Ord er ikke nok
Danmark fik i sidste uge en ny integrationsminister. Søren Pind er kendt for de fleste som Venstres ”enfant terrible”, der gang på gang har måttet finde sig i at blive manøvreret ud på en sidelinje, fordi han aldrig har lagt skjul på sine egne holdninger. Heller ikke når de stred imod hovedlinjen i Venstres politik.
Selv har jeg altid syntes vældig godt om Søren Pind. Han er den stærke ener. Han lader sig ikke kujonere af andres meninger. Det er egenskaber, jeg sætter meget højt. Især fordi Søren Pinds holdninger som regel har rod i saglighed og eftertænksomhed.
Men sommetider er han lige lovlig akademisk og teoretisk i sin tilgang til tingene.
Som sin første embedshandling lagde Søren Pind ud med to tilsyneladende markante udmeldinger: EU-domme, som påvirker udlændingelovgivningen i Danmark skal gås efter i sømmene af en ekspertkommission, og så skal udlændinge i øvrigt blive danskere. De skal assimileres. Integration er ikke nok.
Umiddelbart en skærende kontrast til daværende integrationsminister Bertel Haarders besynderlige udmelding om, at han ikke var minister for ”leverpostej og tørklæder” - tilsyneladende. For netop med Haarder som integrationsminister gennemførte VK-regeringen og Dansk Folkeparti en række historiske stramninger på udlændingeområdet.
Der er ingen tvivl om, at Søren Pind har de bedste intentioner og mener, hvad han siger. Det vil være ondt at tolke sidste uges udmeldinger udelukkende som ”spin” eller et krampagtigt forsøg på at trække udlændingekortet i en valgkamp, der har varet snart et år. Alligevel ser jeg mange farer lure lige rundt om hjørnet.
For det første er jeg i tvivl om, hvor dybt Søren Pinds holdninger stikker i Venstre, når det kommer til stykket. Tidligere velfærdsminister Karen Jespersen er med. Hun bad i et åbent brev til Søren Pind i Politiken denne om at stoppe planerne om opførelse af en iransk-finansieret stormoske i København. Og både Karen Jespersen og Karsten Lauritzen kræver i øvrigt en hovedeftersyn af de konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.
At de konservative er modstandere af såvel assimilation af udlændinge som at undersøge EU-domme og konventioner, undrer mig ikke. De tordner med skyklapper for øjnene af sted i et hæsblæsende kapløb med Liberal Alliance om, hvem der kan love flest skattelettelser og har for længst opgivet alle andre politiske projekter. Men hvad med Venstre?
For det andet foruroliger det mig, at Søren Pind det ene øjeblik kan kalde den konvention, der altså netop har fældet en minister, for ”åndssvag”, når han samtidig erklærer, at han naturligvis agter at overholde EU-dommene til punkt og prikke – og i øvrigt kun vil lade disse undersøge.
Det erindrer jeg, at regeringen også ville, da det kom for dagen, at Metock-dommen var en bombe under familiesammenføringsreglerne. Men det eneste, der kom frem var, at Danmark havde snorksovet under forhandlingerne om direktivet – og så kunne man ligesom ikke gøre mere.
Ikke alene er en ekspertkommission en velkendt syltekrukke. Intet er bedre end at sætte en kommission til at sidde og nørkle med tingene i ro og mag. Men en ekspertkommission er heller ikke svaret, og eksperterne udtaler sig jo desuden allerede i et væk og kappes om, hvem der hurtigst kan lægge dansk selvstændighed i graven.
EU-ekspert Peter Starup advarer med himmelvendte øjne mod en ”forfatningskrise”, hvis Danmark nægter at følge EU-dommene, og EU-fanatikeren Marlene Wind advarer Søren Pind mod at tro, at man kan rulle EU-retten tilbage de næste fem til ti år. Landene kommer i stigende grad til den konklusion, at ”fælleseuropæiske løsninger” er vejen frem, jubler hun.
Ærlig talt, er svaret på den undersøgelse ikke allerede givet på forhånd?
Det undrer mig, at eksperterne er totalt blinde over for de nye strømninger i Europa. Har de slet ikke opfattet, at Sarkozy, Cameron og Merkel har erklæret, at multikulturalismen har fejlet som europæisk projekt? Eller glæder de sig af den grund netop over, at en aktivistisk, ikke-folkevalgt domstol arbejder på at udhule medlemslandenes suverænitet?
Vi har sagt det før, og vi gentager det gerne. Danmark skal nægte at implementere EU-dommene i dansk lovgivning, hvis de strider mod, hvad et flertal i Folketinget har vedtaget. Alt andet er en udhuling af det forbehold på retsområdet, som et flertal af danskerne har stemt om. Vær nu ikke så skræmte. Vis mod. Vi er ikke bange for at tage det slagsmål, når det kommer.
Det samme gælder konventionerne. Den sag er hurtigt undersøgt. Et flertal synes allerede, det er urimeligt, at en konvention fra 1961 hen over hovedet på et flertal i Folketinget tvinger os til at uddele statsborgerskaber til kriminelle personer, der på ingen måde har gjort sig fortjent til dette. Jamen, så lad os da opsige den. Det kræver ikke andet end et simpelt flertal.
Og de resterende konventioner håndterer vi på lignende vis fra sag til sag.
Min allerstørste frygt er, at det hele drukner i ord. Vi har ikke brug for mere højskolesnak, vi har brug for politisk handling her og nu. Regeringen går om få måneder skæbnevalg i møde. Tiden er knap. Vil den dænge helt afgørende udfordringer til med ord, eller vil den vise danskerne, at den fortsat regerer til gavn for den danske befolkning?
I Dansk Folkeparti diskuterer vi hjertens gerne integration og assimilation. Vi har sådan set ikke gjort andet siden 1995. Men i øjeblikket er situationen for alvorlig til sniksnak. Overskriften på Søren Pinds glimrende kronik i gårsdagens udgave af Berlingske Tidende var ”Ordet skal føre kulturkampen”. Vi siger, at det ikke alene er gjort med ord. Vi ønsker handling.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
