Kære Birthe Skaarup.
Du bebrejder forældrer, at de ikke passer på deres vanartede unger, og det har du ret i.
Sådan da!
Men efter at staten – forledt af tossede psykologer og socialarbejdere – alvorligt har indskrænket eller helt frataget forældrene deres forældremyndighed, så kan du ikke med rette bebrejde dem noget – i hvert fald ikke alt. Søren Krarup og andre gjorde, hvad de kunde for at imödega denne antikernefamilie politik i 70´erne, men venstrefløjens samfundnedbrydning var for stærk.
Det fremgår tydeligt af socialdemokratiets ”trivselsprogram”, udarbejdet 1969 af psykolog Eggert Petersen, at forældremyndigheden skulle væk. Det stod naturligvis ikke med disse ord, så havde alle forældre jo forstået, hvad der ventede dem.
Her er texten (den røde skrift er mine bemærkninger til texten):
Punkt 2, b,3 om Familiemiljøet (man skulle sørge for):
”Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse),
Det betyder, at al irettesættelse falder væk, for forældre har ikke mere at skulle have sagt end LillePeter
sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældre gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen – for så vidt de synes, at de dér trives dårligt.
Det kræver vist ikke nøjere forklaring. Det betyder, at den 15-årige kan få statens økonomiske støtte til at flytte hjemmefra, f.eks. ved pubertetsbesvær.
Under punktet ”Arbejdsmiljøet” a) står der videre:
Der sikres alle fra den personlige myndighedsalder (15 år) en minimumsløn, uanset om, man arbejder, uddanner sig eller rekreerer sig svarende til den til enhver tid gældende folkepension.
Det taler vist for sig selv,.
Selvom det ikke mere skulle väre socialdemokratiets program i dag at indskränke foräldremyndigheden (- i hvert fald ikke officielt), så har denne forskruede idé slået kraftige rødder i hele socialsektoren.
Idéen hviler på en ideologi udtænkt af en psykiater Brock Chisholm, som spredtes over Vestverdenen gennem ”World Federation of Mental Health”, der hovedsagelig bestod af psykiatere, psykologer og socialrådgivere. Mentalhygiejnens underafdeling, BRIS, arbejdede aktivt og ihærdigt for ovennævnte nedbrydning af forældremydigheden, og desværre lykkedes det temmelig godt, ligesom man fik ødelagt folkeskolen ved at nedbryde disciplinen.
Vi har samme problem i Sverige.
Med bedste hilsener fra
Gertrud Galster,
