Vil det virkelig komme så vidt, at Israel bliver slettet fra landkortet? Det kan ingen sige med sikkerhed, men i lyset af de seneste års udvikling ser det sort ud for den jødiske stat. Ikke alene er den omgivet af fjender til alle sider, men landets traditionelle venner - nu med en voksende muslimsk befolkningsandel - er begyndt at tage deres støtte op til overvejelse, og der ligger også en ekstra fare i, at ikke alle Israels fjender er synlige. Iran, Hamas og Hizbollah stikker ikke deres hensigter under stolen – tværtimod - mens andre aktører er "usynlige" i den forstand, at de arbejder for samme mål med diplomatiske midler. Den israelske historiker Benny Morris, (han blev i sin tid forgudet af venstrefløjen for sin kritik af Israel), påpeger nu, at Israel står i dag i nogenlunde samme situation som Tjekkoslovakiet før Anden verdenskrig. Begge nød megen sympati i starten, men i kraft af raison d'état – man kunne også sige gustent overlæg – holdt denne sympati ikke ret længe
Fra at være europæernes darling i 30' erne. blev Tjekkoslovakiet hurtigt kastet for Hitlertysklands ulve, så Europa kunne opnå "Peace in our time" i 1938.
Den udvikling havde de færreste set komme nogle år tidligere, hvor det konservative blad Truth i 1934, kunne skrive om "det eneste succesrige eksperiment i liberalt demokrati siden opgøret efter Første Verdenskrig." Men begejstringen varede som sagt ikke længe, og stillet overfor valget mellem et fredeligt men magtesløst demokrati og en truende supermagt, var der ikke mange, der holdt fast på deres principper. Allerede i slutningen af 1936 affejede The Observer Tjekkoslovakiet som “a diplomatic creation”, og i marts 1938 opfordrede The New Statesman, tjekkerne til at overdrage Sudetenland til Hitler: ”Hellere før end senere”. Hvilket takket være Chamberlains og andres ”fredsinitiativ”også skete. Og så gik det over stok og sten.
Tjekkoslovakiet invaderes
Uden en forsvarsbar grænse blev det svækkede Tjekkoslovakiet løbet over ende et halvt år senere, og her er ligheden med Israels situation anno 2014 til at tage og føle på. Landets traditionelle venner - USA og Europa - vil nødig have ballade med 56 muslimske lande samt tilhørende klientstater og presser nu på for nye indrømmelser. I den sidste ende vil disse indrømmelser give Peace in our Time. forsikrer de os. Lige som de gjorde i 1938.
Så har vi den samme komedie blot med nye aktører. Denne gang er det ikke Tjekkoslovakiet der er "i vejen for fred" men Israel, og tragisk nok er en af de mest magtfulde spillere i dets delegitimisering netop den organisation, der skulle forsvare det, nemlig FN. Flere af dens underorganisationer har samme mål som FNs Generalforsamling, hvor der udspyes den ene israelsfordømmelse efter den anden. Eksempelvis er verdens kulturarvbeskytter UNESCO meget åben for at promovere islamisk kultur men - under bestandigt pres fra de arabiske lande – er meget lidt tilbøjelig til at give jødisk kultur samme støtte. For et par uger siden aflyste Generaldirektør Irina Bokova en Paris-udstilling om jødernes historie i Israel. Årsagen: ”det kunne forstyrre fredsprocessen”.
Usynlige fjender har Israel mange af, men dér, hvor lobbyvirksomheden er mest virkningsfuld, er FNs datterorganisation UNWRA, en magtfuld international medspiller, som de færreste kender til. Den kom til verden i 1948-9 efter arabernes mislykkede angreb på Israel og drivkraften bag den var USA. Men siden da har UNWRA udviklet sig til en selvkørende organisation, der sørger for, at arabernes had holdes evigt i kog (se Jonathan Spyer: UNRWA: Barrier to Peace, Scholars for peace in the Middle East).
UNWRA styres af palæstinenserne selv
Hvordan - og hvorfor - UNWRA gør det, er det vigtigt at forstå og forklaringen ligger lige for. UNRWA og dens ”flygtninge”- hvoraf de allerfleste aldrig har været i det land, deres forældre, bedsteforældre eller oldeforældre flygtede fra - er nu filtret ind i hinanden på en ganske uoverskuelig måde. "De fleste UNRWA-ansatte er selv flygtninge" forkynder organisationen stolt på sin hjemmeside. Allerede i oktober 2004 indrømmede UNRWA kommissær, dansk cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste. Og ildevarslende nok især i undervisnings-sektoren. Det mente han ikke, var noget problem, fordi "ikke alle Hamas folk er militante". Hvilket indebar, at lande som USA, Canada, Danmark og en hel række lande, der definerede Hamas som en terroristorganisation, har været med til finansiere den gennem UNRWA. Selv efter Hamas' overgreb på andre palæstinensere, eksempelvis "borgerkrigen" i Gaza i 2007 er Peter Hansens fortolkning stadig gældende, og næppe var PLO fordrevet, før UNRWA meddelte, at dets tætte samarbejde med HAMAS skulle fortsætte. Og dette samarbejde koster penge.
Allerede i 1990 var FNs bidrag til UNWRAd oppe på 292 millioner dollars og i 2002 var den steget til 365 millioner dollars, og nu – 12 år senere – er beløbet sikkert blevet astronomisk.
Det endemiske had
Men er det er problem? Ja. For alle disse penge medvirker til, at en kunstigt skabt situation holdes kørende og vokser videre uden kontrol. Hvilket ikke blot er en hån mod resten af verdens flygtninge, men også en tidsindstillet bombe rettet mod den israelske stat. Mange (også her i Europa) glæder sig sikkert til denne stats forsvinden, men hvis de tror, det vil bringe fred til området, har de forregnet sig.
Skulle Israel gå ned, vil arabere fra nærområderne slås forbitret i det militære tomrum efter Israel, fordi ingen part vil tillade en anden part at få fingre i den velstand og de enorme teknologiske frembringelser, Israel har skabt. Og den slags mellemværender bliver i Mellemøsten ikke afgjort med ord men med gerninger. Hvis Israel bliver knust, kan der komme et byttedelingsopgør så voldsomt, at borgerkrigen mellem shia og sunni arabere i Irak og Syrien vil være en søndagsudflugt i sammenligning. Man kan bare se på den bitterhed og brutalitet, der præger konflikterne i Ægypten, Syrien, Irak og Libanon. Kan verden virkelig være tjent med, at samme borgerkrig og kaos spreder sig til Israel? Det er der trods alt mange, der ønsker, og med Iran som voksende atomtrussel og ekstra destabiliserende faktor lader det til, at de har vind i sejlene. Det store problem i Mellemøsten er områdets endemiske had. Shia hader sunni og sunni hader shia. Og som Tom Lehrer sorgmuntert sang dengang ..."and everybody hates the Jews". Så udsigterne er dystre. Området er en krudttønde, der kan eksplodere når som helst, og Vestens politikere er interesseret i at holde låg på så længe som muligt. Lige som de gjorde under Chamberlains førerskab i 1938, hvor man af frygt for storballade dansede efter de stærkes pibe. "We had the choice between war and dishonour", sagde Chamberlains efterfølger Winston Churchill. "We chose dishonour. And we got the war."
Vil historien gentage sig?
Cand. mag. et art. Geoffrey Cain, fmd. for Raoul Wallenberg Foreningen, forfatteren til Palæstina 1920-48 - hvordan det blev til.
