger Spydpigen).

Læreren genoptog godmodigt sagen idet han mindede pigen om, at en sådan gestus kunde støde andre elevers følelser, hvis de ikke var troende eller hørte til andre religioner, og rådede hende til næste gang bare at banke under bordet eller lignende.

Lignende ting er foregået i årevis. Varianten her er, at bebrejdelsen mod pigen kom fra religionslæreren. Dette får rådgiveren (og også undertegnede) til at tænke, at læreren kan have fået, - lad os sige det sådan – nogle instrukser om professionel etik og har holdt sig til disse i frygt for, at nogen anden elev skulde anmelde hans undladelse og erklære sig krænket.

Det er den bedste hypotese, fordi den (til dels) giver os mulighed for at frikende et medlem af en branche, nemlig lærernes, som allerede er tilstrækkelig mishandlet.. Naturligvis er der ikke nogen, der vil ramme ud efter Røde Kors, men man skal heller ikke gøre sig morsom. Man får vel mest lyst at tænke på noget andet. Dog kan man ikke tie med det hykleri, som hersker ved sådanne sådanne episoder som denne, som desværre ikke er sjældne.

Jeg vil minde om, at en og anden ivrig embedsmands beslutning om at fjerne julekrybber, juletræer, krucifixer og andre religiøse symboler fra de lokale offentlige rum, og specielt fra skolerne, går mere end tredive år tilbage, til den tid hvor man kun hørte italiensk på gaderne og de store oversvømmelser af indvandrere endnu ikke var kommet.

Det var altså dengang en snak mellem italienske akademikere. For tredive år siden underviste man i grundskolen om, at videnskab kan man tro på, for den fremlægger beviser, men religion lader sig ikke bevise. For godt tredive år siden begyndte polemikken om julekrybber og krucefixer, da der ikke var medlemmert af andre religioner i vore skoler, eller næsten ikke. Derfor er historien om, at en gestus som at korse sig krænker dem, der har en anden tro, en fed løgn, også selvom det er sket, at medlemmer af andre religioner giver sig af med denne snuskede leg (at kalde sig ”krænkede”). Den sande og ærlige tro krænker ikke nogen og skiller ikke nogen. Ond tro eller handling mod bedre vidende – det skiller derimod og synes fortsat at vokse.

Det er trist at tænke på, st en civilisation som vor, der bygger på menneskets ubestridelige værdi, bliver reduceret til alene at gælde respekt for dem, der kan udøve pression, dem der har magt. I hadet mod mennesker, som gemmer sig bag en maske af gode følelser og som præger kulturen hos så mange (politikere, journalister og intellektuelle) er jeg personlig stolt over at være med i kirken, som stadig ved hvordan man gør sin røst hørt i forsvar for de fattige, for dem, der har mistet håbet, og for dem uden fædreland.

Og som ikke er bange for religionslærerne i provinsen Emilia, men fortsætter med at slå korsets tegn for sig

.