juli 10, 2010

Ikke nogen forbrydelse

Jette Dali bakker op bag Jesper Langballe i JyllandsPosten den 9. juli under overskriften ”Der er nok noget om snakken”, d.v.s. snakken om voldtægter og æresdrab i den muhammedanske verden og deres perverse sexual moral eller mangel på samme.

Ja vist er der noget om snakken, måske endda mere end man forestiller sig i sin vildeste fantasi.

Her skal jeg af hensyn til vores lovgivning pointere, at min generalisering naturligvis ikke gælder alle.

At det er svært at være pige og kvinde i de muhamedanske lande turde vel efterhånden være alment kendt, selvom vore kvindebevægelser med deres tavshed signalerer, at det er helt i orden. Men da sandheden om islam er ilde hørt og nærmest anses for en forbrydelse at bringe på bane, så tier man

Bogen ”Levende brændt”, er skrevet af en palæstinensisk kvinde af folket, en bondepige og analfabet. Hjemmet er ikke fattigt: de havde badeværelse, varmt vand og telefon. Men hun kendte ikke andet end huset, fårestalden og haven og de gøremål, der er hendes fra morgen til aften, så at sige med et lag tæsk hver dag, om ikke andet, så for traditionens skyld. En evig angst for sin far og sin bror. Født ind i et slaveri, som vi andre har svært ved at forstå.

Hvormange søskende havde hun? Moderen fødte 12 eller 14, men en del ”forsvandt”. ”Det betød ikke det mindste. Det var helt ”almindeligt””

En hændelse hun psykisk havde skubbet fra sig, kom igen: ”Jeg var der. Jeg havde set det! Jeg vidste, hvordan min søster Hannah var forsvundet. Siden har jeg levet med dette nye mareridt i hukommelsen, og det gør mig syg.”

”….så ser jeg min søster sidde på jorden og fægte med arme og ben, mens min bror Assad står bøjet over hende med udbredte arme. Han er ved at kvæle hende med telefonledningen. Jeg husker det billede, som havde jeg set det i går”….”Jeg så hendes ben spjætte, og jeg så armene, som slog min bror i ansigtet…”

”Og stadig i dag kan jeg ikke se Assad som morder. Synet af min kvalte søster er et mareridt, men i øjeblikket kan jeg ikke bebrejde ham noget. Hvad han gjorde var noget ganske dagligdags. Hvad han gjorde, var noget helt banalt; noget, han må have gjort af pligt, fordi det var nødvendigt for hele familie. Og jeg elskede ham.”

”Måske blev hun begravet sammen med de døde småpiger. Måske blev hun brændt og gravet ned i en skråning eller ude på en mark. Måske de smed hende ud til hundene? Jeg ved det ikke.”

En dag køres hun sammen med andre piger fra landsbyen i bus ud for at høste blomkål. En af pigerne overvågedes især. Hun var ligesom lidt anderledes, og de andre piger talte ikke med hende. På vejen tilbage gav chaufføren dem lov at tage en appelsin hver af vejtræerne. Da chaufføren bakkede, skete der en ulykke. En pige blev påkørt, netop denne pige. Hovedet var kørt over af hjulet. ”Og da jeg stod lige foran hende, bukkede jeg mig ned, løftede hendes hoved op i hårene i den tro, at hun stadig levede. Men hovedet blev liggende fast på jorden, og jeg besvimede af skræk.”

”Chaufføren kom i fængsel. For os og alle andre i byen handlede det ikke om en ulykke.”

”Jeg lå syg meget længe. Jeg så mig selv løfte op i pigens knuste hoved…”….”Hun måtte have gjort noget dårligt, men jeg ved ikke hvad. I hvert fald sagde de, at hun var charmuta…”

- - - - - -

”Jeg husker k

vinden med de fire børn.”

"..... Souheila, og en dag hørte jeg mor sige, at der blev hvisket ting og sager om hende. Folk menete, at hun havde et forhold til butiksejeren, for hunvar der tit for at købe brød, grøntsager og frugt.”…

”En dag fortelte mor mig, at begge hendes brødre var gået ind i hendes hus og hasvde hugget hovedet af hende. Og at de havde ladet kroppen blive liggende på gulvet og var taget rundt i landsbyen med hendes afhuggede hoved.”….…

”Den kvinde var blevet straffet, og det var som det skulle være”.

…”Jeg

forestillede mig ikke, at de rene sladderhistorier, nogle indfald fra naboer, endda løgne, kunne gøre hvilken som helst kvinde til charmuta og dræbe hende af hensyn til andres ære.

Det er hvad man kalder et æresdrab. ”Jarimat alsharaf”. Og for mænd fra mit land er det ikke nogen forbrydelse.”

Fvinden Souad fortæller, hvordan det til sidst går galt for hende selv. Naturen gik over optugtelsen, og familierådet – som altid foregåpr uden kvindernes nærværelse – besluttede, hvad der skulle ske. Hun blev levende brændt. Hun overlevede. Men hun skulle dø. Moderen bragte hende

en drik, men anslaget mislykkedes, og hendes besög blev forbudt fremover. Souad blev opdaget af en hjælpeorganisation, kom på falske papirer til Schweiz og overlevede. Hun lærte at læse og skrive og skrev bogen ”Brûlée vive” for at fortælle Vesten om forholdene. Hun måtte bytte navn, for familien vil forfølge hende overalt, hvis de vidste, at hun ikke var død..


Læs bogen, hr rigsadvokat. Den er oversat til dansk.