At Nordafrikas og Mellemøstens folk har rejst sig mod deres enevældige regenter, tyder mange skandinaver umiddelbart som et ønske om demokrati. Men hvad véd arabere og berbere om demokrati? Vil de ikke ved det første valg vælge det, de er vant til, en eller anden form for teokrati? Islamister fabler om et kalifat, og EU har leget med tanken om at gøre Middelhavet til et Mare Nostrum ved at slå EU og arabverden sammen til et ”Eurabia”.
Men der findes endnu større utopiske drømme. Det tågede globale mål er én verden, alle jordens lande smeltet sammen under lighed og broderskab. Der skal dannes regioner uden hensyn til tidligere nationale grænser, og senere kan flere regioner støbes sammen og så fremdeles. Det kan kun ske ved at frihed og demokrati indskrænkes, sådan som vi kender det fra EU allerede fra begyndelsen..
Ved oljekrisen i 70´erne lovede EU - uden folkeafstemning - araberne fri invandring i EU og samme sociale betingelse som europæerne, samt fremme af arabisk kultur (d.v.s. islam). Denne aftale, ”den arabiske-europeiske Dialog” fik vind i sejlene ved en konference i Marokkos hovedstad, Rabat den 13. juni 2005. Her afslørede Olaf Gerlach Hansen, direktør for det danske Center for Kultur og Udvikling, som hører under udenrigsministeriet, hvordan man skulde islamisere Europa gennem indvandring, ligeret, arabisk kultur samtidigt med at EU-landene overgav deres landes selvstændighed og grundlove til EU.
Vor udenrigsminister Lene Espersen er en begejstret EU-fan, som i maj sidste år skrev en hyldest til Robert Schuman. Hun mener, at med hans vision i 1950 – om et fælles EU - blev en ny europæisk storkrig ”ikke alene utænkelig, men også fysisk umulig”. Hun begejstres over det ”politisk stabile Europa, som vi lever i nu om dage”(sic!) – med bandekrige, overfald, mord, mishandlinger, påsatte brande, røverier, voldtægter, æresdrab etc. etc.
Og nu har hun skrevet en kronik: ”Vi må kæmpe for Det lykkelige Arabien!” - ”Hvis vi undlader at støtte demokrati i Mellemøsten af frygt for islamister, giver vi islamisterne sejren”. Véd Lene Espersen hvor der gemmer sig nogle demokrater? Kender hun dem? Eller vil hun falde for første og bedste taquia-taler og betale milliardbeløb af skatteborgernes penge til Det muslimske Broderskab eller til terroristers bombebælter? Hun er klar over, at ændring fra diktatur til demokrati ikke sker på en dag. At det kræver en fri presse og et uafhængigt retsvæsen og parlamentarisk kontrol.
Men EU vil kunne hjælpe de muslimske lande til demokrati, mener hun. Jamen EU er jo ikke selv demokratisk! Som vi jo alle har set, fortier de vigtige hændelser og beslutninger, retter ikke op på uorden i regnskaberne, afviser folke-afstemninger eller lader befolkninger stemme om og om igen, indtil de får det ”rigtige” resultat.
”Gennem ”Partnerskab for Dialog og Reform”, som tidligere kaldtes ”Det arabiske Initiativ” har Danmark siden 2003 støttet de kræfter, der aktivt involverer sig i gennemførelse af reformer i de arabiske lande. Mange af de grupper, der med succes nu kræver, at deres stemmer bliver hørt i Tunesiens og Egyptens gader, er blandt de 440 organisationer og institutioner, som foreløbig har deltaget i de mange dansk-arabiske samarbejdsprojekter.
Det er blandt andet menneskerettighedsgrupper, unge, mediefolk og kvinder. Vores støtte har altid baseret sig på de ideer og ønsker, som de arabiske partnere selv er kommet med, og begivenhederne de seneste uger har yderligere styrket dette samarbejde.”
Om nogle dage skal et af de mange projekter forelægges pressen og byens borgere på Købehavns Rådhus. Det drejer sig om koloniseringen og islamiseringen af EU med muselmænd og zigøjnere, som vi bør tolerere uafhængigt af deres opførsel og vore midler. Projektet er baseret på den kendte ungarnske kommunist, George Soros, rigmanden, der ikke mindst huskes for at have sprængt Bank of England 1992.
En time og tre kvartér vil muslimer og kommunistiske lærerkræfter fra RUC
udmale projektet og i et sidste kvarter – ét sølle kvarter – vil nogle kritiske borgere kunne stille spørgsmål. Altså den sædvanlige kommunistiske taktik med en sikker overvægt af frelste i panelet og så allernådigst tid til et pip fra oppositionen.
Skal det kaldes demokrati?
