Godt, at man vil gøre noget ved det dårlige sprog i DR og TV.
At sproget prioriteres lavt, er sandelig ikke kommet af sig selv. Det var en bevidst kamp fra venstrefløjens side imod hvad de hånende kaldte ”finkulturen”.
En af de vigtigste personer i denne kamp var Arne Skovhus.
Han er født i 1932, efter studenterexamen var han lærervikar, studerede derpå theologi og blev lærer ved ungdomsfængslet i Møgelkær.
Han var højskolelærer på Rødding og Krogerup og arrangerede Humlebæk- og Dronningmølle-revyer og endte som direktør for Fiolteatret på Halmtorvet, hvor repertoiret blev ”præget af social in
dignation og engagement, ligesom teatret aktivt tog del i fagforbundenes og venstrefløjens politiske liv” (skriver Wikipedia).
Der opførtes også børnestykker, hvor man politisk manipulerede med ungerne
som så mange andre steder dengang. Og da Landsforeningen for Mentalhygiejnen nedkom med underafdelingen BRIS, valgtes han ind i bestyrelsen.
I 1972 blev Skovhus forstander for Kristeligt Studentersettlement, og sådan et ord - ”kristelig” - kan være et trylleord, der kan åbne døre. Teaterverdenen forlod han ikke, men virkede i teaterråd og udvalg.
Som teatermand kæmpede Arne Skovhus for det politiske teater. Det skulle bidrage til at ændre samfundssystemet i marxistisk retning, og dette mål måtte aldrig tabes af syne. Fra at være SF´er gik han over til Venstresocialisterne og kom dér i ledelsen. Han var uhyre aktiv, Gennem artikler, foredrag, prædikener, diskussioner og teaterstykker holdt han VS-fanen højt. Hans prædikener i Præsteforeningens blad fik mange præster til at melde sig ud af foreningen. Til gengæld bakkedes han op af fhv. Kirkeminister Dorte Bennedsen og professor dr. theol Svend Holm-Nielsen, da han på grund af sympati med PLO beskyldtes for antisemitisme.
Arne Skovhus blev af kulturminister udnævnt til chef for Statens Teaterskole, en virkelig nøglepost. Teatre er massemedier, og massemedier er magt. Teatrene håndteres af skuespillere, og skuespillere oplæres på teaterskolen. VS´eren Skovhus vidste det, og tabte ikke målet af syne...
”Finkultuen” skulle væk, og det talte sprog på scenen skulle ikke stræbe efter tydelig udtale, tvært imod. Man skulle tale, som man gjorde det i hverdagen, på gaden og på arbejde. Dermed vandt det ukorrekte mumlesprog indpas på teaterscenerne.
At sproget prioriteres lavt, er sandelig ikke kommet af sig selv. Det var en bevidst kamp fra venstrefløjens side imod hvad de hånende kaldte ”finkulturen”.
En af de vigtigste personer i denne kamp var Arne Skovhus.
Han er født i 1932, efter studenterexamen var han lærervikar, studerede derpå theologi og blev lærer ved ungdomsfængslet i Møgelkær.
Han var højskolelærer på Rødding og Krogerup og arrangerede Humlebæk- og Dronningmølle-revyer og endte som direktør for Fiolteatret på Halmtorvet, hvor repertoiret blev ”præget af social in
dignation og engagement, ligesom teatret aktivt tog del i fagforbundenes og venstrefløjens politiske liv” (skriver Wikipedia).Der opførtes også børnestykker, hvor man politisk manipulerede med ungerne
som så mange andre steder dengang. Og da Landsforeningen for Mentalhygiejnen nedkom med underafdelingen BRIS, valgtes han ind i bestyrelsen.
I 1972 blev Skovhus forstander for Kristeligt Studentersettlement, og sådan et ord - ”kristelig” - kan være et trylleord, der kan åbne døre. Teaterverdenen forlod han ikke, men virkede i teaterråd og udvalg.
Som teatermand kæmpede Arne Skovhus for det politiske teater. Det skulle bidrage til at ændre samfundssystemet i marxistisk retning, og dette mål måtte aldrig tabes af syne. Fra at være SF´er gik han over til Venstresocialisterne og kom dér i ledelsen. Han var uhyre aktiv, Gennem artikler, foredrag, prædikener, diskussioner og teaterstykker holdt han VS-fanen højt. Hans prædikener i Præsteforeningens blad fik mange præster til at melde sig ud af foreningen. Til gengæld bakkedes han op af fhv. Kirkeminister Dorte Bennedsen og professor dr. theol Svend Holm-Nielsen, da han på grund af sympati med PLO beskyldtes for antisemitisme.
Arne Skovhus blev af kulturminister udnævnt til chef for Statens Teaterskole, en virkelig nøglepost. Teatre er massemedier, og massemedier er magt. Teatrene håndteres af skuespillere, og skuespillere oplæres på teaterskolen. VS´eren Skovhus vidste det, og tabte ikke målet af syne...
”Finkultuen” skulle væk, og det talte sprog på scenen skulle ikke stræbe efter tydelig udtale, tvært imod. Man skulle tale, som man gjorde det i hverdagen, på gaden og på arbejde. Dermed vandt det ukorrekte mumlesprog indpas på teaterscenerne.
