To modsatrettede fundamentalistiske grupper er kommet ordentligt i totterne på hinanden. Det drejer sig om børneopdragelse og grupperne ”Faderhuset” og ”Børns Vilkår”
Men samtidigt drejer det sig også om manipulation med ord, en meget vigtig foreteelse i psykologisk krigsførelse og meget brugt i propaganda af alle slags. Vi har tidligere set, at politisk sprogmanipulation kunne bruges ved dom i højesteret, da sprognævnet på forespørgsel fra retten forklarede, at ordet ”racistisk” nu var almindelig brugt som skældsord og dermed uden betydning.
.
I den krig, der nu er brudt ud mellem en streng religiøs gruppe og en mentalhygiejnisk gruppe på Lolland, refereret i massemedierne, er det ganske sært at høre de gamle ord og stående fraser igen fra 30-35 år tilbage, anvendt som argumenter om børneopdragelse af visse mentalhygiejnikere.
Psykolog Eggert Petersens, der var besat af den fra Amerika kommende mentalhygiejniske filosofi, udarbejdede et trivselsprogram for Socialdemokratiet i 1969. Hovedpunktet heri var ikke mindst, at forældremyndigheden skulle begrænses – for ikke at sige afskaffes og socialforsorgspersonale og lærere skulle undervises i den mentalhygiejniske ideologi for at kunne opdrage landets børn på den rigtig måde. Mentalhygiejne-idéen dyrkedes som en slags religion i Landsforeningen for Mentalhygiejne (nedlagt efter rigsrevisionens og andres afsløringer af deres tvivlagtige virke!), dens underafdeling BRIS (med øgenavnet ”BarneRov I Samfundet”) og dennes støtteforening ”Børns Vilkår”, som stadig existerer
Den mentalhygiejniske ideologi udbredtes ikke bare gennem ”Trivselsprogrammet” men gennem alskens propaganda. Således bl.a. gennem Bibliotekscentralen. I deres
børne-pjece ”Snak om vold” hedder det ”Forældre mishandler næppe deres børn af lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske, korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man kalder den ufrivillige tankeløse vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.” Ud fra denne forklaring kan ingen sige sig fri for at have øvet ”vold” (= ”mishandling”) mod børn. Hvor mange har ikke ind imellem været nødt til at ”afvise” et barn? Hvor tit har man ikke i en given situation måttet begrænse et barns udfoldelsesmulighed?
Pjecen er i tråd med den af Socialstyrelsen (?) udsendte pjece ”Osse dit ansvar” (NB trykt uden angivelse af tryksted eller ansvarlig redaktion!). Ifølge denne pjece skal man anmelde naboer eller andre for vanrøgt af børn, og den forklarer udtrykkeligt, at ”vanrøgt” også kan være af ”psykisk art” uden at man – naturligvis – kan definere, hvad dette indebærer. Er det forældres krav om, at barnet skal gå i skole eller i seng eller læse lektier? Er det aftenbønnen eller psalmeverset?
På baggrund af denne ideologi anmeldte man f.ex. Henning Becker for ”vold” mod de vietnambørn, han havde samlet op i Vietnam, og som han holdt godt styr på.
Vi forældre kan allesammen anmeldes!
I en anden bibliotekspublikation fandt jeg disse linjer: ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner, hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et nødvendigt middel.”
Er der nogen, der tænker på spektaklerne omkring ungdomshuset?
