Bloggen ”synopsis” skrev i fornylig om uddelingen af Oscar-priserne og Oscarfesten og lød ret irriteret: ”Nu stimler de sammen for at give hinanden priser og så regner de med, at vi skal være interesserede fordi.... ja hvorfor mon? Fordi pigerne er smukke i deres flotte kjoler? Fordi de er glamorøse og vi er kedelige? Skråt op med dem. Det mener jeg.”
”I den ene film efter den anden, får vi at vide, at den verden vi kan betragte for vore egne øjne ikke er den virkelige verden, men at i stedet er verden som venstrefløjen ser den. I en sådan verden har en intolerant voldelig religion rejst sig...”
”I filmens verden er vi dog de 'slemme', og islamisterne er de forfulgte”
” I den verden vi kender fører et uansvarligt sexliv til uønskede børn, aborter, depressioner og sygdomme. I filmverdenen er det ....skideskægt.”
”Det som engang var en kunstform, der både kunne underholde og udforske de menneskelige forhold, er nu blot en samtale der føres internt af vildførte elitære.”
Giv masserne brød og skuespil, så de ikke opdager, hvad politikerne har for bag kulisserne! - så de ikke rejser sig mod tyrannerne! Vi fyldes fra morgen til aften konstant med underholdning, noget godt, noget på det jævne og meget skidt: festivals, konkurrencer, teater, film og Gud ved hvad. Vi holdes i ånde, så vi ikke ser, ikke mærker....Pjat og pjank i kilometervis.
Sådan som det f.ex. også sås ved det tyske TV-galla i Køln 7.11.08:
”I salen er alt, hvad der kan krybe og gå af prominens og festklædte tilskuere.
De skal klappe ad de stjerner, der i løbet af den lange aften modtager prisen for bedste hovedrolle, bedste birolle, bedste instruktion, bedste special effects, bedste stand-up, bedste drejebog, bedste underholdning, bedste you name it.
Ti sekunders berømmelse til hver og kaskader af bifald, blandet op med slap stick-humor, alt sammen professionelt afviklet.”
Men blandt publikum sad der en og krøllede tæer. Han tænkte formodentlig på, hvorfor han sad, hvor han sad. Han var den eneste af gæsterne, der på forhånd havde fået at vide, at han ville blive prisbelønnet.
Det var den kendte tyske litteraturkritiker og forfatter Marcel Reich-Ranicki, og da turen til sidst kom til ham, lagde han ikke fingrene imellem: ”Jeg hører ikke til her!” sagde han indledningsvis.
Og så kom svadaen af velfortjent nedgørende kritik. Og publikum var enig! De klappede og de klappede.... og TV-personalet var rystede!
