Det er ikke nogen decideret nyhed, men godt at få repeteret. Her er en artikel fra en anden tid:
”Den videnskabelige psykologi” – skrevet 1979.
Mange føler stærk uvilje mod psykologer og pædagoger og føler, at de er ansvarlige for mange af vort samfunds fortrædeligheder. Få har bemærket, at psykologerne er delt i to helt forskellige grupper, der er indbyrdes uenige: den liberale og den socialistiske !
Da det er den socialistiske, der er altdominerende er dette forståeligt. Liberale psykologer kommer nu til dags kun til orde i USA.
Den fundamentale forskel, er at, medens den socialistiske psykolog stræber efter, at mennesket skal tilpasses den socialistiske samfundsstruktur, så søger den liberale psykolog, at få mennesket til at fungere bedst muligt indenfor det liberale samfunds rammer.
Man kan mene, hvad man vil om disse samfundsformer, men ét er ubestrideligt: medens det liberale/kapitalistiske samfund er et produkt af naturen og menneskets natur, så er det socialistiske et kunstprodukt og skabt af mennesket.
Den socialistiske psykolog skal altså bringe et natur-produkt – mennesket – til at fungere i et kunst-produkt – socialismen.
Det er en vanskelig – for ikke at sige – umulig opgave.
De forskellige mål medfører naturligvis forskellige metoder,
Socialisten skal forske, behandle og arbejde ud fra socialistiske doctriner – medens han i overensstemmelse med dem hævder, at ”arv er praktisk talt betydningsløs, medens miljøet på det nærmeste er eneafgørende” for menneskets kvalitet og vækst.
Den liberale psykolog hævder, at menneskets egenskaber er et blandingsprodukt mellem miljø og arv – men med hovedvægten på arv.
Om ét er begge gruppper dog enige: psykologerne kan kontrollere masserne!
Og det er socialisternes mål.
Masserne har vældig respekt for videnskaben, Derfor ønsker man ”videnskabens blå stempel” – men, kan man det? Svaret er klart og tydeligt ”Nej”!
Videnskab baseres på iagttagelse, erkendelse – og at man drager lære af sine erfaringer. Videnskabens basis er sandhed, men det er en kendsgerning, at den socialistiske psykologi ikke interesserer sig for sandheder. Man hævder kort og godt, at ”sandheden ikke eksisterer – at den er klassebundet og, at hvad der er sandt for den ene samfundsklasse ikke er det for den anden.”
Så er man - mere let end elegant - kommet over det problem. Helt i overensstemmelse med kommunismens princip: problemer løses ved at benægte deres eksistens!
Det er bemærkelsesværdigt, at dette vrøvl accepteres i vide kredse – velsagtens fordi så mange mennesker er mere modtagelige for behagelige drømme end for ubehagelige kendsgerninger.
Dette er også årsagen til, at socialistiske psykologer aldrig indlader sig på faglige diskussioner med anderledestænkende, men nøjes med at forelægge dogmerne til accept.
Også denne aversion er typisk for socialisterne – som professor Johannes Sløk kan tale med om. Han erfarede det indenfor sit område idéhistorie, da hans protegé – den marxistiske ballademager Rudi Dutschke – kaldte ham ”et dumt svin”, da han ikke vilde acceptere Dutschkes fordomme.
Mange forskere husker endnu den tragikomiske affære med den sovjetiske professor Trofim Lyssenko – indtil 1956 præsident for det sovjetiske ”Videnskabernes Akademi”. Han hævdede med sin lære ”agrobiologi”, at arv er betydningsløs, og at omgivelserne er eneafgørende. Dette vakte en sådan latterstorm blandt videnskabsfolk verden over, at Sovjet valgte at lade ham forsvinde ud i kulisserne. Dengang var den vestlige verden mere kritisk og bedre uddannet i de toneangivende kredse.
Mere end så mange andre samfundsgrupper er psykologer og pædagoger avantgarde-folk og interesseret i at finde frem til de bedste samfundsstrukturer og livsholdninger.
Sammen med pædagogerne var psykologerne i det nationalsocialistiske Tyskland meget optaget af at ”genopdrage” det tyske folk og ”skænke menneskene et nyt livsmønster”. De var også socialister, og mange af dem lever den dag i dag og håber nu – i den internationale socialismes klædning – at have mere held med sig.
Det er tragikomisk at se, at metoderne praktisk talt er de samme.
Mennesker kan stadig forføres, men alligevel er det i dag således, at flere og flere tænker selvstændigt. Og deres tanker afviger ganske meget fra det magthaverne vil have os til at tro og tænke.
Alligevel vil der nok gå en lang tid endnu, inden mennesket kommer ud af sine mange vildfarelser, og i denne periode er det et let bytte for demagoger, der lover paradis på jorden, bare man følger deres paroler.
Det er imidlertid meget trættende at bekæmpe naturlovene, og resultatet er på forhånd givet: man kan udnytte naturens kræfter, men ikke overvinde dem!
I sidste ende vinder naturen, og lykkeligvis har hv,ert eneste menneske i sit sind en ”prøvesten”, som muliggør at skelne mellem sandhed og bedrag.
Bare man vil!
C. Frost-Hansen
Kilde: AKTION 3/1979 side 12.
