Jeg anklager…!
Forleden var imam Abdul Wahid Petersen deltager i et søndag-frokost-program på DR-P1, hvor han på et tidspunkt midt i al den joviale hygge, blev irriteret. For en kort stund drattede han ud af sit selvskabte image som fredelig og gemytlig jeg-taler-skam-århusiansk-imam.
Anledningen til hans irritation var, at han lige med ét følte sig kradset i sin fredelige, djurslandske overflade, da han af en af de andre deltagere blev bebrejdet, at han ikke brugte sine fredags-prædikener til at fordømme islams dårligdomme som stening, tvangsægteskaber, pigeomskæringm kvinde-undertrykkelse, bandevold, æresdrab og jihad-selvmordsbombning.
Abdul Wahid Petersen røg op som trold af en æske, idet han spruttede, at han da virkelig ikke kunne have ansvar for alle mulige ting som folk gik rundt og gjorde, bare fordi han delte religion med dem – og at man da heller ikke ville give en dansk biskop ansvaret for, hvad kristne sådan gik og lavede af ulykker. Og i øvrigt var der jo tusind ting, han gerne ville have sagt i forbindelse med sine fredags-prædikener – og han kunne jo ikke nå det hele…
Eksemplet her er ikke enestående.
For sådan smutter Abdul Wahid Petersen jo altid – dog med skiftende elegance - under gærdet, når det begynder at knibe for ham.
Således undviger han listigt og fornærmet.
Sådan smyger denne religiøse overløber sig altid taktisk uden om, når nogen påpeger hans ansvar.
For dette er jo præcis sagen: Den djurslandske imam har her til lands et ganske særligt personligt ansvar for dagligt at bekæmpe alle de dårligdomme, som hører islam til.
Alene i kraft af, at manden ustandselig af medierne hidkaldes som et muhamedansk orakel, har han i Islamisk Trossamfund og blandt herboende muslimer – og såmænd også af Regeringen (!) - fået status af ayatollah. Yderligere kender Abdul Wahid Petersen – fra dengang han endnu hed Reino Arild Petersen – Danmark og danskerne. Hvad til-ilende imamer ikke gør.
Så, jo, Abdul Wahid Petersen, dit personlige ansvar for dagligt at bekæmpe islams dårligdomme er af en ganske særlig karakter!
Et ansvar er jo ikke alene at gøre noget. Et ansvar er også ikke at gøre noget. Noget sådant beskrives i juraen som ”forsømmelighed”, hvorved menes, at man pådrager sig skyld og medansvar ved ikke markant at gribe ind, når man passivt ser til, mens forbrydelse bliver begået.
Og derfor anklager jeg herved dig, Abdul Wahid Petersen, for forsømmelighed. Jeg anklager dig for aldrig, aldrig nogensinde så meget som at løfte en finger for dog i det mindste at forsøge at standse forbrydelserne. Jeg anklager dig for at holde hånden over forbryderne og for at være moralsk medskyldig i ofrenes smerte.
Jeg anklager dig for ikke klart og tydeligt for din menighed at prædike, at medvirker man til æresdrab, stening, pigeomskæring, tvangsægteskaber, kvinde-undertrykkelse, bandevold og jihad-selvmordsbombning, ja, så er der ingen nåde på dommens dag.
Jeg anklager dig for, at du ikke i moskéen har gjort din menighed klart, at da islam jo er ”fredens religion”, er det med usvigelig sikkerhed givet, at samtlige jihad-selvmordsbombere, som igennem tiderne har taget uskyldige civile med i døden, lige nu, as-we-speak martres i helvedes flammer.
Jeg anklager dig for ved din forsømmelighed at have hovedansvaret for, at det danske folks naturlige respekt for islam, dagligt daler, og nu uvægerligt synes på vej mod nulpunktet.
Endelig anklager jeg dig for, i løbet af hele din gejstlige karriere, arrogant og fornærmet, konsekvent at fralægge dig dit særlige ansvar.
I kraft af, at du af fødsel er dansker og er født og opvokset i dansk tradition, har du muligheden og evnen til at tale til danskerne på et sprog, vi forstår, ligesom du er begunstiget af at have en muslimsk menighed, som faktisk lytter til, hvad du siger.
Du har derfor en enestående, historisk chance for at føre danske muslimer fra middelalderen og ind i det 21. århundrede. Du af alle har muligheden for at bevise din egen påstand om, at islam, frihed og demokrati er forenelige størrelser.
Spørgsmålet er nu om du karrieremæssigt hellere vil stå dig godt blandt islamiske mørkemænd i Yemen, Saudi Arabien og Pakistan, som lever på en anden planet for 600 år siden – eller om du har den tilstrækkelige mentale styrke til at træde i karakter og dermed ind i vor moderne tid. Det haster med dit valg!
Med venlig hilsen
Søren Espersen.
Kilde: Dansk Folkepartis ugebrev - mandag den 19. juli 2010 v. Søren Espersen
Spydpigen takker for denne gode svada, som Abdul Wahid har vel fortjent.
Han kan - som han siger - ikke tage ansvar for alle mulige ting, som folk (läs: muslimer) går rundt og gør. Nej, men han skal tage ansvar for den religion, som han prædiker om!
Han har nu som aldrig før fået en mulighed for at tage fat på islams dårligdom.
Den (anderledes modige) koptiske præst, Zakaria Botros, som sætter de lærde islamister til vægs i arabisk TV ved at holde dem islams egne perversiteter og absurde tanker for øje. Her har du, Abdulle Wahid, letkøbt fået omfangsrigt materiale til din kommende imam-mission:
(Teksten herunder har tidligere været bragt på Spydpigens blog, samt rundsendt:)
1
Introduktion til den koptiske præst
Zakaria Botros - artiklen er meget interessant og peger mod muligheden for
en ÆGTE dialog mellem islam og kristendommen.
Hvis denne tapre præst overlever.
Artiklen er fra 2008, men han lever stadig.
P.H. Bering
25 MARTS 2008
Islams ”Public Enemy # 1”
Den koptiske præst, Zakaria Botros, bekæmper ild med ild.
Skønt han kun er lidt kendt i Vesten, har den koptiske præst, Zakaria
Botros, kaldet Islams ”Public Enemy # 1” af den arabiske avis al-Insan
al-Jadid - skabt røre i den islamiske verden. Sammen med kolleger/missionærer
- for det meste muslimske konvertitter - ses han ofte på arabisk
kanal al-Hayat (dvs. ”Life TV”). Der udsender han kontroversielle emner
af teologisk betydning - fri for censur pålagt af islamiske autoriteter eller
selvpålagt gennem frygt for den nidkære pøbel, der flammede op mod de
berygtede Muhammedtegninger. Botros’ udsendelser om mindre kendte,
men pinlige aspekter af islamisk lov og tradition er blevet en torn i øjet på
islamiske ledere i hele Mellemøsten.
Botros gør en usædvanlig figur på skærmen: i præstekjole med et stort
kors om halsen sidder han med både Koranen og Bibelen indenfor rækkevidde.
Egyptens koptere - medlemmerne af ét af de ældste kristne samfund
i Mellemøsten - er i mange henseender kommet til at personificere
den nedværdigende islamiske institution ”dhimmitude” (som kræver lydighed
fra ikke-muslimer, i overensstemmelse med Koranen 9:29).
Men den iltre Botros underkaster sig ikke, og han taler ikke med uld i
mund. Han har som bekendt rettet ”ti krav” til islam, krav, hvis radikale
karakter han bruger til at fremhæve islams egne radikale krav til ikkemuslimer.
Resultatet? Masse-konverteringer til kristendommen - omend ofte hemmelige.
Den meget offentligt omtalte konvertering af den højtprofilerede
italienske journalist Magdi Allam - som blev døbt af pave Benedikt i Rom i
2
lørdags - er kun toppen af isbjerget. Faktisk erklærede den islamiske gejstlige
Ahmad al-Qatani for et stykke tid siden på al-Jazeera TV, at omkring
seks millioner muslimer konverterer årligt til kristendommen, mange af
dem overtalt af Botros’ offentlige præstegerning. Fornylig bemærkede al-
Jazeera Life TV’s ”evangeliske raid” på den muslimske verden, som var
”uden fortilfælde”. Flere faktorer forklarer Botros-fænomenet.
For det første har de nye medier - især satellit-tv og internettet (de vigtigste
kanaler for Life TV) - gjort det muligt at rejse spørgsmål om islam,
der kan offentliggøres uden frygt for repressalier. Det er uden fortilfælde
at høre muslimer fra hele den islamiske verden - selv fra Saudi-Arabien,
hvor importerede bibler bliver konfiskeret og brændt - ringe ind til showet
for at diskutere med Botros og hans kolleger, og nogle gange også at acceptere
Kristus.
For det andet er Botros’ udsendelser på arabisk - sproget for omkring
200 millioner mennesker, de fleste af dem muslimer. Flere vestlige forfattere
har offentliggjort overbevisende kritik af islam, men deres argumenter
er stort set forblevet ubemærket i den islamiske verden. Botros’
beherskelse af klassisk arabisk tillader ham ikke alene at nå frem til et
bredere publikum, den gør det også muligt for ham at dykke dybt ned i
den voluminøse arabiske litteratur - meget af denne er ikke udnyttet af
vestlige forfattere, der er afhængige af oversættelser - og så fortælle den
almindelige muslim om de modsigelser og de krænkelser af den sunde,
moralske fornuft, som man finder inden for dette enorme skrift-korpus.
En tredje årsag til Botros’ succes er, at hans polemiske teknik har vist
sig uafviselig. Hver af hans udsendelser har et tema - fra det aktuelle og
presserende til det esoteriske. Ofte udtrykkes det som et spørgsmål (f.eks.
”er jihad en pligt for alle muslimer?” - ”Står kvinder lavere end mænd i
islam?” - ”Sagde Mohammed, at utro hun-aber skal stenes?” - ”Er det
ifølge sharia gavnligt at drikke profeters urin?”). For at besvare spørgsmålet
fremfører Botros meget omhyggeligt citater - han er altid omhyggelig
med at angive kilder og referencer - fra autoritative islamiske tekster
om emnet, begyndende med Koranen, så fra de kanoniske udtalelser af
profeten - Hadith’en, og endelig fra ordene fra fremtrædende muslimske
teologer i fortid og nutid - den hæderkronede Ulema.
Typisk er Botros præsentation af det islamiske materiale tilstrækkeligt
detaljeret til, at det kontroversielle emne viser sig at være et vandtæt aspekt
3
af islam. Men uanset hvor overbevisende hans beviser er, konkluderer Botros
ikke blankt, at den universelle jihad og det kvindelige mindreværd er
grundlæggende principper i islam. Han behandler spørgsmålet som stadig
åbent og opfordrer ydmygt ulemaen, de højt agtede fortolkere af sharialovgivningen,
til at reagere og vise fejlen i hans metode. Men han forlanger,
at deres svar er baseret på ”al-dalil vi al-burhan,” - ”uigendrivelige
tegn og beviser,” ét af hans hyppige omkvæd - ikke råben eller sofisteri.
I de fleste tilfælde er svaret fra ulema’en øredøvende tavshed - hvilket
kun har gjort Botros og Life TV mere tiltrækkende for de muslimske seere.
De ulema’er, der offentligt har svaret på Botros konklusioner, er ofte
tvunget til at erklære sig enig med ham - hvilket har ført til nogle morsomme
(og pinlige) øjeblikke på levende arabisk TV.
Botros brugte tre år på gøre en bred offentlighed opmærksom på en
skandaløs - og autentisk - hadith om, at kvinder skal ”amme” fremmede
mænd, hvis de er nødt til at opholde sig med dem i kortere eller længere
tid. En førende hadith-lærd, Abd al-Muhdi, blev konfronteret med dette
spørgsmål på live talkshow af den populære arabiske vært Hala Sirhan. Idet
han valgte at sige sandheden, bekræftede al-Muhdi, at amning af voksne
mænd ifølge sharia er en legitim måde at gøre gifte kvinder ”forbudt” for
de mænd, som de er tvunget til at have kontakt med. Logikken er, at ved
at have ”ammet mændene” bliver disse som ”sønner” for kvinderne, og de
kan derfor ikke længere have seksuelle motiver overfor dem.
For at gøre det endnu værre gik Ezzat Atiyya, leder af Hadith-afdelingen
på al-Azhar Universitet - sunni-islams mest autoritative institution - så
vidt som til at udstede en fatwa, som legitimerer ”Rida” al-Kibir ”(sharia’s
betegnelse for ”amme den voksne”), hvilket fremkaldte en sådan harme i
den islamiske verden, at den senere blev tilbagekaldt.
-------------------------
Botros spillede hovedrollen i at afsløre dette dunkle og pinlige spørgsmål
og tvang ulemaen til at reagere. En anden gæst på Hala Sirhan’s show,
Abd al-Fatah, antydede snedigt, at hele kontroversen var foranlediget af
Botros: ”Jeg ved, at alle mine med-paneldeltagere ser denne kanal og den
præst, og at ingen af jer [peger på Abd al-Muhdi] nogensinde kan svare
ham, da han altid dokumenter sine kilder!”
Ude af stand til at gendrive Botros beviser er den eneste strategi, der
er tilbage for Ulema’en, at ignorere ham (bortset fra et rygte om en fem
4
millioner dollars dusør på hans hoved). Når hans navn bliver nævnt, affærdiger
de ham som en urostifter og løgner, som bakkes op af - hvem ellers?
- den internationale ”Jødedom.” De påstår, at de nemt kan tilbagevise hans
punkter, men de vil ikke nedværdige sig til at gøre det. Denne strategi kan
tilfredsstille nogle muslimer, men andre kræver ærlige og ligefremme
svar fra ulema’en.
Det mest dramatiske eksempel på dette fandt sted på et andet berømt
show på den internationale station, iqra. Værten, Basma - en konservativ
muslimsk kvinde i fuld hijab - bad to fremtrædende ulema’er, herunder
Sheikh Gamal Qutb, tidigere stormufti ved al-Azhar Universitet, forklare
lovligheden af det vers fra Koranen (4:24), der giver mænd ret til frit at
parre sig med fangne kvinder. Hun spurgte gentagne gange: ”Er slave-sex
stadig gældende ifølge sharia?”
De to ulema’er ville ikke give noget klart svar - de snakkede udenom,
misforstod, løb ud ad tangenter. Basma forblev ubøjelig: Muslimske unge
var forvirrede og havde brug for et svar, da ”der er en vis kanal og en vis
mand, der har diskuteret dette spørgsmål over tyve gange og ikke har fået
nogen reaktion fra jer.”
Den forvirrede Sheikh Qutb brølede: ”Den slags undermennesker bør
ignoreres totalt!” Derefter stormede han ud af studiet. Han vendte senere
tilbage, men han nægtede at indrømme, at islam faktisk tillader sex-slaver
og brugte i stedet sin taletid på at angribe Botros.
Basma sagde: ”Halvfems procent af muslimer, mig selv inklusive, forstår
ikke spørgsmålet om konkubiner i islam og har svært ved at sluge det.”
Sheiken svarede: ”Du behøver ikke at forstå.”
Hvad angår muslimer, der ser og påvirkes af Botros, bjæffede han: ”Det
er værst for dem! Hvis min søn er syg og vælger at besøge en mekaniker,
i stedet for en læge - så er det hans problem!”
Den ultimative årsag til Botros’ succes er, at han primært er interesseret
i at frelse sjæle - i modsætning til hans vestlige kolleger, som kritiserer
islam fra et politisk standpunkt. Tit begynder og slutter han sine programmer
med at fastslå, at han elsker alle muslimer som medmennesker og
ønsker at styre dem væk fra løgn og til sandhed. Med det formål afslører
han ikke bare bekymrende aspekter af islam. Før han afslutter hvert program,
citerer han relevante bibelske vers og opfordrer alle sine seere til at
komme til Kristus.
5
Botros’s motiv er ikke at tilskynde Vesten til vrede mod islam, at
fremme ”israelske interesser” eller ”dæmonisere” muslimer, men at drage
muslimer væk fra sharia’ens døde legalisme hen imod kristendommens
åndelighed. Mange vestlige kritikere kan ikke fatte, at for at tage magten
fra den radikale islam, skal noget theocentrisk og åndeligt tilfredsstillende
tilbydes i stedet - ikke sekularisme, demokrati, kapitalisme, materialisme,
feminisme osv. Én religions sandheder kan kun udfordres og erstattes af
sandhedern i en anden. Og derfor har Fader Zakaria Botros bekæmpet ild
med ild.
Raymond Ibrahim er redaktør af Al Qaeda Reader.
Den muslimske trosbekendelse er selvmodsigende
Af P.H. Bering
For at blive muslim skal man som bekendt i vidners nærværelse blot erklære:
”La ilaha illa Allah, wa Muhammadu razul Allah,” som på dansk betyder:
”Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er hans profet.”
Muslimer siger dette hver dag, inden de går i seng. Jo flere gange de
siger trosbekendelsen, desto bedre. (Efter Wikipedia). Men denne selvpåførte
hjernevask er egentlig løgn. For muslimer skal også tro på, at hvert
ord i Koranen er i overensstemmelse med masterkopien, som findes i himlen,
og han/hun skal tro på traditionen fra Muhammed - kaldet Hadith - en
række fortællinger om hvad denne profet foretog sig, mens han levede.
Her har de et særdeles alvorligt problem - eller de får det, hvis de prøver
at sætte sig ind i denne ”hellige skrift”. Det viser sig nemlig, at Muhammed
har berettet om, hvad han oplevede på sin såkaldte Natlige Rejse. Og
da han kom til den Syvende Himmel, mødte han ærkeenglen Gabriel.
Det er beskrevet i en meget afslørende hadith nedskrevet i Kitab Al
Sunna af Abdullah bin Ahmad, vol.1, p.272: Da Muhammad nåede den
Syvende Himmel under sin Natlige Rejse (Isra og Mi’raj), traf han på Gabriel,
som straks sagde: “Tys! Vent, for Allah er i bøn (Sala).”
Muhammad spurgte: “Beder Allah virkelig?” hvortil Gabriel svarede,
“Ja, han beder.” Muhammad spurgte så: “Hvad beder han?” og Gabriel
sagde: “Lovpris! Lovpris Herren!”
6
Det var den koptiske præst, Fader Zakaria Botros, der bragte dette frem
for åben tv-skærm, og han spurgte seerne: “Hvordan kan Allah bede, og
til hvem?! Hvem gør Allah større?!” Det blev ikke klart, hvad dette retoriske
spørgsmål betød.
Overfladisk lød det, som om han blot var irriteret over, at muslimer
siger, at Allah ”beder”, (og han kaldte dem kafirs, vantro, for at sige det).
Men ser man nærmere efter, synes det næsten som om, han faktisk var
enig med muslimerne om, at Allah faktisk beder til ”En Anden”. Det betyder
jo, at Allah blot er en guds skabning - som Jinnerne (ild-væsener)
og Iblis (djævelen). Skabninger, der, måske i frygt og bæven, tilbeder den
virkelige Gud.
Den evindelige frase, som muslimer udtaler, hver gang de nævner Muhammeds
navn, og som er oversat ”Guds fred og velsignelse over ham,”
antyder også, at Allah beder. På arabisk lyder det nemlig: ”Sala Allah
‘aliyhi we sallam”, som ordret oversættes som ”måtte Allah bede over
ham og fred.” Det begrundes på Koranen 33:56 , hvor der står at ”Allah
og hans engle beder (yi-sal-un) på profeten...”
Islamiske såkaldte ”lærde” (ulema) bortforklarer dette med, at i denne
sammenhæng betyder sala ikke “bede”, men snarere “velsigne.” Det er
derfor, at frasen siger “på ham” (‘aliyhi) ikke “til ham” (iliyhi): Kun det
sidste ville klart betyde, at Allah beder til Muhammad - hvilket selvfølgelig
ville være absurd.
Men fader Botros påpeger, at der er problemer med denne forklaring.
For det første er det meget sjældent, at arabiske ordbøger påstår, at ordet
sala betyder “at velsigne”; den eneste gang sala i ordbøger betyder ”at
velsigne” er faktisk, når Allah gør det, som i det førnævnte vers, som selvfølgelig
aldrig bliver oversat som ”bede.” Ordbøgerne forsøger åbenbart
at bortforklare den pinlige kendsgerning, at der i selveste koranen står, at
Allah beder...
xxxxxx
Dette er en fortsættelse af Fader Zakaria Botros’ undersøgelse af Muhammeds
sexuaalmoral (eller mangel på samme). Sidst, vi forlod den koptiske
præst, var han i gang med at læse rapporter fra en hadith, som udtalte
at islams profet ”beundrede” en lille 2-3 års pige (og sagde, at han håbede
7
at leve længe nok til at gøre hende til sin hustru). Desuden fik vi at vide, at
profeten ”lå” i graven med en død kvinde.
I den episode begyndte han med profetens ”transvestit”-tilbøjeligheder.
Han læste fra flere hadiths, også Sahih Bukhari. Fader Botros hævder, at
der er ikke færre end 32 forskellige referencer til dette fænomen i islams
bøger - hvori Muhammad ofte lå i sengen iført kvindetøj, specielt hans
barnebrud Aishas.
Fr. Botros: Måske tror muslimerne, at han kun klædte sig i Aishas tøj?
Hun var jo hans yndling. Måske ville han efter intimt samvær bare ligge i
sengen med hendes tøj? (Her skjulte præsten ansigtet i hænderne og jamrede
over, at han var nødt til at tale om så skammelige ting.)
Så røbede han en interessant og afslørende hadith fra Sahih Bukhari
(2/911), som har optegnet, at Muhammed har sagt: Ӂbenbaringerne (dvs.
Koranen) kommer aldrig til mig, når jeg er klædt i kvindetøj - undtagen
når jeg er klædt i Aishas,” hvilket antyder, at det måske ligefrem var en
vane for profeten at være klædt i kvindetøj.
Fader Botros gik herefter til nogle kommentarer i Tafsir of al-Qurtubi
- an authoritativ exegese (skriftudlægning) i islam. Han læste én anekote,
hvor Aisha fortalte, at en dag, da Muhammed lå nøgen på sengen, kom
Zaid og bankede på. Uden at klæde sig på åbnede Muhammed døren og
”omfavnede og kyssede ham” - nøgen, som han var. Andetsteds konkluderer
Qurtubi, at profeten - bønner og velsignelser over ham - ”konstant
var optaget af kvinder.”
Henvendt til muslimske seere og lyttere sagde Fader Botros: ”Så dette
er jeres profet - den allermest moralsk retlinede mand? I stedet for at være
optaget af bønner og gode gerninger var han optaget af kvinder” (fortsættes).
(Oversat fra Raymond Ibrahims engelske tekst af P.H. Bering)
Den perverse profet
Her er endnu et lille bidrag til kendskabet til den forunderlige skikkelse,
som Muslimer betragter som det højeste forbillede og værd at efterligne
i enhver henseende. Har I muslimske venner og bekendte, så giv dem en
kopi. I behøver ikke at ulejlige Abdul Wahid Petersen, ham har vi sørget
for at orientere.
8
Den perverse profet (fortsat)
Her får vi at vide, at sex-atleten Muhammed (utvivlsomt blandt mange
andre) regner med at få Jesu moder, Jomfru Maria til hustru i Himlen
efter sin død.
- Nå, mon ikke kristne kan sove roligt? Der, hvor Muhammed nu er,
finder han bestemt ikke Jesu moder!
Den koptiske præst, Zakaria Botros, fortsatte med at læse op i TV fra
andre kilder, såsom Sunan al-Nisa’i, ifølge hvilke Muhammed plejede at
”besøge” alle sine kvinder på en enkelt nat uden at vaske sig ind imellem.
Her spurgte præsten: ”Hvorfor har man overhovedet optegnet sådanne obskøne
og pinlige sager?”
Det var yderst underholdende, da fader Botros brugte tid på at analysere
en anekdote, som er optegnet i Ibn Kathir’s al-Bidaya we al-Nihaya. Her
er oversættelsen af hans lange beretning:
Profeten havde besejret jøderne i Khaybar og plyndret dem for deres
ejendele. Blandt profetens andel af tyvekosterne var et æsel. Profeten
spurgte æslet: ”Hvad er dit navn?”
Æslet svarede: ”Yazid Ibn Shihab. Allah har fra mine forfædre skabt
60 æsler, og ingen af dem blev redet på undtagen af profeter. Der er ingen
efterkommere af min bedstefar tilbage undtagen mig, og ingen profeter
er tilbage undtagen dig, og jeg forventer, at du vil ride på mig. Før dig
tilhørte jeg en jøde, som jeg tit fik til at snuble og falde, så han sparkede
mig i maven og slog min ryg.”
Her smålo præsten og tilføjede: ”Et taquiyya-udøvende æsel!” (taquiyya
betyder den løgn, som muhamedaneren må bruge overfor ikke-muhamedanere
o.a.)
Han fortsatte læsningen: ”Profeten - må Allahs bønner og fred hvile på
ham - sagde til æslet: ”Jeg vil kalde dig Ya’foor, O Ya’foor!’
Ya’foor svarede: ”Jeg adlyder.”
Profeten spurgte· ”Er du lysten efter hundyr?”
Æslet svarede: ”Nej!”
Butros sagde nu: “Selv et æsel rødmede af skam over jeres profets oversexede
udspørgen! Her har vi, hvad der synes at være et mirakel - et talende
æsel; og ud af alt, hvad man kunne finde på at tale med æslet om, er jeres
profets mest presserende spørgsmål, om æslet er lystent efter hundyr?”
9
Så læste fader Butros fra Sahih Bukhari (5/2012) en beretning, hvor
Muhammed gik til en ung kvinde, Umaima bint Nua’m’s, hus og kommanderede:
”Giv dig selv hen til mig!”
Kvinden svarede: ”Skal en dronning give sig hen til rakkerpak?”
Muhammed truede hende med knytnæven, før han sendte hende hjem
til forældrene.
Zakaria Botros: “Så folkens, I indser, at selv den gang, i disse mørke
tider, var der folk, som havde principper og ikke gav efter for trusler og
pression. Men det virkelige spørgsmål er, hvorfor Muhammed modsagde
befalingerne i sin egen koran — “hvis en troende kvinde giver sig hen til
profeten” (33:50) — ved at prøve på at tvinge denne unge dame?”
Endelig, med et udtryk af inderlig afsky, læser præsten fra en hadith
in al-Siyuti (6/395), hvor Muhammad påstår, at ”i himlen vil Maria, Jesu
moder, være én af mine hustruer.”
“Vær så venlig, O profet,” sagde den koptiske præst alvorligt, “bland
ikke vore helgener ind i dine beskidte affærer.”
(Oversat af P.H. Bering fra Raymond Ibrahims referat)
Den perverse profet (fortsat)
Her får vi at vide, at Muhammed var historiens allerstørste sex-atlet, lige
så potent som 4000 almindelige mænd. Det skyldes ganske vist, at Allah
sendte ærkeenglen Gabriel ned til ham med en portion super-viagra!
Fader Butros læste derefter op fra Faid al-Qabir (3/371), hvori det berettes,
at Muhammed har sagt: “Min største kærlighed er til kvinder og
parfume. Den sultne er tilfredsstillet, når han har spist, men jeg har aldrig
nok af kvinder.”
En anden hadith: “Jeg kan holde mig fra mad og drikke - men ikke fra
kvinder.”
Da han havde læst disse hadiths, så fader Boutos bare ud af tv-skærmen
og rystede på hovedet.
Han læste dernæst en interessant beretning (indeholdt i Umdat al-Qari
and Faid al-Qabir). Det blev berettet, at Allah sendte Gabriel med en eller
anden slags himmelsk føde (kaldet al-kofid) til Muhammad, og befalede
10
ham: ”Spis!” - på samme måde, som da Gabriel kom til Muhammed og
sagde: ”Læs!” (dvs., iqra, ordet for koran). Rapporten fortsætter med at
citere Muhammed for at sige, at den føde, som blev givet ham, “gav mig
den sexuelle potens som 40 himmelske mænd.”
Dernæst læste fader Botros fra Sunan of al-Tirmidhi, hvor der står, at de
”himmelske mænd” har samme sexuelle potens som 100 dødelige mænd.
Præsten undrede sig: “Så, når vi laver vores beregning 40 x 100, så kan vi
slutte, at Muhammed havde samme sexuelle potens som 4000 mænd, når
han spiste dette himmelske afrodisiacum? Ærlig talt, min bedste umma,
er dette jeres profets krav på berømmelse - at han var en rasende gal sexmaniker?
Og igen - mindre alvorligt: ”Tænk, hvor overraskede de bliver
i Vesten, når de finder ud af, at det var Muhammad, som først opfandt
Viagra!”
(Oversat af P.H. Bering fra Raymond Ibrahims referat)
Den imaginære profet
Af P.H. Bering
Der var en gang en tysker, der hed Sven Kalisch. Han fødtes i Vesttyskland
i 1966 og konverterede til muhamedanismen eller ”islam”, som denne religions
tilhængere foretrækker at kalde det. Den unge (15-årige) Sven blev
til Muhammed Sven Kalisch.
Islam er som bekendt en lovreligion, og efter gymnasiet studerede han
sin nye religion ivrigt og skrev ph.d.-afhandling om ”fornuft og fleksibilitet
i den islamiske retsmetodik”. Senere fulgte en doktordisputats fra
Universitet Hamburg om den zayditiske retsskole.
I 2004 endte han som professor i Münster, hvor hans professorat skulle
danne udgangspunkt for en egentlig uddannelse i islamisk religionsundervisning.
Men oh skræk! Den gode Muhammed Sven studerede videre, og hans
studier endte med en katastrofe! Han opdagede, at Muhammed (i alt fald
sådan, som vi kender ham fra Koranen og traditionen) formodentlig aldrig
har eksisteret! Så nu hedder professoren blot Sven Kalisch som forhen.
Han har aflagt sin muhamedanske tro og muhammed-navn, og står derfor
principielt til dødsstraf.
11
Nå, det kan ikke undre nogen, i alt fald ingen, som har læst, hvad den
koptiske præst, fader Zakaria Botros, har opdaget vedrørende traditionen
omkring Muhammed.
Denne tradition gør ham til en pædofil, sex-gal bandit, som snakker
med et æsel og som (takket være himmelsk viagra) formår at nedlægge
4000 kvinder på stribe, for bare at nævne et par eksempler.
Traditionen om Muhammed er så fantastisk, at han umuligt kan have
levet. Men selv om man luger de værste tåbeligheder fra i beretningerne
om ham, så han måske kan have levet, må han have været en forfærdelig
slyngel. Bestemt ikke værdig til profet-titlen.
Her står vi så nu. Kan/vil vore muhamedanske ”kulturberigere” indse,
at der skal luges grundigt ud i deres hellige skrifter, hvis de vil anses for
ordentlige mennesker? Eller vil de fortsætte med at følge deres rædselsfulde
og imaginære ”profet”?
Svaret er: ”Nej, det kan/vil de formentlig ikke”. Dertil er de alt for mentalt
bundne af truslerne om straffen i Helvedes flammer, hvis de vender
ryggen til Den Sande Tro.
Enhver muslim ved, at vi kun lever kort, hvorimod lidelserne i helvedes
flammer varer i al evighed.
Vi skal da selvfølgelig hjælpe de muslimer, der ærligt forsøger at slippe
fri af denne idiotiske og sataniske religion. Men de øvrige bliver vi nødt til
at befri os for, hvis vi vil overleve som frie mennesker i åbne samfund.
Muhamedansk voksen-amning
Raymond Ibrahim: Ny Fatwa anbefaler mænd at drikke kvindemælk
I artiklen ”New Fatwa Calls on Men to Drink Women’s Breast-Milk” i Pajamas
Media (klik: RaymondIbrahim.com), June 4, udforsker vores gamle
ven Raymond Ibrahim denne fatwa (klik: this fatwa,) der igen har været
oppe i nyhederne (klik: in the news again of late:)
I sidste måned skrev jeg en artikel (klik: PJM article), som omhandlede
nogle af islams ”problematiske” praktikker, specielt dem som kan knyttes
direkte til den muslimske profet Muhammad. Én af disse - det muslimske
fænomen ”voksen-amning” eller rida’ al-kabir skaber nu igen overskrif12
ter, præcis tre år efter den dag, det skabte den sidste kontrovers (klik:
last created controversy) (og uundgåelig spot mod) den islamiske verden.
Ifølge (klik: Gulf News:)
Præcis for tre år siden, d. 22. maj 2007, blev en ægyptisk lærd irettesat
af Al Azhar Universitetet, en af islams mest prestigefyldte institutioner,
efter at han havde udstedt en fatwa, som anbefaler, at kvinder ammer
deres mandlige kolleger. Dr. Izzat Attiyah hævdede at hans fatwa åbner
en mulighed for at blande kønnene på en arbejdsplads, eftersom amning
etablerer en moderlig forbindelse, også selv om modtageren ikke er kvindens
biologiske søn eller datter.
Nu har en saudi-araber af høj rang, Sheikh Abdul Mohsin al-Abaican,
rådgiver ved Saudi Arabiens kongelige hof, udstedt en fatwa, som fastslår,
at kvinder kan give deres mælk til mandlige kolleger for at skabe en grad
af moderlige relationer og omgå det strenge religiøse forbud mod, at ikkebeslægtede
mænd og kvinder omgås hverandre. Hvis en mand tit kommer
ind i et hus og kommer i kontakt med kvinderne, bør han gøres symbolsk
beslægtet med kvinderne ved at drikke mælken fra en af kvinderne. Ifølge
denne fatwa ville handlingen udelukke enhver sexuel forbindelse mellem
manden og donor-kvinden og hendes familie.
Sheikh al-Abaican ”moderniserer” dr. Izzats holdning - at manden skal
lade sig amme direkte fra brystvorten - ved at foreslå at ”manden bør
indtage mælken, men ikke direkte fra kvindens bryst. Han bør drikke det
og derved blive en af familien, hvilket vil tillade ham at komme i kontakt
med kvinderne uden at bryde islams regler om blanding af kønnene.”
(Hvad med bare at have kontrol over sig selv uden at skulle igennem
bizarre ritualer?)
Men hvor stammer alle disse voksen-amnings ideer fra? Som sædvanlig
fra Muhammed. En kanonisk hadith (kanonisk: i overensstemmelse med
den hellige skrift) beretter om en kvinde, som en gang spurgte Muhammed,
hvad hun skulle gøre ved, at en ung dreng, som havde boet hos hende
og hendes mand, nu var vokset og blevet en mand. Den kendsgerning at
en ikke-beslægtet mand boede frit hos dem og så husets frue uden slør, generede
hendes mand. Så sagde profeten, at hun skulle ”amme” manden.
Noget chokeret svarede hun, at der var tale om en voksen mand.
Muhammad svarede - ifølge nogle trationer leende - ”det ved jeg”.
13
Kvinden ammede manden, og det fortælles, at hendes mand nu ikke
længere følte sig generet, da amningen forvandlede den unge mand til en
slægtning.
Muhammeds yndlingshustru, Aisha - ”de troendes moder” - brugte ofte
denne fremgangsmåde til at mødes med mænd, der ikke var i familie (en
af de største debatter på hendes tid gik på, hvor mange ”amninger”, der
var tilstrækkeligt - én, fem eller ti - til at omdanne den fremmede mand til
et ”familiemedlem”. Denne amme-historie har ikke så meget at gøre med
dens sensationelle kvaliteter, som hvad den fortæller om sharia-lovens arrogante
og påtrængende natur i muslimsk liv. Muslimer kan ikke undgå
voksenamning, simpelthen fordi den er indbefattet i islams mest kanoniske
hadiths (indbefattet Sahih Muslim and the Sunan of Abu Dawud and
Ibn Maja).
Desuden har store islamiske autoriteter som Ibn Taymiyya og Ibn
Hazm beskæftiget sig med den og sagt god for den. At forkaste denne
hadith er at forkaste kilder metodologi i usul al-fiqh - kort sagt at forkaste
sharia-loven…
