Livselixir - lidt Kulturhistorie

I de gamle gravkapeller ved Skt. Petri Kirke i København står der overraskende nok en statue af en mand med fez

Det er generalkonsul Harald Valdemar Mansfeld-Büllner, der blev gravsat her i år 1900.

Han blev født 1842 og efter sin konfirmation kom han i handelslære hos en købmand i Nakskov, og da krigen brød ud 1864, meldte han sig som frivillig og blev løjtnant. Efter krigen startede han en grossererforretning i København sammen med en barndomsven, fotograf Lassen, ”Mansfeld-Büllner & Lassen”. De handlede med kemikalier og parfumer, men blev særlig kendt for deres ”Brama-Livs-Elixir”, en bitter, de selv fremstillede i København og Malmø. Produktets navn var velvalgt. Brama gav følelse af indisk mystik, mens elixir kommer af arabisk ”el iksir”

(”el”

er den bestemte artikel og iksir betyder lægemiddel).

Firmaet lå på Strøget, nærmere sagt i Frederiksberggade

Mansfeld-Büllner havde særlig næse for reklame, som på dette tidspunkt var noget nyt, og det lykkedes ham sandelig, at få Københavnerne begejstrede for elixiren, snakke om den og drikke den. De røde omnibusser kørte med reklameskilte for elixiren på første sal og selv i Tivoli var der reklamer. Havens første rutschebane havde to tårne, og på det ene var der malet et kæmpemæssigt skilt med varemærket: en blå løve og en gylden hane, den grevelige tyske familie Mansfelds våben, som Mansfeld-Büllner mente – med rette eller urette - , at han nedstammede fra. Det samme mærke sad derfor som etikette på elixir-flaskerne.

I løbet af få år var bitteren blevet så kendt og skattet at den kom til at figurere på det folkelige Casinos scene i en revyagtig forestilling ”Nytårsnat 1872-73”. Her optrådte den populære komiker Sophus

Neumann som Udødeligheden, der sang en pris til den undergørende bitter inde i en kæmpemæssig elixirflaske:

”Jeg er stor, fugtbar stor, trodser sygdom og svaghed og ælde.

Dødens magt har jeg bragt til at bøje sig for min foragt.

Jeg kan på min vej kortsagt lindre nøden, umuliggøre døden,

Ja, når du dør, min kære ven,

Ja så kan man godt få pengene igen.

Bliver der anvendt dyre medikamenter?

Å nej! Det dyreste er avertissementer.”

Senere på året opførte Casino operette-farcen ”Malabarenken” med to overbraminer og et kor af andre braminer, der alle gik rundt på scenen mens de forfriskede sig af elixirflasker. Alt til publikums store fornøjelse, skrev Erik Bøgh i Folkets Avis og u

dtrykte samtidigt håb om, at firmaet havde betalt et ordentligt tilskud til forestillingen, for reklamen var da mere værd end en hel avisbagside.

Firmaets reklamebrochurer bragte anbefalinger fra folk i både ind- og udland. Ugeskrift for læger tog dog officielt afstand fra livselixiren, som i 1880 blev beskyldt for et dødsfald, men den praktiserende læge O.J.Melchior gik straks til angreb på ugeskriftet og priste den vidunderlige drik, og hans artikel spredtes via firmaets annoncer i hele pressen. Og salget gik strygende!

Lige så strålende som nu omstunder med alle slags vidundermediciner, vitaminer og kosttilskud.

I 1891 blev Mansfeld-Büllner udnævnt til kejserlig, tyrkisk generalkonsul.

I 1898 lod Mansfeld-Büllner arkitekt O.A.Lefland bygge en villa i tyrkisk stil i Skovshoved. Dér lå det bedre borgerskab gerne på landet dengang. Villaen hed ”Hasa”, hvilket på tyrkisk betyder ”hus” og vakte opsigt med sine brogede keramikfliser og minareter.

Han fik dog ikke megen glæde af sit landsted. År 1900 rejste han til Wiesbaden, hvorfra

han ville videre til Konstantinopel, men døden indhentede ham.

Trods al sin livselixir!

I dansk films barndom brugtes villa ”Hasa” undertiden som baggrundsstafage for romantiske eventyr i eksotiske lande.

Kilde: Carl C. Christensen og Axel Henriques "Strøget"