Fornylig sludrede jeg med en barndomsveninde om nu og dengang.
”Min mormors hjem var smykket med gedigent kunsthåndværk," fortalte hun, ”og jeg husker, at jeg som lille pige undertiden bladrede i en af hendes kunststudiebøger med afbildninger af mennesker i mange forskellige stillinger. Der var ligesom lagt en tåget plet på nogle af dem. Viktorianske figenblade!!! Det sagde ikke mig lille pige noget, men jeg kom i tanker om det nu, da jeg i Aftonbladet læste den absurde snak om ”Børnehaven uden køn” på Södermalm i Stockholm:
Fra en overleveret viktoriansk tids grøft med Ikke se-Ikke høre-Ikke tale og datidens lumre herreværelseshistorier kastedes vi badus ned i en anden grøft, hvor man snagede og ragede og intet var ”helligt” og pænt. Den grøft blev gravet af venstreextreme sexfixerede psykologer og pædagoger. Sexfixeringen slog over i perversiteter: Det glade ”Hurra for den lille forskel” blev gemt i et tågeslør i et tåbeligt forvrøvlet forsøg på ligestillet ensartethed ligesom i kunstbogen fra den viktorianske tid.
Børnehaven uden køn |