Brev fra Søren Krarup, indlagt i sidste nummer af tidsskriftet ”Danskeren” (nr. 1/1011).
Nej til FN-konventionen
Jeg er indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti og har været det siden 2001, og jeg har som sådan været med til at vedtage mange love om dansk indfødsret efter at vi først, trin for trin har fået strammet betingelserne så meget, at det gav mening. For naturligvis skal dansk indfødsret ikke kastes i grams til alverden. For at kunne blive dansk statsborger skal man naturligvis kunne tale ordentligt dansk, kende Danmarks historie, kultur og samfundsforhold, følge danske love, så at man er ustraffet, være selvforsørgende – og andre gode ting. Så får man indfødsret. Sådan skal det være og sådan er det blevet.
Derfor var det, at jeg blev forfærdet i oktober 2010, da j4eg opdagede, at 35 palæstinensere var sat på indfødsretsloven uden at opfylde betingelserne. Og endnu mere forfærdet og også gal i hovedet blev jeg, da jeg opdagede, at det skyldtes en konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed, underskrevet af Danmark 1977. Dette er for galt, sagde jeg til mig selv og folketinget, og efter en række drabelige sammenstød under første, anden og tredje behandlingen endte det med, at DF stemte nej til loven.
Kort efter fremsatte vi forslag om, at folketinget opsiger FN-konventionen. Denne betegner et brud på grundloven, som i § 44 siger ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”. Altså er det den lovgivende magt i Danmark, folketinget, der er eneste myndighed vedrørende indfødsret, og altså er det et utåliligt brud på den grundlov. som er grundlaget for alt offentligt liv i Danmark, når en FN-konvention kan sætte denne ud af kraft.
Derfor skal der siges nej til FN-konventionen.
Dette er den danske dagsorden.
Søren Krarup
