Solvognens happening i Rebild den 4. juli 1976 var godt indstuderet. Som indledning til festen havde Lene Gram skrevet et digt i ”Information” dagen før. Man ville gøre opmærksom på den underkuelse, som indianerne og andre naturfolk døjede under. Solvognen havde sikret sig et større antal heste og ”rødhuder”, og havde udforsket Rebild Bakker. Vel vidende, at aktionen og forsøget på at bemægtige sig mikrofonen ville udløse slagsmål med politiet, bar flere af dem blodposer inde under tøjet, som de kunne rive hul på for at vise, hvor alvorligt politiet havde såret dem og dermed skabe almen ophidselse mod deres ”vold”.
Aktionen udløste et vældigt hurlumhej og spektakel under indianerhyl og politiknipler, blodpøle, skrig og panik blandt publikum. En blodpose blev slynget efter dronningen. Skulle en blodbestænket, ”alvorligt såret” Margrethe få tumulten til at stige til uanede højder?
Tilsyneladende blev både politi og det dansk-amerikanske publikum fuppet, idet alt umiddelbart og senere talte for, at Solvognen brugte samme taktik i Rebild som ved andre forestillinger og optrådte dobbeltsidigt, d.v.s. både som vilde, hujende indianere og som – først intetanende og så ophidset publikum. Politiet havde nok kunnet få fat i flere Solvognsfolk, hvis de havde forstået disse metoder og arresteret de tilskuere, som efter sigende slog løs på indianerne.
Politimester Kaj Harne tøvede med at anlægge sag, men til sidst blev Solvognen stævnet for retten i Hadsund den 22. september 1976 kl. 10.00. Jeg nåede frem dagen før og fandt Solvognen i højt humør.
Selve retssagen blev en farce i Solvognens tegn uden den alvor, som normalt præger en retssal.
Havde myndighederne en finger med i spillet? Indgik Solvognen ligesom ”experimentet” Christiania i regeringens politik?*
Selve retssagen blev en farce i Solvognens tegn uden den alvor, som normalt præger en retssal.
Havde myndighederne en finger med i spillet? Indgik Solvognen ligesom ”experimentet” Christiania i regeringens politik?*
Politimester Kai Harne havde vel haft sine grunde til at tøve med sagsanlægget. Og mens den almindelige lille mand ikke kan få beskikket en forsvarer i simple politisager, så tilkendtes de 29 anklagede Solvognsfolk straks en sådan, nemlig landsretssagfører Chr. Vilh, Hagens, kendt som et meget aktivt medlem af DKP. Her bør siges, at Solvognsfolkene ikke nødvendigvis behøvede støtte, idet en del af dem havde gode uddannelser: lektor, civilingeniør, fotograf, forfatter, arkitekt…
Hvorfor sendte statsadvokaten kun sin fuldmægtig, Niels Schrøder? Han var så godtroende, at han blev taget ved næsen! Eller havde han visse pålæg hjemmefra? Han frafaldt straks sin tiltale mod en pige fra Solvognen, da hun forklarede, at hun som publikummer i Rebild var blevet revet med af stemningen. Og han førte et vidne, Peter Lorentzen, som efter eget udsagn ”havde været med i Solvognen” engang, men havde kvittet den. Han havde rent tilfældigt været i Rebild som turist. At de anklagede Solvognsfolk ikke kom med en eneste mishagsytring ved at se en ”frafalden” dukke op som vidne imod dem, røbede i sig selv, at der var ugler i mosen, da de ellers ikke var mundlamme i retssalen! Og nu, da det gjaldt, vidnede Lorentzen da heller ikke, som anklageren forventede, imod Solvognen, men tværtimod til fordel for dem og imod det brutale politis overgreb. Solvognen var veltrænet i dobbeltspil.
Det fotomateriale, Solvognen fremlagde i retten fra Rebildspektaklerne, var så omfangsrigt, at enhver kunne forstå, at de ikke bare tilfældigt var kommet over amatørfotos, som var knipset i bakkerne med tanke på en hilsen til tante Maria ”over there” i Minnesota. Næh, det var Solvognsarbejde! Og dygtigt gjort! De kunne ikke være taget af barfodsindianerne, der stormede frem til hest med flag og hujen eller styrtede frem til fods med blodposer under tøjet. De havde haft udstationeret fotografer, hvis opgave det var, på nært hold at følge de enkelte betjentes bevægelser og knipse løs, når disse gik i aktion med knipler og håndgreb. Formålet var at skaffe materiale rettet mod politiet til brug i en eventuel kommende retssag og/eller til propagandafremstød.
Og dommeren? W. Aagaard hed han, og ifølge Jyllands-Posten var det hans første store sag. Formodentlig for at demonstrere sin upartiskhed og bevise, at han ikke var forhåndsindtaget imod Solvognen, sleskede han for de anklagede. Han forhørte sig venligt, om de havde haft en god rejse herover til Hadsund og fået logi, men et stykke inde i retssagen blev han sat grundigt på plads, da en af Solvognsfolkene skulle afhøres. Køligt spurgte den anklagede den smiskende mand i dommersædet: ”Jeg forstår ikke, hvorfor dommeren siger ”du” til os?”
Tableau!
Han fortsatte med ”De”,
De Solvognsfolk, der udeblev fra retssagen i Hadsund, blev ikke yderligere retsforfulgt.
Året efter – i 1977 – fik Solvognen tildelt 132.000 kr.
*) Solvognen fik en femårig teatertilladelse i 1973 under kulturminister Niels Mathiasen med et statsbidrag på 10.000 kr. som ingen i regeringen anfægtede, skønt Solvognsfolk syntes at spille samfundet på næsen. Forklædte som politi besatte de DR, forklædt som julemænd uddelte de Magasin du Nords varer som julegaver. De fik 20.000 fra Statens Kunstfond for deres julemandsfilm, senere suppleret med 50.000 fra filmjuryen som trøstepræmie. Da de ødelagde inventaret i Røddinge Forsamlingshus med en båndsav, modtog de en måned senere 10.000 kr. for at optræde i TV – og altså efter Rebild 132.000 kr.
Al den statsstøtte (og rimeligvis mere end her nævnt) lod formode, at nogle i regeringen bevidst udnyttede disse kræfter uden for folketinget for at nedbryde det parlamentariske system og ødelægge alle normer og traditioner, hvad enten det bestod i at skræmme folk væk fra Glistrups vælgermøder eller fra Rebildfest, mens man selv sad på taburetterne og vaskede hænder.
Året efter – i 1977 – fik Solvognen tildelt 132.000 kr.
*) Solvognen fik en femårig teatertilladelse i 1973 under kulturminister Niels Mathiasen med et statsbidrag på 10.000 kr. som ingen i regeringen anfægtede, skønt Solvognsfolk syntes at spille samfundet på næsen. Forklædte som politi besatte de DR, forklædt som julemænd uddelte de Magasin du Nords varer som julegaver. De fik 20.000 fra Statens Kunstfond for deres julemandsfilm, senere suppleret med 50.000 fra filmjuryen som trøstepræmie. Da de ødelagde inventaret i Røddinge Forsamlingshus med en båndsav, modtog de en måned senere 10.000 kr. for at optræde i TV – og altså efter Rebild 132.000 kr.
Al den statsstøtte (og rimeligvis mere end her nævnt) lod formode, at nogle i regeringen bevidst udnyttede disse kræfter uden for folketinget for at nedbryde det parlamentariske system og ødelægge alle normer og traditioner, hvad enten det bestod i at skræmme folk væk fra Glistrups vælgermøder eller fra Rebildfest, mens man selv sad på taburetterne og vaskede hænder.
Kilde: Bogen "5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur".
