Vi har i flere dage set ægyptere og andre arabiske befolkninger råbe og skrige og hyle af deres lungers fulde kraft for at blive af med deres eneherskere. Og hvad kommer der så efter dem?
Har man slet, slet ikke fulgt med og bare troet, at islam var en anden form for religion af tilnærmelsesvis samme indhold som vor hjemlige kristendom, så kan man nok indbilde sig, at en revolution dernede må betyde, at folket ønsker noget i retning af de demokratier, vi kender fra Vestens lande. Men der tror man nok fejl! Oriana Fallaci, som gjorde, hvad hun kunde for at advare os, skrev, at man ikke bare kan række demokratiet frem, som man rækker et barn et stykke chocolade, for de véd ikke, hvad det er! Og de har heller ikke noget rigtigt arabisk ord for ”frihed”. De bruger i stedet for glosen ”hurriyya”, som kommer af adjektivet ”hurr”, der betyder en frigivet slave, og som kendes tilbage til år 1774, da der afsluttedes en russisk-tyrkisk handelsaftale.
Nej, befolkningerne havner nok snarere fra asken i ilden.
Kilde: Oriana Fallaci, ”La Forza della Ragione” (Fornuftens Kraft)
