Sådan skrev Kalle Lind og forklarede, at hans generations perverse børnelekture ansås for normal af de kyndige ”experter” og deres fans (se omtale på bloggen den 10. december 2010).
Det er ikke ligegyldigt, hvilke børnebøger, man vælger til børnene. Det véd alle, ligegyldig hvilken politisk farve, de har. Derfor lægger de alle sammen vægt på at give ungerne det, de finder er ”det bedste”: emner omkring ”Gud, konge og fædreland” eller ”De kommunistiske langtidsmål” og ”Ælle, belle, bolle”.
Kalle Lind har kikket bagud på sine ”proggiga barnbøcker” (provokerende børnebøger) og set sammenhængen: ”Innehållet var sjukt och perverst, men uppfattades den gången som ”normalt”, sæger Lind. Og sådan var det.
Den danske aktivistgruppe ”L.I.B.E.R.” forsøgte midt i 70´erne at råbe forældrene op og advare mod 68´ernes om-sig-gribende kommunistiske samfundsnedbrydning. Det var redaktøren for det lille, men ikke mundlamme tidsskrift, AKTION, Svend Åge Laursen, som 1976 arrangerede en udstilling af demoraliserende og/eller politiserende børnebøger.
Da han allerede dengang havde det etablerede samfunds højtråbende venstrevredne pk journalister, psykologer og socialarbejdere imod sig, kunde han ikke altid finde udstillingslokale, men måtte leje en udstillingsvogn. Men kampen var hård og umulig. Som Kalle Lind så rigtigt siger: anså man det grimme, det grove, det nedbrydende for det normale, som børnene måtte lære.
