Angående artikel i Nordjyske Stiftstidende 6.3.09
www.nordjyske.dk/debat/forside.aspx?ctrl=10&data=53%2C3095543%2C5%2C3
Uwe Max Jensens referat af Jens Jørgen Thorsens optræden på Holstebro Gymnasium i 1989 giver et udmærket billede af tiden, personerne, og deres tanker, men jeg kom i krambolage med mig selv. Skønt aktiv i kampen for ytringsfrihed kan jeg ikke stille op i første række her, da Thorsens opførsel berørte mig ilde. Og jeg måtte naturligvis spørge mig selv, om ikke andre følte lignende ubehag?
Jeg læste artiklen igen og tænkte efter, om jeg var galt afmarcheret. Jeg har givetvis i sin tid imødegået Thorsens evindelige tissemands-fixioner og kulturministeriets støtte hertil for skatteborgernes penge, men overfalde ham eller slå ham ihjel var da ikke i tankerne. Men jeg kan ikke kæmpe for noget, der forekommer mig uhøvisk, det være sig tissemænd eller døde grise, ligegyldigt om nogle kalder det "kunst".
I 70´erne sloges nogle for deres ret til at opdrage deres egne børn og protestere mod påtvungne frastødende påvirkninger – fra sjofelheder til hashrygning. Marxistbegejstrede lærere (og mange andre) brugte børnehavebørn og skoleelever i deres revolution og havde - bl.a. gennem folkeskoleloven af 1975 - fået eller tiltaget sig "metodefrihed", ”frihed til...”.
Man måtte jo også have "frihed fra"...
Der var engang en dreng ved navn Hans Christian, som løb af lære allerede den første dag, da snedkersvendene på værkstedet førte ublu tale.
Nogle mennesker berør den slags ikke, andre dog nok, men mange tier for ikke at blive sjoflede som ”forargede”, ”snerpede”, ”religiøse”, ”kristne” eller ”gamle”. Mødre er nok mere fintfølende end mænd, måske fordi de hører deres rollinger - for ikke at tale om deres umodne pubertetsbørn - komme hjem fra børnehaven eller skolen med nye interessante gloser, som ikke bruges i de pænere kredse. Fædre - er ofte aldeles ligeglade med børns sprogbrug, for ”de ord hører Lillepeter og lille Sofie alligevel et sted”. Gør de? Ja, i dag gør de måske. Tidens jagon er rå og plat, sådan som det skulle være ifølge ”de kommunistiske langtidsmål” og sådan som visse kræfter arbejdede og stadig arbejder på.
Nogle af de bøger, der kom på markedet dengang, og som forældre om muligt holdtes uvidende om, var af en sådan art, at de ikke måtte læses højt hverken i byråd eller i folketing, ej heller vises på TV. En sådan portion bøger sendtes til en udstilling i Australien, men blev beslaglagt i den australske told – som pornografiske!
Tildragelserne på Holstebro Gymnasium 1989 drejede sig også om påvirkning af skoleelever, formodentlig fra puberteten og opefter. Det var en "fællestime" i skolens boldhal, arrangeret af en Thorsen-fan, daværende kunstlærer, Paul Cederdorff.
Havde man orienteret eleverne på forhånd? Var alle indforståede? Var de ligeglade? Var der ikke een eneste, som følte sig ilde berørt? Eller var det hele bare umodent fnisende pubertetspjank? (sådan som jeg selv oplevede det, da jeg gik i et drengegymnasium under besættelsen).
Det eneste forslag til Thorsenmaleriet fra elevside var at male "en ko". Resten var Thorsens tankespind, fra Ko-meini til en ”snotklat, der løb ned over billedet” og ifølge Thorsen forestillede Vorherre eller Allah.
"Gymnasieelevernes generelle reaktion på Thorsens billede bliver af avisen i 1989 beskrevet på følgende måde: "De antireligiøse symboler blev dog ikke taget synderlig ilde op af de øvrige elever på mødet.""
"Synderlig ilde"? Var der altså alligevel lidt mudder i baggrunden? Og hvis ikke, var manglende kritik så bevis på elevernes accept ? Der hører gerne et vist mod til at stå op alene og være i opposition til majoritetens meninger eller deres tavse ”laden stå til”.
Der er noget i Uwes artikel, som slår mig. Det er den selvretfærdighed, den magtbrynde, men også den utrolige naivitet, som Cederdorff viser her endnu en snes år senere.
Han synes uden forbindelse med virkeligheden! ”Den almindelige danske elev følte sig ikke provokeret. De opfattede det bare som underholdning. Ved den lejlighed fik min fornemmelse af at være dansk borger et alvorligt knæk. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Alligevel var det mig, der stod med aben," fortæller Paul Cederdorff.
"Jens Jørgen og jeg var helt uforberedte på det her, og jeg blev rimelig chokeret. Jeg troede, at jeg kunne snakke med mine kolleger, da jeg følte mig truet på livet. Det kunne jeg ikke. Det gav mig et varsel om, at man nok skal passe på.Siden følte jeg mig ikke tryg, når jeg var sammen med kollegerne fra gymnasiet. Jeg følte ikke, at jeg kunne regne med dem, og jeg kunne heller ikke stole på ledelsen. Jeg mener, at de trådte på begrebet frihed.”
(den eller de elever, der måtte have følt sig provokeret eller generet, har givetvis ment, at man trådte på deres frihed til at være fri for provokationerne).
”Det var ingen bevidst provokation fra vores side” (- såh? Hvorfor da så ivrig for at ringe til Ekstrabladet og komme i radioen?). ”Jeg følte det faktisk som om, at jeg var blevet voldtaget (- det gjorde den anden part måske også). Så går man til politiet og tror, at man får hjælp. Men så får man nærmest skyld for, at det skulle man aldrig nogen sinde have rodet sig ud i. Det er den følelse, jeg sidder tilbage med," forklarer Paul Cederdorff.
Jeg er dødtræt af at høre om Thorsen tissemand og en uansvarlig billedkunstlærer Paul Cederdorffs dumheder, men alligevel glad over Uwe Max Jensens referat. Det viser, hvilke ”rettigheder”, de to selvhævdende hovedpersoner indbildte sig at have, - et bidrag til forståelse af nutidens ”kultur”.
