Gertrud var oprindelig en af de dødsgudinder, der i hedensk tid hørte hjemme omkring Rhinens delta. Det rindende vand var dødens vej mod havet, og videre for sjælene over havet mod solnedgangen over England eller Irland. Gertruds helgendag falder ved forårsjævndøgn mellem vinterens død og vårens genkomst, hvor nyt liv spirer af dødens skød. Hun blev de rejsendes helgen, for hvem man byggede kapeller, og ved afrejer udbragte man hendes skål. I det gamle København lå hendes kapel tæt ved Nørreport. Her kunde man, når man var nået frem til rejsens mål, Købmændenes Havn, takke hende for hjælpen under rejsens møje. Hendes navn er bevaret som gadenavn. Det betyder egentlig spyd-maren.
Her på Skt. Gertruds kirkegård var det, at den mægtige adelsmand, Torben Oxe, måtte knæle ned og strække hals for bøddelens sværd. Herreretten havde frikendt ham, men kongen, Chr. den 2. var rasende. ”Er hans hals end så tyk som en oxes, han skal dog miste den!” Solbjergs kongelige bønder havde ”kendt for ret”, at han havde ”besudlet kongens seng” (det vil sige haft intim omgang med kongens kæreste, Christians elskede Dyveke) og forgivet hende med giftige kirsebær.
Hun ligger efter sigende begravet i Portgangen i det smukke gamle karmeliterkloster i Helsingør.
