marts 24, 2011

Behold kronen! EU er råddent med sine korrupte regnskaber!

DF skriver i en pressemeddelelse fra Christiansborg den 24. marts 2011/RT


Regeringen, S, SF og R skøjter henover danskerne
Regeringen, støttet af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og De Radikale, arbejder på at skifte den danske krone ud med euroen – ’på sigt’. Det står klart efter gårsdagens møde i Europaudvalget, hvor Statsminister Lars Løkke Rasmussen orienterede om dagsorden ved Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i dag og i morgen.
- For det første arbejder man ’på sigt’, som jo er en tidsubestemt størrelse, det er svært at forholde sig til. For det andet skøjter nævnte politiske flertal hen over flertallet af de danske vælgere, som én gang har sagt et tordnende NEJ til euroen. Og endelig arbejder man (med Statsministerens ord) løbende på et øget, koordineret økonomisk samarbejde. Det er dybt foruroligende, siger EU ordfører Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.
- Statsministeren siger direkte adspurgt, at han anser en politisk aftale for lige så bindende som en juridisk aftale. Så meget for løfterne om, at europagten ikke betyder afgivelse af dansk suverænitet, siger Pia Adelsteen.
Hun understreger i øvrigt, at Socialistisk Folkepartis nej til euroen, er erstattet af partiets totale opbakning til ’Det europæiske semester’, der handler om øget økonomisk samarbejde i EU. Aftalen betyder nemlig, at EU får indflydelse på lønudvikling, skattesystem, tilbagetrækning, pension og overførselsindkomster. 
- Jeg er ret sikker på, at SF’s knæfald for EU-systemet kommer som lidt af en overraskelse for SF’s vælgere, siger Pia Adelsteen.