Kristeligt Dagblad bragte i torsdags 26/3 en artikel af lektor Jørgen J. Grimstrupi anledning af udgivelsen af hans historiske roman ”Laurids”.
Artiklen er meget aktuel på sin måde, selvom emnet er fra Chr. 4´s tid. Dengang drev de islamiske middelhavsstater pirateri langs alle europæiske kyster, til og med helt op til Island.
Det gjaldt ikke bare at skaffe værdigenstande men også levende mennesker til de arabiske og tyrkiske slavemarkeder.
Slaveri existerer den dag i dag både i Afrika og i Arabien, omend man gerne fortier det eller skjuler det under foregivende af læreplads eller lønnet arbejde o.l.
Den i avisartiklen omtalte theolog, Hallgrímur Pétursson, der blev gift med en af de få heldige løskøbte slaver, der sammen med mange andre var blevet indfanget på Vestmannaøerne, blev præst og psalmedigter på Island. I moderne tid mindedes man ham ved at bygge den store Hallgrimskirke i Reykjavik. De tre store klokker er opkaldt efter ham, hans kone Gudridur og hans datter Steinum, som var den eneste af hans mange børn, som nåede til voksenalder, men heller ikke meget mere. Inde i kirken h
ænger et billede af Hallgrimur.
Artiklen er meget aktuel på sin måde, selvom emnet er fra Chr. 4´s tid. Dengang drev de islamiske middelhavsstater pirateri langs alle europæiske kyster, til og med helt op til Island.
Det gjaldt ikke bare at skaffe værdigenstande men også levende mennesker til de arabiske og tyrkiske slavemarkeder.
Slaveri existerer den dag i dag både i Afrika og i Arabien, omend man gerne fortier det eller skjuler det under foregivende af læreplads eller lønnet arbejde o.l.
Den i avisartiklen omtalte theolog, Hallgrímur Pétursson, der blev gift med en af de få heldige løskøbte slaver, der sammen med mange andre var blevet indfanget på Vestmannaøerne, blev præst og psalmedigter på Island. I moderne tid mindedes man ham ved at bygge den store Hallgrimskirke i Reykjavik. De tre store klokker er opkaldt efter ham, hans kone Gudridur og hans datter Steinum, som var den eneste af hans mange børn, som nåede til voksenalder, men heller ikke meget mere. Inde i kirken h
ænger et billede af Hallgrimur.Klokkerne runger i ørerne på de turister, der har besteget tårnet for at spejde ud over havet. Kan de vække europæerne til besindelse af de farer, der lurer på dem? Eller hører de kun skrålene fra myndighedernes ”brød og skuespil”-festivals og tomme rapperier?
Der er ingen sørøvere at se på havet, så langt øjet rækker. Erik den Rødes søn, Leif Eriksson, står vagt foran kirken, en staut høvding forrest i skibsstævnen. Islændingene er stolte af deres land og deres historie. Og det bliver de forhåbentlig ved med, for det er nok det mest gedigne værn mod fremmede brutale og anmassende kulturer.
Gud bevare Islændingene for barbarerne!
