marts 12, 2011

Europagt er ikke i Danmarks interesse

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, betegner statsminister Lars Løkke Rasmussens seneste udmelding om en dansk deltagelse i europagten som farlig. Den viser ifølge Messerschmidt, at man ikke længere respekterer afstemningsresultatet fra 2000, som der stadig er stor folkelig opbakning til – et stor flertal ønsker fortsat at stå udenfor euro-samarbejdet.

”Når statsministeren omtaler europagten som ”attraktiv” for Danmark, er der tale om et forsøg på at smugle euroen ind ad bagvejen, fordi den folkelige modstand mod euroen stadig er enorm. Men med en dansk deltagelse i europagten vil det blive langt lettere at argumentere for at tage det sidste skridt, og et dansk ja til euroen bliver pludseligt det eneste logiske svar. Men Danmark har ingen interesse i dette samarbejde”, siger Morten Messerschmidt.

”Det er for så vidt korrekt, at europagten er en logisk konsekvens af euroen – den burde fra begyndelsen have ledsaget den fælles valuta. Men så havde det været langt sværere at få befolkningerne til at acceptere euroen fra begyndelsen. I forhold til Danmark er en deltagelse i europagten irrelevant, og jeg har aldrig forstået argumentet om, at vi kommer til at ”sidde med ved bordet”, ligesom jeg heller ikke forstår tågesnakken om, at den vil respektere den ”danske model”, siger Morten Messerschmidt.

”Faktum er, at vi kun kan sidde med ved bordet for at få ordrer og bøje os for flertallet – og at ingen  EU-institution eller EU-tiltag nogensinde har respekteret den danske model eller for den sags skyld dansk lovgivning. I øjeblikket tager vi allerede dagligt livtag med EU-Domstolen på en lang række afgørende områder. På det monetære område får Danmark aldrig mere indflydelse, end vi allerede har. Det tjener os bedst at stå helt udenfor samarbejdet”, siger Morten Messerschmidt.


Kilde: Pressemeddelelse fra DF 12.3.2011