I 1969 kom foreningen BRIS til verden på Landsforenigen for Mentalhygiejnes daværende kontor i Fredericiagade i København. Den skulle blive det tydeligste tegn på den ideologiske målsætning, som den amerikanske psykiater havde udtænkt: at skille børnene fra forældrene. Under devisen ”Børns Rettigheder I Samfundet” kundgjorde de selv utvetydigt, at de altid tog 100 % parti for barnet, hvad enten det havde ret eller ej, imod forældre, skole og enhver anden myndighed. Derfor fik organisationen snart øgenavnet ”BarneRov I Samfundet”. De havde ikke bare hjælp fra alle Mentalhygiejnikere, men også på gadeplan af grupper som ”Børnemagt”, ”Børnefronten”, ”Børnenes Befrielsesfront” o.l., som alle opfordrede børn til at skulke fra skole og/eller løbe hjemmefra f.ex. til Christiania. BRIS uddelte direkte en folder i skolen om at komme væk fra forældrene og hjalp gerne med forklaring på, hvordan det kunne lade sig gøre med støtte fra staten.Personligt blev jeg vidne til, at et fjortenårigt pigebarn, der havde rapset lidt småmønter i hjemmets tallerkenrække, men ikke ville finde sig i sin fars håndgribelige revselse med en kindhest, gemte sig på Christiania. Hendes forældre havde myndighederne ikke eet eneste ondt ord at sige om, de var begge arbejdsomme og reelle.
Københavns Børneværn havde BRIS-folk ansat, og pustede sagen op. Man tilbød forældrene, at pubertetspigebarnet kunne blive på Christiania i det snuskede Multimedia Hus, men det modsatte forældrene sig. Så blev hun indlogeret i et saneringsmodent hus på Blegdamsvej, som tilhørte DKP. Dér fik hun stjælet et smykke. Derpå fik hun af Kbh.s Kommune en eet-værelses lejlighed i Ryesgade. Hun berettede selv i TV om, hvordan myndighederne havde hjulpet hende med lejlighed og penge, - så andre umodne børn kunne blive inspirerede!
BRIS fik ikke bare foden indenfor i Børneværnet, men under den socialdemokratiske regering 1975 lykkedes det bl.a. gennem de mentalhygiejniske socialdemokratiske ministre, Eva Gredal og Lise Østergaard at få oprettet den af BRIS og BRIS-ideologerne ønskede statslige småbørnskommission. De socialdemokratiske vælgere blev ikke spurgt og dermed kørte BRIS-ideologien videre i statsregi. Propagandaen satte ind 1977 med citat fra et ægyptiske digt: ”Jeres børn er ikke jeres børn”.
Præsten Søren Krarup og hans ”Forældrenes Børnekommission” gik forrest i modstands-kampen. Han kæmpede bravt i Erik Nørgaards rødlige DR-program ”Bytinget” og gik af med sejren. Den brede befolkning ville selvfølgelig beholde deres børn og forældremyndighed, men den harme, der lød fra alle mentalhygiejnikere imod Krarup, røbede deres store skuffelse.
Københavns Børneværn havde BRIS-folk ansat, og pustede sagen op. Man tilbød forældrene, at pubertetspigebarnet kunne blive på Christiania i det snuskede Multimedia Hus, men det modsatte forældrene sig. Så blev hun indlogeret i et saneringsmodent hus på Blegdamsvej, som tilhørte DKP. Dér fik hun stjælet et smykke. Derpå fik hun af Kbh.s Kommune en eet-værelses lejlighed i Ryesgade. Hun berettede selv i TV om, hvordan myndighederne havde hjulpet hende med lejlighed og penge, - så andre umodne børn kunne blive inspirerede!
BRIS fik ikke bare foden indenfor i Børneværnet, men under den socialdemokratiske regering 1975 lykkedes det bl.a. gennem de mentalhygiejniske socialdemokratiske ministre, Eva Gredal og Lise Østergaard at få oprettet den af BRIS og BRIS-ideologerne ønskede statslige småbørnskommission. De socialdemokratiske vælgere blev ikke spurgt og dermed kørte BRIS-ideologien videre i statsregi. Propagandaen satte ind 1977 med citat fra et ægyptiske digt: ”Jeres børn er ikke jeres børn”.
Præsten Søren Krarup og hans ”Forældrenes Børnekommission” gik forrest i modstands-kampen. Han kæmpede bravt i Erik Nørgaards rødlige DR-program ”Bytinget” og gik af med sejren. Den brede befolkning ville selvfølgelig beholde deres børn og forældremyndighed, men den harme, der lød fra alle mentalhygiejnikere imod Krarup, røbede deres store skuffelse.
I pjecen ”Vore børn er vore børn” imødegik Krarup den generelle fare for ensretning i et expertstyret samfund, mens en anden gik i rette med Statens børnekommissions uartighed mod Danmarks mødre som værende ”underskudsmennesker”, der ikke magtede at opdrage deres egne børn.
