Landsforeningen for Mentalhygiejnen oprettede flere foretagender. Jeg har nævnt ”Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” og videre stiftedes ”Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg”. Den var i modsætning til moderforeningen en lukket forening, som ikke gerne slap nogen ind. Den bestod af bevægelsens hårde kerne, idet man kun rekrutterede medlemmer fra moderforeningens bestyrelse. D.v.s. at der højst var ca. 40 personer, men reelt kun en halv snes aktive mennesker, der var venstrevredne og/eller kendt for samfundsnedbrydende virksomhed: Tine Bryld, hendes fætter Peter Ege, Eggert Petersen, Egon Clausen, Professor Poul Bonnevie, psykiater Ole Nygaard Jensen m.fl.
Denne miniatureforening modtog på eet år alene 15 millioner i statsstøtte. Deres virksomhed bestod i mentalhygiejnisk rådgivning rundt om i landet samt driften af de i politirapporterne stadig nævnte narkobehandlingscentre, der ikke kunne fremvise noget resultat, men som holdt hånden over narkotika og kriminalitet. Det kom senere frem, at en del af de 15 millioner gik til Christiania og foreningen BRIS (som jeg skal fortælle om senere).
”Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg” overholdt tilsyneladende ikke sine egne vedtægter, og i virkeligheden turde det være tvivlsomt om den existerede efter 1976 eller blev nyskabt.
Som nævnt var den amerikanske Mentalhygiejnebevægelsen baseret på et tankespind af psykiater Brock Chisholm. Han ville skabe et nyt menneskesind ved at slå en brêche mellem forældrer og børn, således at børnene ikke blev indoktrinerede hjemme med de hidtil gældende normer for moral og livsopfattelse.
Derfor var naturligvis også den danske forening baseret på samme psykiatriske budskab, og derfor interesserede man sig ganske specielt for børn og unge. I professor Poul Bonnevies* mund hed det: I gamle dage troede disse kyllingemødre, at de kunne opdrage børnene...! Men nu har vi experter...!
Da Landsforeningen for Mentalhygiejne blev angrebet af modstandere og led flere nederlag, opløste den sig selv i 1976, og derved blev dens hovedbestyrelse naturligvis også opløst, og da de som sagt alene udgjorde ”Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg”, må de have ændret vedtægterne, hvis de fortsatte at existere (?). Hvis den fortsat skulle modtage statsstøtte, skulle vedtægterne ligge i Socialstyrelsen. Gentagne forespørgsler hertil i 70´erne var negative: man var i vildrede med, om foreningen existerede og hvem der i så fald var formand. Dette var så meget mere påfaldende, som eventuelle ændringer i foreningens vedtægter ikke bare skulle meddeles, men også godkendes af Socialstyrelsen, og dette var ikke sket i følge forespørgsel i 1977. (Om man siden har bragt forholdet i orden og evt. antidateret papirerne skal være usagt). Forholdene var svære at trænge til bunds i, da den diminutive forening gennem nøglepersoner og forbindelser i de højeste myndigheder og regering åbenbart nød særlig beskyttelse.
*) (fra internettet): "Poul Bonnevie, 1907-1990, ....professor i hygiejne og senere socialmedicin, foregangsmand inden for mentalhygiejne, sundhedsoplysning og international studenterudveksling. ...Bonnevies sociale engagement var stort, og han var en utrættelig igangsætter på områder, der i dag har en selvfølgelig plads i det danske sundhedsvæsen...."
Bonnevie var formand for Landsforeningen for Mentalhygiejne 1971.
Efter udtalelser at dømme venstreorienteret. Han kunne ikke være uden kendskab til - og uden ansvar for Ms virke, men han spillede uvidende og smøg udenom.
Fortsættes.
