Siv Jensen, leder af det norske Fremskridtsparti, har så inderlig ret i sin
kritik af forholdene omkring Rosengård i Malmö
I bogen ”Sveriges Tragedie”, som udkom i 2007, kan man læse, hvordan
Politikerne forsøger at fortie forholdene og bekæmpe kritikken.:
VELFÆRDEN SMULDRER
For menigmand ser Sveriges økonomi mer og mer mærkværdig ud. Alt
skæres hårdt ned fra fødeafdelinger til alderdomshjem, hospitaler, politi,
retsvæsen, postvæsen, uddannelser etc.
Bare et æg!
TV viste, hvordan en næsten blind mand, der var kommet på alderdomshjem,
ønskede et æg til sin morgenmad. Det havde han fået hele livet.
„Nej,“ sagde personalet. „Det har vi ikke råd til. Du kan få et halvt æg
hver morgen eller et helt hver anden dag.“ (sic!). Kommunen måtte gribe
ind, så han kunne få sit æg.
I det censurramte land tør ingen antyde, hvor pengene bliver af, og hvad
indvandringen koster.
Oldingen i Malmø
Fra Malmø viste TV, hvor slemt livet kunne være for en olding på 98. Efter
en mindre operation på hospitalet nægtede han at tage hjem til sin egen
lejlighed. „Jeg kan ikke, jeg orker ikke mere…“
Det var pinagtigt at se på. Manden kunne knapt stolpre rundt og behøvede
hjælp… Men det var ikke hospitalets ansvar. De skubbede ham fra den ene
afdeling til den anden…
„Nu sidder jeg her i stolen, og her bliver jeg, indtil I finder hjælp til mig,“
sagde han, dødtræt af livet.
En af seerne, som mere end nogen kendte forholdene i Malmø, blev så
rasende, at han bagefter ved nattetid skrev til borgmester Ilmar Reepalu.
Denne havde tidligere givet udtryk for, at Malmø var overbelastet med
indvandrere og ikke kunne klare mere! Men han var blevet banket på plads
af sin partiledelse - socialdemokraterne.
Det famøse brev 19.4.2005 (oversat til dansk):
„Hej Ilmar!
Både du og jeg forventer os en tryg og behagelig alderdom. Jeg har de sidste
dage fulgt sagen om en gammel mand i massemedierne, som intet hellere
vil og med al god grund har krav på, end at det svenske samfund giver ham
en tryg tid hans sidste leveår. Han
har arbejdet og slidt og betalt skat
efter sin formåen hele sit liv, og nu
bliver han udsat for en umenneskelig
behandling ved at sendes
rundt som en pakke mellem forskellige
såkaldte behandlingsformer.
Psykisk mishandling. Han har
ret til egen bolig efter sit eget hoved
med den hjælp, han behøver.
Punktum. Slut.
Du viser endnu engang prøve på
din umenneskelige side, som en desperat
„sosse“ [socialdemokrat] i
nød. Malmø Kommunekasse tillader
faktisk den lille udgift, som der
er tale om, for at Gustav og mange
andre pensionister kan leve et godt
liv i Malmø deres sidste leveår.
Du må naturligvis justere økonomien og sætte flere penge af til
ældreforsorgen. Skær ned på din gigantiske understøttelse til alle de fandens
perkere i Malmø (læs: Rosengård) og lad svenskere, som har arbejdet og
slidt et helt liv for at opbygge Sverige, få tage del i velstanden.
Jeg hedder Bengt Lindström og har arbejdet som politiinspektør i Malmø
i mange år. Jeg er for øjeblikket i tjeneste på gadeplan (beredskabet) og chef
for samtlige politibetjente dér.
Jeg har ikke tænkt at blive i Malmø som pensionist. Jeg har meget stor
erfaring og kendskab til Malmøs positive og negative sider, men nu er målet
fuldt.
Du er repræsentant for Malmø Kommune og har udvist særdeles dårlig
ledelse med en dømmekraft og følelsesløshed lig nul. Radio Sydnytt har
desuden forsøgt at stille dig spørgsmål, som du på en uforskammet måde
har nægtet at svare på.
Jeg håber, du selv snart bliver gammel og svagelig og får brug for hjælp.
Fy for fanden, hvor jeg hader dig og dit forbandede „sosse“parti.
Ilmar Reepalu, borgmester i Malmø
Jeg kræver, at du tager en del af pengene, som du og dine fandens „sosse“-
kolleger giver til den kriminelle Muhammed i Rosengård og satser på vore
svenske pensionister i stedet.
Hilsener fra en 43-årig, som skammer sig over at bo i Malmø.”
Breve til myndigheder er som tidligere nævnt
offentlige. Politimanden blev anklaget for racisme,
men han blev frikendt ved tingsrätten (byretten).
Politivæsenet fyrede ham. Som frikendt af retsvæsenet
kræver han nu sit arbejde tilbage og en
skadeserstatning på 120.000 kr. Arbejdsretten har
ikke afgjort sagen endnu (januar 2007).
