marts 05, 2011

SF´eren Özlem Sara Cekic skal respektere loven.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen er oprørt over, at SF’s medlem af Folketinget, Özlem Sara Cekic, på sin Facebook-profil hylder brud på Folketingets regler og ulovligheder. Desuden giver hun udtryk for selv gerne at ville deltage i disse. Personer fra netværket ”Bedsteforældre for asyl” brød i april sidste år ud i højlydt sang, da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) gik på Folketingets talerstol. Det var ulovligt, og derfor har netværket fået en bøde. Ifølge Politiken.dk har Özlem Sara Cekic på sin Facebook-profil kommenteret dette således:

- Hver af de 28 bedsteforældre for asyl burde få en pris frem for en bøde. Fantastisk modigt og flot, at de kæmper for asylbørnene. De siger de vil gøre det igen. Håber de vil tage mig med næste gang!

Den holdning finder Martin Henriksen foruroligende.

- Jeg deltog i den pågældende debat i Folketinget, og jeg vil opfordre SF´s Cekic til politisk at debattere udlændingereglerne med os andre i stedet for at rose ulovligheder, der finder sted på tilhørerpladserne i den lovgivende forsamling. Jeg synes, det er manglende respekt for vælgerne, når et medlem af Folketinget giver det indtryk, at lovbrud i Folketingssalen er prisværdigt, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen vil derfor rette henvendelse til Folketingets formand, Thor Pedersen (V), om sagen.
- Jeg vil vide, hvordan Folketingets formand forholder sig til, at et menigt medlem har denne holdning til landets love, siger Martin Henriksen.

Kilde: pressemeddelelse fra DF, Christiansborg, lørdag den 5. marts 2011