- fortalt af en tidligere aktivist:
IKEA-afdelingen i Tåstrup uddelte hvert år IKEAs ”gyldne stol”, en forgyldt dukkestol, og en sum penge til en værdig person.
Den 26. april 1983 skulde de uddele 35.000 kr., hvoraf 15.000 – altså dengang svarende til ca. ¾ års folkepension til Jens Jørgen Thorsen for hans ”betydning for dansk kulturliv”. Var det for at slå på tromme for hans påtænkte Jesus-sexfilm? Eller for at udbasunere hans omtale af vort lille land som ”Europas Svinesti”? Eller var det for at slippe mus løs og smidekludene og vise sit halvgamle, slidte og ulækre adamskostume frem i tid og utide som i Det Danske Akademi på Rungstedlund?
Den 23. april var jeg til en fredskonference i Upsala med marxistiske kirkegrupper og naive efterløbere, og på vej ned gennem Sverige uddelte jeg mine små reklamesedler foran IKEA-butikkerne i Upsala, Stockholm, Norrköping, Älmhult og Helsingborg. På sedlerne stod ”Vem vinner IKEA-priset? Pröva lyckan!” og så telefonnummeret på Familiværnets Telefonavis. Ringede man kunde man høre lydbåndet om den kommende prisuddeling i Tåstrup.
I sidste øjeblik på vej gennem byen til Tåstrup slog det ned i mig, at jeg burde have en grisemaske på og optræde som en gris fra Thorsens ”Europas Svinesti”. Jeg kunde kun få fat i den dødssyge Miss Piggy-maske, men bedre end ingenting
Jeg satte mig langs væggen lige inden for døren i den fyldte sal, men straks før festlighederne skulde begynde, forsvandt jeg ud et øjeblik for så at komme væltende ind på alle fire med maske og høje øf og grynt. En nydelig herre styrtede omgående til, ganske perpleks over, at han ikke kunde stoppe grisen. Senere hørte jeg, at det var IKEAs direktør Thomas Brandt. Han satte sig på hug og talte formanende til den øffende. ”Schcsh-sch”, tyssede han, ”Det er borgmesteren, som holder tale!!!” Borgmester Laurids Christensen stod midt i en hyldest til (den store skatteborger) IKEA. Hans konservative partifarve og høje værdighed skulde formodentlig stemme mig venligt og borge for kvaliteten! Som om ikke netop konservative som minister Ole Thestrup og borgmester Stæhr Johansen havde bidraget alt, hvad de kunde
til pornografiens løssluppenhed, til og med i børne- og skolebøger og børneteatre!
Men grisen vilde for alt i verden ikke smides ud, nu den var midt i en herlig happening, så
den satte sig på bænken ved væggen med hævede, bøjede forben og dinglende grisetæer og med stadige, om end lidt mindre højlydte grynt. Thomas Brandt satte sig ved siden af (sådan som vi vist ses på Ekstrabladets foto). Han virkede temmelig urolig over, at der var sluppet
en fremmed gris ind i stien og forsøgte gentagne gange at rive masken af Miss Piggy.
Så nåede prisuddelingen til Jens Jørgen Thorsen. Han fik overrakt de 15.000 kr. som belønning for ”at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker”. Thorsen takkede og udbragte et leve – ikke for IKEA, men med ønsket om, at Danmark måtte blive en rigtig svinesti! IKEA-folkene og gæsterne klappede begejstret, og vor gris blev naturligvis ganske ellevild af jubel, hoppede op på bagbenene og brød ud i høje øf, hurra´er og glad smasken.
Siden hørte jeg, at IKEA havde afkrævet det løfte af Thorsen ikke at lave happenings og ballade ved prisuddelingen, og hvad gør man ikke for 15.000 kr.? Thorsen havde lovet! Men man havde ikke taget misteltenen i ed, og så kom grisen, hvad vistnok ikke kedede…Jens Jørgen Thorsen, men ærgrede IKEA.
Efter prisuddelingen gik alle i gang med lækkerier og drinks. Blandt receptionsgæsterne var også Jens Jørgen Thorsens ven, Wilhelm Freddie, som for år tilbage havde provokeret borgerskabet og sine elever med malerier af kønsdele og var blevet professor. I ”Børneåret” 1979 havde Thorsen, Freddie og Maria Stenz udgjort dommerkomittéen i Ekstrabladets tegnekonkurrence for børn, og i stil med deres og bladets linje havde de blandt 3000 tegninger udvalgt vindertegningen: en samlejescene belønnet med 5000 kr.! – så grisen var naturligvis glad for at hilse på Freddie med begejstrede grynt og øf, sådan som man hilser en kær ven og nær slægtning, og så trak Miss Piggy sig tilbage fra det fine selskab.Jeg havde travlt med at komme ned og uddele telefonavis-sedler foran IKEAS indgang. De gik som sædvanligt som varmt brød, og på et eller andet tidspunkt kom også prisuddelingens jury ud. Denne kulturkomité bestod af følgende medlemmer; Freddy Fræk, journalisten Rud Kofoed, billedhugger Peter Bonnén og arkitekt Leif Alring. Især Rud Kofoed og Leif Alring teede sig ganske ubehersket i deres oprørthed over, at jeg uddelte telefonsedler samt et mangfoldiggjort læserbrev fra Kristeligt Dagblad om IKEA-prisen. Det regnede ned over mig med hånsord om kristendom og moralsk oprustning spækket med tilråb som ”fascist” og ”Du skulde indlægges”
Den hysteriske smælden og skælden kom ikke mindst fra en diplomatbil fra den svenske ambassade, idet Leif Alring var gift med socialrådgiver Helena Alring, socialattaché ved ambassaden, hvilket nok kunde give stof til eftertanke. Jeg skrev siden til alle navne ved ambassaden for at klage over den behandling, jeg var blevet udsat for fra en diplomatbil, d.v.s. fra den svenske stats side, fordi jeg tillod mig at kritisere prisen til Jens Jørgen Thorsen.
Hvad IKEA i Sverige angik, meldte de hus forbi: IKEA i Danmark var en selvstændig afdeling, som de ikke havde noget med at gøre, og IKEA i Tåstrup brugte den dårlige undskyldning, at det ikke var dem, der udvalgte priskandidaterne, idet dette var overladt til en uafhængig jury.
