Fra JP blog via Geoffrey Cain
Integrationspotentiale: Forskellen på muslimer og jøder
Skrevet af: Kasper Støvring NB Dato: d. 16.10.09
Emner: assimilation, integration, islam, jødedom
20 kommentarer
Hvorfor er vi først begyndt at tale om problemer med integrationen af udlændinge i de sidste 20-30 år? Vi har jo haft indvandrere længe. Hvorfor har vi aldrig diskuteret jødernes integration i det danske samfund? De er jo ikke strengt assimilerede. Hvorfor handler integration i dag altid om muslimer? Der er jo ikke de store problemer med f.eks. kinesere, buddhister eller kristne.
Hvad er, kort sagt, forskellen på muslimer og jøder, når vi taler om deres potentiale for at blive integreret i dansk kultur?
Ikke-assimilerede grupper
Der har naturligvis altid eksisteret lommer af ikke-assimilerede indvandrergrupper, f.eks. jøder og vietnamesere. Men dels har disse grupper været relativt fåtallige, og dels har de anerkendt kernekulturens forrang i deres værtsland - den danske kultur her til lands. Og det er temmelig afgørende.
De har ikke på aggressiv vis krævet særbehandling, ligesom visse muslimer gør i dag med støtte fra velvillige multikulturalister. For bare at tage en håndfuld eksempler:
Krav om indskrænkning af ytringsfrihed i forhold til islamiske dogmer; halalkød, bederum, særlige bedetidspunkter, særlig påklædning (tørklæde) og badeforhæng i offentlige institutioner og på arbejdspladser; censurering af skolebøger (så de bl.a. ikke bringer billeder af profeten); parallelle retssystemer baseret på koranen (sharia); modersmålsundervisning (arabisk) og ændring af skolepensa; særlige fridage for at kunne gå til fredagsbøn og holde helligdage; og særrepræsentation af imamer i skoler og daginstitutioner.
Hvem er der problemer med?
Vi bliver nok nødt til at fastslå, at der ikke er problemer med indvandrere som sådan, som jeg stiller tingene op. Men kun med muslimer (igen: ikke alle). F.eks. har chilenerne villigt assimileret sig til dansk kultur, de elsker sangene, måden at leve på, de har lært sproget, har giftet sig ind i danske familier osv.
Journalisten Paula Larrain, selv chilensk indvandrer, har skrevet omdet. Man kan også nævne polakkerne og ungarerne, og så kan man nævne jøderne, og de hives altid frem, når man taler om assimilation.
Jøder og integration
For det er netop rigtigt, at jøderne ikke er assimilerede i streng forstand, men alligevel trives de fint med “os” og vi med “dem”. Jøderne har historisk bidraget til velstanden, fremmest positive moralske dyder, de har ikke krævet særbehandling, antallet har været relativt lavt, og det jødiske mindretal har anerkendt den eksisterende kernekultur.
Højskolemanden Thue Kjærhus har om sin mormor skrevet, at hun yndede at fortælle, at synagogen i København arkitektonisk var tænkt “pompøst i det indre og beskeden i det ydre”, så den ikke provokerede flertalsbefolkningen. Kjærhus konkluderer:
“Jøderne udviklede derfor over generationer en unik sociologisk fantasi, så man undgik at komme i konflikt med flertalsbefolkningens normer. De europæiske jøder har derfor aldrig, som det har været tilfældet med de europæiske muslimer, gået på gaden for at kræve, at de jødiske skikke eller zionismen skulle respekteres af flertalsbefolkningen. Man har været beskeden og tilbageholdende. Arbejdet ihærdigt og haft succes i samfundet.”
Betingelser for integration
Det synes altså nødvendigt at opstille nogle betingelser for integration og nogle betingelser, der gør det muligt at leve med ikke-integrerede kulturelle grupper.
For det første kulturens karakter: hvor meget ligner den danskernes kultur?
For det andet hastigheden af indvandringen: masseindvandring hæmmer integration.
For det tredje omfanget: vi kan vanskeligt hjælpe alt for mange.
For det fjerde kulturens kvalitet: bidrager kulturens medlemmer positivt til værtslandets kultur i form af f.eks. samarbejde, viden og velstand?
For det femte holdningen til det omgivende samfund: kan kulturens medlemmer i længden leve med status som minoritet eller vil de kræve stadig mere særbehandling og i sidste ende løsrivelse?
For det sjette loyaliteten: den tværnationale religiøse loyalitet strider direkte imod den nationale loyalitet.
Konklusion
For at konkludere: Har man erkendt, at den danske kultur er et frugtbart grundlag for skabelsen af et frit og stabilt samfund med en stærk sammenhængskraft, må man naturligvis også støtte den nationale kultur; man må bevare kernekulturen og kræve, at andre kulturer tilpasser sig den.
Her er nogle kulturer, f.eks. den jødiske, mere tilpasningsdygtige end andre, f.eks. den muslimske. Den jødiske kultur - dens værdier og dyder samt økonomiske og sociale adfærdsmønstre - er på afgørende måder historisk blevet tilpasset den danske kultur, og derfor har jøderne også bidraget positivt med bl.a. velstand, videnskab, virkelyst og med dyder som pålidelighed og punktlighed.
Historien fremviser derimod ikke mange, hvis nogen, eksempler på, at muslimer accepterer deres status som minoritet.
Af samme grund tales der nu fra officielt hold åbent om flygtninges integrationspotentiale, og staten foretrækker f.eks. burmesiske flygtninge frem for irakiske.
