Tema: MEDIERNES ROLLE I EN KONFLIKTFYLDT VERDEN (Herunder: Hvad tør journalister skrive ?)
Deltagere: Unge journalister fra Danmark, Israel, Palæstina, Yemen, Jordan, Ægypten samt NADIA AL SAKAF, Yemen Times, THØGER SEIDENFADEN, Politiken, CHRISTIAN MOURITZEN, Berlingske Udland, JESPER HØJLAND, International Media Support (Ordstyrer: Garba Diallo).
*********************************************************************
******MIT MØDE MED THØGER
Af Ole Gerstrøm
Jeg deltog i dette debatmøde, betalt af udenrigsministeriet, sammen med et halvt hundrede yngre journalisthåb fra Israel, Palæstina, Yemen, Egypten og Jordan. Der var flere kvinder end mænd, og kun én bar slør. Det var et godt tegn. I forhallen smilte en mellemøstlig skønhed venligt til mig. Vi faldt i snak. Hun laver lidt free lance journalistik for TV2 i Øst-Jerusalem. Jeg spurgte om hun var gift. Let tøvende, svarede hun nej. Jeg fortalte lidt om danske relationer mellem kønnene, og om dengang, jeg friede til min kone - uden at ane noget om hendes familie. Så startede mødet.
Thøger Seidenfaden kørte frem med sin særprægede opfattelse af journalistik. At man skal udvise respekt og følsomhed, først da kan man komme i dialog. Og han var dyb modstander af
Jylland
s Postens nederdrægtige motiver til oprindeligt at bringe tegningerne. Da Politiken
s Postens nederdrægtige motiver til oprindeligt at bringe tegningerne. Da Politiken bragte tegningerne i anden omgang, var det fordi de var "news-worthy," at når man skriver om profet-krisen, så må man også vise lidt af, hvad det handler om.
I min kommentar til Thøger tog jeg udgangspunkt i Politikens grundlægger Viggo Hørup, og hans nådesløse kamp mod sine politiske fjender. Han var skarp, direkte og konfronterende. Præsterne og biskopperne fik med grovfilen. Jeg sagde, at denne stil var langt at foretrække frem for Politikens nuværende. Videre anførte jeg, at Politikens udviste følsomhed og respekt kunne betragtes som en fornærmelse over de journalister og redaktører i Mellemøsten og Det Fjerne Østen, som fik deres aviser lukket og kom i fængsel, som følge af deres dækning af profet-krisen.
Thøger kunne åbenbart ikke finde argumenter til at imødegå min brug af Viggo Hørup, så han tyede til løgnen og svarede "Hørup var ikke journalist, han var politiker. Så når jeg dermed har korrigeret denne historiske unøjagtighed, lad mig fortsætte ..."
Imidlertid havde jeg ikke sagt, at Hørup var journalist. Jeg havde sagt, at han var Politikens grundlægger. Thøgers svar var et løgnagtigt tågeslør.
Han fortsatte med at fortælle om retssagen i Jordan, hvor han er blevet stævnet for at have bragt den "blasfemiske" tegning. Han har endog sagt til jordanerne, at han ikke ville udelukke, at han kunne møde op i retten. Dette havde virkeligt gjort indtryk, så han kom i en god dialog med disse "profetens" forkæmpere.
En kvindelig paneldeltager, som er universitetslærer fra Yemen, brugte sin taletid på at fortælle om hvordan danskerne ikke bryder sig om regnvejr, hvorimod man i Yemen, bliver glade, når det regner. En mellemøstlig herre i panelet kunne fortælle de forsamlede journalists
pirer om respekt for "profeten."
På vej ud, sagde jeg til Thøger "Jeg håber du får en retfærdig dom i Jordan." Han smilede venligt, som for at takke for forståelsen. Jeg fortsatte "men husk at betale dommeren godt." Han kiggede vredt på mig "du har jo ingen respekt." "Nej," sagde jeg, hvorefter vi skiltes.
I min kommentar til Thøger tog jeg udgangspunkt i Politikens grundlægger Viggo Hørup, og hans nådesløse kamp mod sine politiske fjender. Han var skarp, direkte og konfronterende. Præsterne og biskopperne fik med grovfilen. Jeg sagde, at denne stil var langt at foretrække frem for Politikens nuværende. Videre anførte jeg, at Politikens udviste følsomhed og respekt kunne betragtes som en fornærmelse over de journalister og redaktører i Mellemøsten og Det Fjerne Østen, som fik deres aviser lukket og kom i fængsel, som følge af deres dækning af profet-krisen.
Thøger kunne åbenbart ikke finde argumenter til at imødegå min brug af Viggo Hørup, så han tyede til løgnen og svarede "Hørup var ikke journalist, han var politiker. Så når jeg dermed har korrigeret denne historiske unøjagtighed, lad mig fortsætte ..."
Imidlertid havde jeg ikke sagt, at Hørup var journalist. Jeg havde sagt, at han var Politikens grundlægger. Thøgers svar var et løgnagtigt tågeslør.
Han fortsatte med at fortælle om retssagen i Jordan, hvor han er blevet stævnet for at have bragt den "blasfemiske" tegning. Han har endog sagt til jordanerne, at han ikke ville udelukke, at han kunne møde op i retten. Dette havde virkeligt gjort indtryk, så han kom i en god dialog med disse "profetens" forkæmpere.
En kvindelig paneldeltager, som er universitetslærer fra Yemen, brugte sin taletid på at fortælle om hvordan danskerne ikke bryder sig om regnvejr, hvorimod man i Yemen, bliver glade, når det regner. En mellemøstlig herre i panelet kunne fortælle de forsamlede journalists
pirer om respekt for "profeten."På vej ud, sagde jeg til Thøger "Jeg håber du får en retfærdig dom i Jordan." Han smilede venligt, som for at takke for forståelsen. Jeg fortsatte "men husk at betale dommeren godt." Han kiggede vredt på mig "du har jo ingen respekt." "Nej," sagde jeg, hvorefter vi skiltes.
Et foto fra en anden oplevelse:
da Thøger vendte ryggen til trykkefriheden - og løb.
