Ugebrev fra Pia K. 28.3.2011
EU handler meget om symbolik. Og blev det så endda ved symbolikken, var det hele mindre harmløst. Men EU handler om det største eksperiment med en verdensdel som nogensinde er gennemført. EU handler om at skabe noget, der aldrig har eksisteret andre steder end i hovedet på verdensfjerne akademikere; nemlig ”Homo Europaeus”, det europæiske menneske.
Af samme grund nærer EU et ubændigt had til forskelle. Især de forskelle, som de - endnu - selvstændige nationalstater repræsenterer. EU tænker derfor ”regionalt”. Nogle husker sikkert ønsket om at skabe den kunstige ”Euroregion Slesvig” i Sønderjylland og Slesvig-Holsten. Projektet gik i sin enkelthed ud på at ophæve skellet mellem tysk og dansk, men det kuldsejlede på grund af folkelig modstand.
EU kamp mod nationalstaterne foregår fra flere vinkler og på flere niveauer - med den fælles valuta, euroen, og ved hjælp af EU-Domstolen, som undergraver vores udlændingepolitik. Men det mest synlige angreb er Schengen-samarbejdets åbne grænser. De indgår på det teoretiske plan som led i det store ”opdragelsesprojekt”, og fungerer på det praktiske niveau som en udhuling af medlemslandenes magt over eget territorium.
I Tønder og ved den gamle grænsestation i Sæd, som Dansk Folkeparti erhvervede i 2001, markerede vi ved et særdeles velbesøgt møde i lørdags ti-året for nedlæggelsen af den danske grænsekontrol den 26. marts 2001. De mange fremmødte ville være med til at slå et slag for en genindførelse af den danske grænsekontrol.
De sidste ti år har ændret Danmark. Landet er desværre ikke længere så trygt som før. Vi oplever nye typer af kriminalitet som for eksempel skruppelløse hjemmerøverier, organiserede tyvebander, smugling af narko og våben – samt mennesker. Det hele i et omfang, der havde været utænkeligt, hvis vi stadig havde haft kontrol ved grænserne.
En væsentlig del af den danske tryghed måtte for ti år siden vige for det grænseløse Europas abstrakte ideal. På samme måde er den danske model under angreb fra EU- Domstolen. Men én ting må man lade EU-projektet og de ansigtsløse bureaukrater i Bruxelles – de har aldrig tvunget deres magt ned over hovederne på os, ligeså lidt som danskerne i grunden har efterspurgt den.
Et flertal af danske politikere har selv bedt om det – og de beder stadig om mere. De kan ikke få nok. Senest med regeringens fuldstændig kritikløse tilslutning til konkurrenceevnepagten, eller ”euro-pagten”. Her er der intet nyt under solen. Hverken regeringen eller Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og De Radikale kan få EU nok.
Jeg husker tydeligt forhandlingerne om Schengen-aftalen i 1997. De foregik de sidste dage inden sommerferien og skulle hastes igennem, så Folketinget kunne gå på ferie. Også selv om der var flere åbne spørgsmål ; blandt andet hvorvidt en dansk tilslutning til det europæiske politisamarbejde ville være i strid med Grundloven, sådan som juraprofessor Hjalte Rasmussen påpegede.
Det gjorde ikke noget større indtryk på hverken daværende justitsminister Frank Jensen eller statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Og den Socialdemokratiets politiske ordfører, Torben Lund fejede let og elegant alle indvendinger ind under gulvtæppet, hvorefter tilslutningen blev vedtaget af et flertal i Folketinget den sidste dag inden sommerferien.
En måned efter tilslutningen til Schengen-samarbejdet blev der fra flere sider rejst kritik af, at Folketingets rets- og europapolitiske ordførere først med tre måneders forsinkelse blev orienteret om de nye retningslinjer, som Frank Jensen og hans europæiske kolleger havde forhandlet på plads. Heller ikke dette gjorde noget synderligt indtryk.
Hemmelighedskræmmeri og bortforklaringer fra ende til anden.
Herregud, nu havde et flertal jo sagt ja, og Poul Nyrup Ramussen kunne med et styrket mandat rejse til topmøde om Amsterdam-traktaten, som danskerne den 28. september 1998 med et flertal på 55,1 procent stemte ja til.
Man bildte danskerne ind, at de åbne grænser ville betyde større tryghed, for nu skulle EU´s ydergrænser sættes under skarp bevogtning, og såkaldte baglandspatruljer ville effektivt gøre livet surt for grænseoverskridende, kriminelle aktiviteter. Det viste sig senere, at ydergrænserne mange steder var hullede som en si, og erfarne politifolk rystede naturligvis på hovedet over løftet om baglandspatruljernes effektivitet – de vidste udmærket, at intet kunne erstatte den fysiske kontrol ved landegrænserne.
Debatten om Schengen-samarbejdet giver sørgelige mindelser om debatten i dag. Intet er ændret. Hvad enten diskussionen handler om de åbne grænser, EU-domstolen, euroen eller euro-pagten, er argumentet det gamle luvslidte, at Danmark skal have ”indflydelse” og ”sidde med ved bordet, hvor beslutningerne bliver truffet”. Også selv om vi hver dag konfronteres med beviser på, at det stik modsatte er tilfældet, at den danske selvstændighed udhules hver eneste dag. Tilhængerne nærmer sig altid vælgerne med en mærkelig blanding af bagatelliseringer og trusler.
I Dansk Folkeparti ønsker vi kontrol ved grænsen igen. Ikke kun fysisk ved landegrænsen, men også politiske grænsebomme på Christiansborg. Vi har fået nok af EU-tilhængernes endeløse tirader af floskler og bortforklaringer. Vi vil ikke finde os i mere.
Derfor kræver vi ikke alene en folkeafstemning om Danmarks tilslutning til euro-pagten, og at regeringen siger fra over for EU-Domstolen, når den undergraver vores udlændingepolitik – vi rejser en forespørgselsdebat om de åbne grænser og kræver i den forbindelse, at Danmark udtræder af den del af Schengen-konventionen, der omhandler grænsekontrollen.
Som folkevalgte politikere har vi ikke alene ret til at dæmme op for den grænseoverskridende kriminalitet. Vi har pligt til det. Dansk Folkeparti står forholdsvis isoleret i denne kamp på Christiansborg. Når det kommer til EU-spørgsmål kappes regeringen desværre med Socialdemokratiet, Folkesocialisterne og de radikale om, hvem der hurtigst kan sætte det danske folkestyre ud af spillet.
Så meget desto mere er der grund til, at Dansk Folkeparti kæmper kampen for Danmarks selvstændighed i den kommende tid – både før, under og efter det kommende folketingsvalg.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
