juli 15, 2010

Nej til græsk receptsvindel i Danmark





Morten Messerschmidt advarer mod lovløse tilstande på medicinalområdet, hvis Danmark som bebudet vælger at følge et EU-direktiv og tillader udenlandske recepter i Danmark.




"Vi kan ligeså godt opgive hele receptsystemet, hvis eksempelvis græske recepter bliver lovlige her i landet, siger han. Grækenland daler og daler på Transparency International korruptionsindex, hvilket vil sige, at landet bliver mere og mere korrupt. I 2009-rapporten overgår Grækenland med 3,8 procent endda Tyrkiet, når det kommer til korruption. Hertil kommer, at landet er kastet ud i en historisk økonomisk krise. Det skulle undre mig meget, om ikke det kan lade sig gøre at købe recepter på hvad som helst i Grækenland. Recepter, som skal tages alvorligt på danske apoteker", siger Morten Messerschmidt.


"Når Danmark vælger at følge et virkelighedsfjernt EU-direktiv på dette område, viser det endnu en gang, at regeringen lever i én verden, mens virkeligheden bliver lukket ude. Faktum er, at Danmark med et fornemt tal på 9,3 procent er et de mindst korrupte lande i verden, og at vi ved at bøje os for dette direktiv indirekte lukker korruptionen ind i Danmark", siger Morten Messerschmidt. "Jeg har ladet mig fortælle, at SKAT gør en ihærdig indsats for at forhindre import af ulovlig medicin, som er købt på nettet. Hvis Danmark vælger at tillade udenlandske recepter på danske apoteker, kan SKAT ligeså godt indstille aktiviteterne og undlade at konfiskere den ulovlige medicin - for så vil den kunne erhverves ved hjælpe af udenlandske recepter på danske apoteker", siger Morten Messerschmidt.

Kilde: pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti












København, torsdag den 15. juli 2010/kaho